Dialogik.

”Hva’ filen… er det ik’ dig?  Det er længe siden!… Hva’ så?”

”Ja, hva’ så hva’… hvordan går det, går du stadig og præker eller hva’?”

 ”Jah, joh, for tiden er inde til, at uvidenhedens, mistroens, vantroens, overtroens og griskhedens ukrudt bliver luget ud, så oplysningens, indsigtens, velvillighedens, samarbejdets og hjertevarmens blomster kan skyde op og pryde vor jord. Frøene er sået for længst, jorden er gødet og overrislet, og solen skinner afventende. Må det sejlivede, indbildske, giftige, åndeligt retarderede, snyltende og artskvælende ukrudt snart måbende forsvinde som dug for solen. Som et mareridt der endelig er slut.”

”Det lyder jo godt nok, så det ka’ vi nemt bli’ enige om. Men skulle jorden ikke lige gå under først, eller er det udsat igen? Det er vist blevet udsat et par gange eller tre, så hudt jeg visker.”

”Jorden er skam gået under. Vi har bare ikke opdaget det og er måske bare kommet for sent til verdens ende.”

”Snakkede du forresten ikke engang om, at man sku’ starte med sig selv, i stedet for at kritisere verden, hvis man ville have noget ændret til det bedre? Jeg synes, du sagde, at verden var et spejlbillede af vor egen sindstilstand?”

”Jeg synes, i hvert fald, at dem der ødelægger det hele skulle starte med sig selv. Det ville gavne vi andre.”

”Du har nok ret. Det er, som man ser på det. Nåhmen, hej med dig… og god bedring.”

Trådløs.

”Som jeg siger, som jeg sagde, som jeg altid har sagt og vedbliver at sige, med mindre der begynder at vokse stikkelsbær på solbærbusken… Nå, nu har jeg glemt, hvad jeg ville sige. Jeg tabte tråden.”

”Måske spinder du dine tråde for lange. Den slags tråde har det med at suge huskestof til sig. Især hvis de er lidt uldne, om jeg så må sige.” Tage nikkede forstående til Børges trådtab

”Det skal jeg huske. Mit korttidshukommelseskort er vist ved at løbe ud, men det kan fornyes på Borgerservice, vil jeg tro.”

”Det er også derfor, jeg køber julekalender. Jeg ville ønske, man kunne få en kalender, der havde en låge til hver af årets dage. Når man så åbnede, kunne der stå dato og ugedag samt ugenummer. Og så er det jo sjovt at åbne låger. Det er en ting, jeg ikke er vokset fra.”

”Du skulle vist have en kalender, hvori du også kunne se, om det blev en god dag, med vejrudsigt og noter til ting, som skal huskes. Hvad tøj du skal bruge denne dag, fødselsdage, indkøb med mere.”

”Det slår mig lige, at sådan noget djævleskab allerede findes. Nemlig smartphones.”

”Åh, ja selvfølgelig. Der er bare den lille hage ved det, at de ikke har låger, man kan åbne. Så jeg vil nøjes med at glæde mig over min traditionelle julekalender. Den kan jeg stole på. Den skal ikke lades op, den er uden Bluetooth, Password og Wi-Fi, og så er den herligt fri for ringetoner. Men den vibrerer dog af julestemning og forventning. På sin egen stille måde.”

Udadvendt.

Den første søndag i Advent tændes det første lys i mange adventskranse over det ganske land. En juletradition som blev importeret fra Tyskland omkring 1. verdenskrig.

Kalenderlyset er en anden historie, men både dette og julekalenderen tæller ned til juleaften, som er højdepunktet, hvor lysene på træet tændes, lys som kaster juleglans omkring sig, der giver tindrende genskin i barneøjne.

At der så også ligger julegaver under træet er bare et ekstra plus, som børnene hensynsfuldt accepterer, da de ved, hvor stor en oplevelse det er for giverne at se dem pakke gaverne ud.

Tidstypisk.

Skinfaxe trækker solen hen over himlen fra morgen til aften, hvorefter Hrymfaxes natarbejde begynder. Den spændes for månen, som så får sin tur. Det er altså de to navnkundige heste som sørger for, at solen og månen bevæger sig. Herved kommer de også til at repræsentere tiden, som de har et helt særligt forhold til. For når en af hestene slår over i trav, eller måske hviler sig, kan mennesker tydeligt mærke, at tiden går langsomt. Når tiden flyver afsted, er hestene sandsynligvis slået over i galop.

Man hører ikke meget til Enten-Ellerne, der må kategoriseres som ”det arbejdende folk” blandt ånder. De arbejder i sindets blinde pletter og er hele fundamentet for et menneskes mentale succes eller fiasko. De er meget kraftfulde, og de deler gerne ud af deres energier, som de selv får fra de spændingsfelter der opstår, når man forholder sig til tid på en særlig måde. Deres latinske navn er Alterutra- Vel.

Caphis appropinquantes er ikke deres modstykker, for de arbejder sammen med Enten-Ellerne. Begge slags er fænomenale ryttere, og de er udelukkende fortrolige med Skinfaxe og Hrymfaxe. De har kun berettigelse, så længe tiden opfattes som noget fundamentalt virkeligt og kan betragtes som en slags ånder, der ikke har mulighed for at eksistere i tidløshed. Derfor gør de sig store anstrengelser for at holde den gående, altså tiden, og taler altid om tid og sted. De t er faktisk dem der har skabt talemåden: ”Hver ting til sin tid,” for derved ligesom at cementere deres religion, at der ikke er noget der er uden tid.

De poeter og filosoffer som taler om tidløshed, gør de alt for at løbe over ende. Og de hyldes skam af mange.

Kridtstreger.

En lignelse er ikke det samme som en ligning. I en ligning gives der faste regler som er til at tage og føle på. Man kan bytte om på elementerne, når man holder sig til de indbyggede lovmæssigheder. Man kan f. eks. flytte et tal over på den anden side af lighedstegnet, hvis man sætter det under en brøkstreg etc…

Lignelser er billedsprog, hvormed man forsøger at symbolisere det uforklarlige. Man ”tegner” et billede som kan vise, hvad man mener. Der er ofte flere lag, så lignelsen kan give en vis forståelse til den ”enkle” intelligens, og til den søgende som har større spændvidde.

De mest forstokkede kommer let op at slås om, hvorvidt antydningen til forståelse er tegnet eller malet.

Den ”enkle” intelligens, som også kan kaldes fundamentalistisk eller ”skriftklog,” har svært ved at skelne mellem lignelser og ligninger og fastholder derfor nidkært det laveste synspunkt. Ubevidst tillægger han nemlig ikke skaberen af lignelsen en højere intelligens end hans egen. Det er han ikke i stand til. Så for ham er lignelser logiske.

Søgende, intelligente mennesker opfatter inspirerede lignelser som vidunderlige udfordringer der indeholder et fyrværkeri af oplysning og åndelig næring. Det daglige brød som gør hverdag til helligdag.

Ved sengetid.

(D. 25. november:)

Månen er en gul ballon
der kan pustes op.
Den skal pustes i facon
før den hejses op.

Den vil sejle i sin rende
på den høje himmel
ruten kan den altid kende
bliver aldrig svimmel.

Luften holdes et kvarter
munden bliver knebet
sejlet slækkes mer’ og mer’
før det bliver rebet.

Den er ikke uden føl’se
har jo sin profil at skåne
en ballon med form som pølse
får da aldrig job som måne.

(Om en måned:)

Månen pustes op igen
dagen efter Dagen
se ballonen lille ven
har du nu set magen?

Månen er da ikke gift
den er sund og fuld
vandet får et gratis lift
spejler månens guld.

Eventyret er forbi
børnerim på vers
drømmen sluttede fordi
søvnen kom på tværs.

Skyer.

Lyserøde skyer ved alle, hvad er. Siger man: ”Jeg svæver på en lyserød sky,” mener man: ”Jeg har det pragtfuldt.”

Skyer kan godt være lyserøde uden at være analogiske, for deres farver er de ikke selv herrer over. Solen tager ofte sin kittel og alpehue på og klemmer flere forskellige farver ud på sin palet. Penslen bliver dyppet i jordens atmosfære, og så bestemmer solens kunstneriske temperament, hvorledes farverne skal fordeles.

Også om natten når farverne skyerne. Så tænder solen månen, og får ofte fine nuancer frem i dens lys. Og alle ni muser bruger skyerne. Til at slappe af i, som dekorationer og som transportmidler. Hvem kan sige sig fri for at have set en muse titte ovenud af en sky? Og måske har det ikke været uden en vis misundelse.

Nogle siger, at skyer ikke er til at stole på, men er de fortættede, kan man godt regne med dem.

Den sidste mirabel.

Hun stod på tæer for at nå den. Der var kun ganske få tilbage, og denne var næsten ikke indenfor rækkevidde.

”Årets sidste mirabel,” tænkte hun. ”De har også holdt godt i år, og jeg husker egentlig ikke, hvornår sæsonen plejer at slutte.”

Det var midt i oktober, og hun troede, sæsonen var slut, hvilket den jo stort set også var. Men denne sidste mirabel smagte på en særlig fin måde. Som god vin, der bliver lagret på den rigtige måde i et passende tidsrum, opnår sit bedste, bød mirabellen nu på sine ypperste smagsnuancer. Hun holdt den længe i munden, og spiste den så langsomt det var muligt.

”Vinden er ved at vende, og om en måned ville der kun være fjorten dage til, den først låge må åbnes i julekalenderen.” Hun følte, hun næppe havde sluppet sommeren, når hun kiggede bagud i tiden, og foran hende kunne hun fornemme kold østenvind og bittesmå snefnug, som pixels i et digitalfoto. Selvom de ikke var her endnu.

”Fantastisk og forunderligt. Jeg var lige ved at ane lidt julestemning, og så kom jeg i tanke om, at det godt kunne lade sig gøre at bade endnu.”

De to modpoler dansede som neutroner og protoner omkring deres kerne, og udløste en vidunderlig livskraft i hendes sind. ”Om lidt bader jeg i den smukke vig, selv om det måske er lidt koldt, og så går jeg hjem og finder de farvede ark frem. Så vil jeg snart begynde at flette julehjerter.”

Det kolde gys.

Vinterbader sunde mennesker,
eller bliver man sund af vinterbadning,
er spørgsmål som stadig bliver
vendt og drejet.

Det vides nemlig ikke med sikkerhed,
men er man til gysere,
er det måske en uskyldig måde
at opleve gyset på.

Cyklisk.

En cyklus karakteriseres ved en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed. Naturen opfører sig ofte på en måde, som bevirker, at vi anskuer begivenheden som cyklisk.

Et døgn har et kendt forløb, månen gennemgår, på en lille måned, en cyklus fra fuldmåne til fuldmåne. Årstiderne forløber i fast rækkefølge og iagttages bl. a. i naturen.

Månen er cyklist. En magisk cyklist. Den bruger ikke cykelhjelm og har ikke gear på sin cykel, så den kan skifte hastighed efter forgodtbefindende. Man kan regne med den. Den er, hvor den er, når den bør være der, men at den kan mere end sit fadervor, ved kun nogle, mens andre ikke har fantasi til at forestille sig andet, end det man umiddelbart kan iagttage.

Månen kan forvandle sig og den kan være flere steder på én gang. Ikke sjældent tager den skikkelse af kvinde, så møder man en cyklende kvinde, som på en eller anden måde skiller sig ud, så vær opmærksom. Det kan nemlig blive en stor oplevelse, men har man ikke øje for det, ser alt ud, som det plejer at gøre.

Er man realist, tror man på mirakler, og moralen her er stort set blot, at man bør være yderst opmærksom på cyklister.

Dans i måneskin.

Stilheden er fyldig og kærlig. Ikke en vind rører sig i sensommernatten. I den hvidmalede vindueskarm sidder hun med nogle lokker af sit lange hår mellem to fingre, som hun fører ind i munden, mens hun ser direkte på mig med drillende og spørgende øjne.

Hun er mindre end gennemsnittet, men fuldmoden, og kun iført en stumpet, snavset, tynd og laset undertrøje, som understreger mere end den dækker, og hendes blottede legemsdele oplyses blidt af fuldmånen.

Hun må være kommet ind ad vinduet, for døren til værelset er låst, men hvordan hun er kommet op i anden sals højde forekommer gådefuldt. Der er noget eventyrligt over situationen. Som om hun er fra en anden verden, selv om hun er virkelig nok. Vi nærmer os hinanden, og pludselig er vi smeltet sammen i en magnetisk omfavnelse, som om vi har savnet hinanden i uendelig lang tid.

”Kom med mig,” siger hun pludselig, med en stemme som leder tanken hen på sølvklokker og solglimtende dugdråber.

”Jeg vil lære dig at danse elverdans ved skovsøen, og jeg vil spille elvermusik for dig. Du har så mange tanker som forvirrer dig, som undertiden er ved at tage modet fra dig, men når vi danser og spiller, falder alt på plads. Du mener, du har brug for en masse svar, men både spørgsmål og svar forløses gennem vore hemmelige trin og magiske musik, som fører os uden for både rum og tid. Noderne til musikken dyrker vi på månens bagside, hvor vi har udstrakte nodemarker, og ved skovsøens bredder er tre hundrede og syvoghalvfirs målerlarver ansatte til at placere dem nøjagtigt, hvor de skal stå på nodearkene. Også de nøje afstemte proportioner og den altafgørende timing bliver indtegnet på rette sted.

Så kan vi nemlig danse, lige ind i de subtile mellemrum der findes, hvor én tanke slutter, og en anden begynder.”

/J.W.

Med "åben pande."

En facebook-ven bad mig synes godt om: ”Nej til muslimske tørklæder.” Jeg afviste, fordi jeg ikke har noget imod dem, men jeg er ikke upåvirket af de uhyggelige gevandter, nogle muslimske kvinder går i, hvor man ikke kan se, om det er et menneske eller et spøgelse man møder, og hvor maskeringsforbuddet burde anses for overtrådt. Hvem som helst kunne jo formumme sig her.

Røverpak trækker elefanthuer eller slørende nylonstrømper over ansigtet.

Det mindste man bør forvente er et åbent ansigt. Jeg tror ikke, at mange er imod den kristne nonnedragt, sikkert fordi den signalerer noget ganske andet. Og Michael Anchers svigermor ville man aldrig kalde for en hættemåge.

Nu for tiden.

Kan tiden gå i flere stykker?
Man siger jo: ”Et stykke tid.”
Humper den omkring på krykker,
så længe den er invalid?

Tiden spildes, godt og vel,
når bare den skal slås ihjel.
Nogle sætter tid i banken,
når ”tid er penge” styrer tanken.

Tiden løber eller går
heler måske alle sår.
Men lige nu står tiden stille,
og Sisyfos la’r stenen trille.

Øjet i hånden.

Fortryllende female Femine
forsagede ”storm og blæst”
tog tag i Pegasus’ grime
den smukke bevingede hest.
De fløj over marker og enge
fløj både nat og dag
stormene var strenge
men skulle dog rides af.

Femine og hestens vinger
kan ingen få øje på
lønligt de uskik betvinger
og skærmer store og små.
For øjet i hånden våger
det blunder ikke engang
mens stormenes fråde koger
og raser mod frihedens sang.

Kram eller knus.

”Måske er den under ottomanen.” Andresen ledte febrilsk nu, for kramkisten var ikke, hvor han mente, den burde være, og Dagmar var i nærheden. Når hun var nær nok, skulle hun have et gedigent kram, og var han heldig, ville han score et af hendes dugvåde kys til gengæld.

”Mit hjerte er i fare,” tænkte han. ”Åh Dagmar, åh Dagmar, vil du være min?” Han smagte på ordene og spekulerede på, om han turde sige dem, men først ville han forsyne sig med kram fra kisten, så der var nok at tage og give af.

Siden Andresen havde smagt Dagmars hjemmebagte tærte, havde han bagt på hende. ”Hvis hun vil være min, vil jeg være hendes, og jeg vil forære hende verdens fineste ovn i bryllupsgave. Så bliver det ikke bedre.”

Men kramkisten ville ikke findes lige nu, så Andresen besluttede at skrive et digt til hende i stedet. Han ville knæle, mens han fremsagde det og slå ud med venstre arm.

Ӂh Dagmar, mit hjerte er i fare,

ja, næsten mere end jeg kan klare.

Vil du skænke mig dit Dagmarhjerte,

jeg forguder jo din Dagmartærte.”

Andresen smilede indvendigt, og hans hjerte bankede.

”Jeg når ikke at finde kramkisten, men vil hun modtage min gunst, vil jeg give hende et knus i stedet samt en buket dugvåde roser. Så går der ikke kage i det.”

Bladdød.

Engang var der tre hovedaviser i Aalborg. Da de havde deres storhedstid, betalte de annonceprovision til reklamebureauerne. Det blev de trætte af og stoppede for at skære endnu større stykker af annoncekagen selv. Det var ikke reklamebureauernes kop te, og så blev annoncerne rykket ind i ugeaviser, på TV og på de sociale medier, og mange af de dagblade, som før levede fedt og godt, sammen med reklamebureauerne, udstødte kvalfulde suk, drejede nøglerne og døde.

Skyformationerne bekymrer sig ikke om bladdød og ændrede forretningsvilkår, men tårner sig efterårsagtigt op, som de har vænnet sig til, når tiden er til det, og aftensolen maler generøst med storslåede farver. Selv om man har set det hele før, bliver man aldrig træt af disse scenarier. De er velkendte og alligevel nye. Der er både vemod og forjættelse i dem, som om vinden lønligt hvisker om tabte horisonter.

Men livet går sin gang, der reklameres allerede for julefrokoster, og nisseøl er på tilbud. Masser af blade har mistet taget i deres tidligere, storslåede livsførelse, og nu sangfuglene er trukket sydover, orker de ikke mere, men lægger sig fladt ned og bliver kompost.

Noter fra efterårs-blade.

Menneskeheden udarter, hvis den ikke har en åndelig tro på noget guddommeligt.

Mange mennesker skaber dog Gud i deres eget billede!

De største videnskabsmænd, der repræsenterer det højere udviklede menneske, har opdaget, at der er liv overalt og at det er tilstede i hvert eneste atom i hele universet. De forestiller sig Gud som denne uendelige kraft og livsstrøm helt uden egocentriske klistermærker. De som gør sig til talsmænd for Guds vilje og behov og pålægger folk ritualer og pligter for at  smigre  Ham, bør man vende ryggen så hurtigt som muligt. De ville gøre mindre skade, hvis de holdt deres kæft og forsøgte at holde deres egen sti ren i stedet.

Når mennesket har lært at bygge en stille kirke i sit eget hjerte og være sin egen præst, har religionen opfyldt sin egentlige hensigt.

Når den tid kommer, da mennesket ikke længere ønsker at blive ved med at være barn, men føler trang til at blive voksen, må det forstå sig selv og hverken bedrage sig selv eller andre. Så vil det indse, at Gud ikke skal søges i nogen bestemt form – men i alle former, ikke på noget bestemt sted – men overalt, og ikke gennem nogen enkelt formidler, tro, kultus, religion, bygning eller menneske – men i det uendelige.

Alt andet er kun ens forestilling om Gud. Ens fantasibillede og ikke Gud eller virkeligheden.

Forår i november.

Marts – eller aprilsvinden smyger sig om kinderne, jakker knappes op, og handsker stikkes i sidelommer. Sommeren udeblev næsten i år, men efteråret kompenserer for den. Det må være forklaringen. Sol og vind bør fordeles lige, og på denne måde kan man vel spore lidt retfærdighed fra meteorologernes side.

Flora og fauna, som ikke plejer at feriere eller slå sig ned her, har nu fundet vej.  Noget vil berige naturen, mens andet er invasivt.

Den slags ved man ikke altid på forhånd. Lidt surrealistisk kan det føles, men det, som er surrealistisk i dag, vurderes måske som realistisk i morgen. 

Vandgang.

Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest
med butterfly der, oven i købet, trådte vande,
mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt
det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned,
og så så det ud, som om de nikkede.

Hunden stod længe på bredden og gøede smilende.
Søhesten var lykkelig for ‘sommerfuglen’,
han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten,
tænkte han, for den er sat på med tang.
Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.

Tilskikkelser.

Mange af de blomster der giver liv i stuerne kommer fra gartnerier. En god del har dog rod i haver, og nogle har trådt deres barnesko i grøftekanter, skove eller andre steder.

Blomster trives bedst, og længst tid, hvor de fødes. Skærer man dem over og sætter dem i vaser, bliver nogle benovede, mens andre bliver frustrerede og dør, før de er ”mætte af dage.”

Roserne lå på bordet. De havde ingen erindring om nogen som helst fortid, for deres korttidshukommelse var ikke noget at skrive hjem om. Inderst inde var der dog noget som murrede, men det var ganske uklart, og de var tilbøjelige til at vurdere det som noget, der sikkert havde et eller andet fint navn.

”Vi er vist adelige,” tænkte de. ”Tænk at nogle må stå ude både dag og nat og dele sol og vind lige samt være afhængige af regn.”

For roser prøver altid at se det gode og positive i enhver af livets tilskikkelser, også selv om de er afskåret fra at kende deres fortid. Eller måske netop derfor.

Beskøjter.

Med beskøjter og klipfisk kunne sømænd klare sig i ugevis på havet. Det var en ensidig kost, og man skulle nok ikke nævne mors frikadeller, eller lun ribbensteg med kartofler, sovs og rødkål, for en matros, som kun havde haft klipfisk og beskøjter på menuen et par uger.

Fjerner man ”be,” er der skøjter tilbage, og de findes ikke på menukort, men spændes på fødderne, når der er en bane at skøjte på. Nogle kritiseres for at skøjte hen over problemer, men når der er is på vandet, is som er lagt pænt og glat som et linoleumsgulv, er skøjtning ganske vidunderlig.

En del byer anlægger kunstige skøjtebaner om vinteren, og det er til stor glæde for mange. Endvidere er det smukt at se, hvordan bevægelser beherskes, så der glides afsted med stor elegance. Andre er først ved at lære det, og det kan også være underholdende at betragte. Som Disneys Bambi på glatis. Man kan næsten fornemme jubel, når en skøjteløber har fod på det.

Efter nogle gode stunder på skøjtebanen, gør det godt med en kop varm kakao, og appetitten er sikkert også vækket. Sandsynligvis er den hverken rettet mod klipfisk eller beskøjter, som mange i øvrigt ikke kender i dag, men nærmere mod mors frikadeller eller lun ribbensteg med kartofler, sovs og rødkål. Samt et glas afkølet nisseøl, nu der, så småt, brygges på julestemning både her, der og allevegne.

"Nådestød."

Havet lægger voldsomt pres
på de danske klitter
sommerhuse føler stress
hver gang bølger snitter.

Storme hvirvler skummet op
på de dømte stakler
pynter hele klittens top
havets hvide fakler.

Sokler synker nu i knæ
grunde bliver grød
se der faldt en væg af træ
havets nådestød.

Nat og dag.

”Jeg er modstander af modstand.” Hun strakte sin højre arm ud, vendte håndfladen opad og spredte fingrene med en svagt kastende bevægelse. ”Modstand skaber modstand, og pludselig deltager man i en kædedans, man ikke kan slippe ud af.”

”Man er da nødt til at gøre modstand mod overgreb af såvel den ene som den anden slags. Ellers får man aldrig bugt med dem, og så vil de måske eskalere,” svarede Valborg og strakte sin pegefinger. ”I øvrigt er modstand mod modstand også en slags modstand.”

”Read my lips: Vold avler vold, vrede avler vrede, mens kærlighed avler fred. Tydeligere kan jeg ikke sige det, og jeg mener det bogstaveligt.”

”Ja, den køber jeg ikke ubetinget. Du bruger æbler som argument for pærer. Sådan hænger tingene ikke sammen i virkeligheden, hvis du spørger mig.”

”Det er også derfor jeg ikke spørger dig. Du tænker for meget over tingene, tager ikke ordene bogstaveligt men læser i stedet mellem linjerne. Jeg siger dig, at udryddede man al modstand og refleksion, ville verden blive et fredeligt sted.”

”Så ville al udvikling også stoppe. Vi ville blive som zombier, og meningen med tilværelsen er jo, at vi skal udvikle os og ikke bare køre på stand by og forhindre opdateringer. Den slags tilværelse vil jeg kalde low life.”

”Hvis du kom til vore møder, ville du kunne lære noget. Lederne siger, vi bare skal gøre, som de anviser og ikke fundere selv. Denne form for enkelhed gør mig tryg. Det modsatte fører til modstand mod dit og dat, og så bliver det indviklet.”

”Hvad så hvis jeres ledere siger, I skal gøre noget, som strider mod jeres samvittighed? Det vil sandsynligvis ende i den rene skizofreni, hvis I retter jer efter dem, mens jeres hjerter siger noget andet.”

”Vi tager hele pakken, så vi er fri for at ræsonnere. Det gør os sikre og trygge, og den der murren, du taler om, er bare en slags indbygget modstand, en fejl man er født med, så den må man se at komme over. Det er meningen med tilværelsen. Og så altså at afvise al modstand. Derfor er det logisk, og sund praksis, at eliminere alt det som påstår, at vi skal udvikle os enkeltvis og lytte til vores intuition. Det er vejen til helvede, og helvede er jeg skrækslagen for. Man kan sige, det er skrækken som holder mig på sporet.”

”Du var da ellers så klog i skolen. Lynende intelligent, husker jeg. Nu er det som om, du opfatter dig som månen, der låner sit lys fra solen, og som om du foretrækker det, fordi solen er for provokerende. I det lys kan du ikke se, hvor dit spor fører hen. Men du har jo købt præmissen, at være modstander af modstand, hvordan du så end kan få det til at rime. Nå men, god bedring. Jeg må videre.”

Noget for noget.

Er du der, fordi jeg ser dig,
eller ser jeg dig, fordi du er der?

Er alt relativt, er udsagnet:
“Alt er relativt”
også relativt og ender som
en kulsyreboble på næsen.

Alt er, ved nærmere eftertanke,
både noget og ingenting.

Og det er da altid noget.

Skærpiberens sang.

De to skærpibere var i fuld gang med frokosten, som bestod af små snegle og alger, der holdt hus på molerne. Mange af dem måtte opleve hus forbi, når de blev revet ud af deres daglige forehavender og pludselig befandt sig i et skærpibernæb.

”Det var så det,” tænkte en lille snegl, mens den forsvandt ned i en skærpibermave. ”Alt får en ende, men nu får vi se, om der er et andet liv efter dette. Egentlig lidt spændende.” Andre fik ikke tænkt sådanne tanker, fordi deres endeligt kom for pludseligt, men oplevelsen var den samme.

Pludselig slog en kæmpebølge ind over molen, og den ene skærpiber blev revet med og forsvandt som dug for solen.

”Av for den,” udbrød den anden. ”Det var atter en menneskeskabt katastrofe. Deres skibe laver uregelmæssigheder i bølgerne, og de er vanskelige at forudse. Når menneskene griber ind i naturens orden, kan man ikke nøjes med at stole på vind og vejr. Der følger altid noget uforudset i kølvandet af deres gerninger.”

En enlig svane slog ned på vandet tæt ved molen. ”Sikke en prægtig fugl,” tænkte den overlevende skærpiber. ”Den kommer nok for at trøste mig.” Den kunne ikke vriste blikket fra den fornemme fugl, som så ud til at være af kongelig byrd.

”Må jeg byde Deres Højhed på en svanebajer?” Ikke at den havde en kasse øl i reserve, men den syntes det lød godt, og hvad bød man ellers uventede svaner i sorgens stund?”

”Tak som byder.” Svanen nikkede smukt. ”Men det hedder da vist en svalebajer ikkesandt?”

”Joh, jeg syntes bare det lød forkert i denne sammenhæng, og jeg vil nødigt fornærme Dem, nu De er så elskværdig at komme for at trøste mig. Er de Ham som skal komme? Min verden er jo gået under.”

”Jeg er i hvert fald kommet. Jeg kredser lidt rundt for at finde det helt rigtige sted at fejre vinter. Og måske fryser vandet ikke til her tæt ved molen, kunne jeg forestille mig. Der er jo ikke forår mere, og jeg må indrømme, jeg savner tiden, hvor man sang skærsliberens forårssang.”

”Så vil jeg synge skærpiberens svanesang,” udbrød skærpiberen befippet.

Den kendte slet ikke en sådan sang, men dens sørgmodige tilstand taget i betragtning, var det da et smukt og velment, om end ikke velovervejet, tilbud.

"God morgen frue."

”Tidligt oppe i dag. Pænt vejr til årstiden.”

”Ja, bare man er klædt rigtigt på, er der næsten aldrig noget i vejen med vejret.”

”Du ser ikke ud til at være mæt af dage, selv om vinteren står for døren. De fleste blomster har da givet op for i år.”

”Jeg giver aldrig op. Jeg holder altid fanen højt, og lige nu er jeg da helt benovet over alle de moderigtige klude, jeg får smidt i hovedet. I de gængse efterårsfarver. Og jeg er aldrig ensom her, for biler, knallerter og cykler suser forbi hele tiden, ja og så er der selvfølgelig en del fodgængere som dig. Og du giver dig tid til en lille snak. Så kan det næsten ikke blive bedre.”

”Jeg tænkte på, at det er fantastisk, så godt du ser ud. Al den trafik-os. Hvordan kan du holde den ud. Man skulle tro, den gjorde dig syg.”

”Tværtimod. Det betyder vel, at mange af de ting, som kunne skade mig, bliver slået ihjel, før de får held med deres forehavender. Jeg ved det ikke, men jeg opfatter alt som næring, som gaver, og det holder stress borte. Herfra kan jeg se over til bageren og lidt højere oppe på bakken er der en del butikker. Jeg hygger mig meget med at gætte, hvor den eller den er på vej hen, og jeg ved ikke, om jeg gætter rigtigt. Men det er også ligegyldigt. Det giver god koncentration, og hjælper mig til at holde fokus, så bekymringer om før, nu og fremover ikke spærrer for alle de opdateringer universet tilbyder. Kører der for mange programmer på samme tid, går der kuk i den.”

”Det lyder da godt, og det er skønt, du kan se så livsglad ud, selv om nisseøllene allerede er på tilbud. Forhåbentlig ses vi igen inden jul.”

”Tak, ja måske tager jeg nytåret med. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg plejer at lukke ned, eller om jeg i det hele taget lukker ned. Det bekymrer jeg mig heller ikke om, og det holder mig vist på dupperne, på duppeditterne eller dibbedudderne. Doobidoobidoo, bip, bip, doobidib. Hej, nu fik jeg lige et flip. Jeg er vist i gang med at skrive og komponere en sang. Så nu vil jeg fokusere på den, indtil den sidder lige i øjet og hænger i øret. Hej, hej.”