Dans i måneskin.

Stilheden er fyldig og kærlig. Ikke en vind rører sig i sensommernatten. I den hvidmalede vindueskarm sidder hun med nogle lokker af sit lange hår mellem to fingre, som hun fører ind i munden, mens hun ser direkte på mig med drillende og spørgende øjne.

Hun er mindre end gennemsnittet, men fuldmoden, og kun iført en stumpet, snavset, tynd og laset undertrøje, som understreger mere end den dækker, og hendes blottede legemsdele oplyses blidt af fuldmånen.

Hun må være kommet ind ad vinduet, for døren til værelset er låst, men hvordan hun er kommet op i anden sals højde forekommer gådefuldt. Der er noget eventyrligt over situationen. Som om hun er fra en anden verden, selv om hun er virkelig nok. Vi nærmer os hinanden, og pludselig er vi smeltet sammen i en magnetisk omfavnelse, som om vi har savnet hinanden i uendelig lang tid.

”Kom med mig,” siger hun pludselig, med en stemme som leder tanken hen på sølvklokker og solglimtende dugdråber.

”Jeg vil lære dig at danse elverdans ved skovsøen, og jeg vil spille elvermusik for dig. Du har så mange tanker som forvirrer dig, som undertiden er ved at tage modet fra dig, men når vi danser og spiller, falder alt på plads. Du mener, du har brug for en masse svar, men både spørgsmål og svar forløses gennem vore hemmelige trin og magiske musik, som fører os uden for både rum og tid. Noderne til musikken dyrker vi på månens bagside, hvor vi har udstrakte nodemarker, og ved skovsøens bredder er tre hundrede og syvoghalvfirs målerlarver ansatte til at placere dem nøjagtigt, hvor de skal stå på nodearkene. Også de nøje afstemte proportioner og den altafgørende timing bliver indtegnet på rette sted.

Så kan vi nemlig danse, lige ind i de subtile mellemrum der findes, hvor én tanke slutter, og en anden begynder.”

/J.W.