Den sidste mirabel.

Hun stod på tæer for at nå den. Der var kun ganske få tilbage, og denne var næsten ikke indenfor rækkevidde.

”Årets sidste mirabel,” tænkte hun. ”De har også holdt godt i år, og jeg husker egentlig ikke, hvornår sæsonen plejer at slutte.”

Det var midt i oktober, og hun troede, sæsonen var slut, hvilket den jo stort set også var. Men denne sidste mirabel smagte på en særlig fin måde. Som god vin, der bliver lagret på den rigtige måde i et passende tidsrum, opnår sit bedste, bød mirabellen nu på sine ypperste smagsnuancer. Hun holdt den længe i munden, og spiste den så langsomt det var muligt.

”Vinden er ved at vende, og om en måned ville der kun være fjorten dage til, den først låge må åbnes i julekalenderen.” Hun følte, hun næppe havde sluppet sommeren, når hun kiggede bagud i tiden, og foran hende kunne hun fornemme kold østenvind og bittesmå snefnug, som pixels i et digitalfoto. Selvom de ikke var her endnu.

”Fantastisk og forunderligt. Jeg var lige ved at ane lidt julestemning, og så kom jeg i tanke om, at det godt kunne lade sig gøre at bade endnu.”

De to modpoler dansede som neutroner og protoner omkring deres kerne, og udløste en vidunderlig livskraft i hendes sind. ”Om lidt bader jeg i den smukke vig, selv om det måske er lidt koldt, og så går jeg hjem og finder de farvede ark frem. Så vil jeg snart begynde at flette julehjerter.”