Skak.

Ingen tvivl om at Helios blev glad for musernes julegave til ham. Deres smukke kædedans, gjorde stort indtryk, også selv om den ikke kunne pakkes ind. Den slags tager han sig ikke af. Det gør guder ikke. Nogle af dem kan godt agere, som om de er barnlige, på det punkt, men det er, bare noget de leger af hensyn til iagttagerne.

Joh, de leger, men deres lege kan være farlige for almindelige mennesker, hvis de prøver at lege med. Guderne leger tilsyneladende med ilden, på en tantrisk måde, og deres lege har betydelige konsekvenser for mennesker og andre væsner. Det er nemlig os, de leger med samt naturen i det hele taget.  De åbenbarer usigelig skønhed og ting, som få kan formidle, men som alle oplever på forskellige måder og tidspunkter. Det er dog set fra en relativ, om end æterisk, synsvinkel, for i virkeligheden er det udtryk for aldeles naturlig udfoldelse, og hvis ikke den fandt sted, var der slet ikke noget, der fandt sted.

Helios leger bl.a. med fotoner. Og når han er glad, samt nærværende, kan vi tydeligt mærke det. Derfor et det nok ikke helt hen i vejret at konkludere, at det lykkedes muserne, såvel at bringe ham nordpå som at glæde ham. Nogle mener at have set solvognen opstaldet. Disse iagttagelser kommer både fra Telemarken, Skåne og Fyn. Hvis blot én af iagttagelserne holder vand, er det ikke utænkeligt, at Helios leger kispus med vinteren og holder den i skak. Det er vel også en slags leg. Eller kamp, om man vil.

Det siges, at der intet nyt er under Solen. Det må også indbefatte, det man kalder ”det nye år.” I så fald kan man måske tillade sig at foreslå, at der, i det mindste, vil forekomme nogle rokeringer på det gamle, stationære skakbræt, hvis altså spillet er i gang. Og det fristes man let til at tro, det er.

Crosshead.

Ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling… 

Han rev døren op for at undgå at høre mere af den digitale dørklokkes provokerende lyde der blev ved at resonere, et stykke tid, i skåle og nips på borde og hylder, og det så ud som om, det var vigtigere for ham at få personen udenfor til at fjerne fingeren fra kontakten end at se, hvem det egentlig var som aktiverede den med sin strakte pegefinger. 

En dame fra opgangen sagde koket: 

”Du har vel ikke en lille stjerneskruetrækker?” 

Hun rakte en løs skrue frem mod ham. 

Han tog den mellem tommel og pegefinger, betragtede den nøje, lagde hovedet på skrå og sagde: 

”Det er ikke en lille stjerneskruetrækker, du har brug for, det er en stor.” 

”Nej, for så kan jeg ikke komme til at skrue. Der er ikke plads til en stor. Den må højst være syv centimeter lang, for stolebenene er sindrigt konstruerede.” 

”Aha, det er en stjerneskruetrækker, til store skruer, som skal ind mellem noget der ikke er fri adgang til. Det er så altså ikke en lille men en kort stjerneskruetrækker, du skal bruge.” 

”Ja, det lyder ikke helt ved siden af.” Hun smilede til ham. ”Det er ikke altid let at få sagt tingene rigtigt for sådan en gammel høstsild som mig, og man bliver jo ikke ældre, jeg mener yngre med årene.” 

”Nåh, men du har da ben i næsen, og hvis nogen spurgte mig, ville jeg sige, at du ikke var en dag over de fyrre.” 

”Jeg blev født hundrede år efter slagene ved Dybbøl og Helgoland, den enogtredvte februar, på en frostklar nat med funklende stjerner og anstrøg af nordlys.” 

”Dengang hang stjerneskruetrækkere jo ikke på juletræerne,” bemærkede han. “Stjernerne sad nok ikke så løst på himmelhvælvingen som nu, men du ankom sikkert som et stjerneskud. Apropos fødselsdatoen og gudindeglimtet i dine øjne.” 

”Det tror jeg ikke, for jeg blev forløst ved kejsersnit, og havde hænderne skruet rigtig på fra starten. Stolen kom i en flad papkasse. Jeg troede, den var fiks og færdig, som på billedet, men passer din stjerneskruetrækker, kan jeg vel tage den i brug nytårsaften, hvis jeg ellers kan samle benene. Det var min mening at hoppe op på den til midnat med et glas champagne i hånden. Lykkes det ikke, skal forretningen nok få en gedigen gardinprædiken i det nye år.” 

Retrospektivt.

Engang var togene delt op i mindre kupeer, som var bundet sammen af en lang gang, hvorfra man havde adgang til kupeerne, og når togene var overfyldte, opholdt folk sig også her. Så måtte man jo stå op, og man kunne se på hovedbevægelser og blikke, at der blev holdt nøje øje med, om et sæde i en af kupeerne blev ledigt.

En midaldrende herre stod en gang i sådan en gang og kiggede gang på gang efter et ledigt sæde. Det var ikke alle kupeerne, man kunne kigge ind i, for mange foretrak at trække forhænget for, for at slippe for nysgerrige blikke fra gangen. Blikke som udtrykte siddesult, og det gav nogle af de siddende passagerer lidt sugen i maven, mens andre var i stand til at godte sig.

Den midaldrende herre fangede ens opmærksomhed, fordi han holdt en stor, bugnende kuffert i hver hånd. Almindeligvis stillede folk deres tunge bagage fra sig, mens toget kørte, men han så ikke ud til at ville overlade kufferterne til togets gulv.

”Hvorfor stiller du ikke bare dine kufferter på gulvet?” spurgte en af de andre, stående, passagerer pludselig. Han forestillede sig, at der måske var oceaner af, sirligt bundtede, pengesedler i dem.

”Det kan jeg ikke,” svarede han. ”Kufferterne indeholder hele min tvivlsomme forhistorie, opdateret til ikke bare nu, men NU, og den kan man da ikke bare slippe, men må slæbe rundt med, selv om den næsten ikke er til at bære.”

”Jamen toget er ligeglad med, om du selv løfter dine kufferter fra gulvet eller stiller dem. Det bliver det samme.”

En skinnende hvid stjerne dukkede, et kort sekund, op over hans hoved med et frostklart ”pliiing.” Han greb et lille bakspejl fra baglommen, kiggede i det og sagde: ”Sådan har jeg ikke set det før.” Så satte han hurtigt kufferterne på gulvet, rettede sig op, strakte begge arme i luften og brød ud i sang på en ikke ukendt melodi:

”Jeg bar med sorg min byrde, jeg slæbte det tungeste læs.

Nu slutter min gerning som hyrde, og jeg slipper af med min stress.”

”Tak, mange tak, adskillige gange,” fortsatte han. ”Jeg havde bare ikke lige tænkt på, at toget bar mine byrder under alle omstændigheder, uanset om jeg klamrede dem til mig eller ej. Men inderst inde vidste jeg det da godt. Set i bakkspejlet.”

Godt Nytår.

"Kommer der sne, eller kommer der ikke sne? Vi fik ikke hvid Jul i år, og nu har jeg ikke brug for mere sne. Jeg kører hverken på kælk eller står på ski, så sne og frost kan jeg godt undvære. Det var noget andet, da man var barn, men det er efterhånden et par dage siden, og nu skvatter jeg, bare der er is på en vandpyt med et drys sne over.”

”Sne hører, efter min mening, til på julepostkort. Så kan jeg skam godt se charmen i det. Ja, og så lige den fireogtyvende december. Men ikke mere end at det er til at komme rundt uden en sneplov.”

”Nu fik du mig lige til at tænke på Norge. Jeg har noget familie deroppe.  Admiralen ved Holmenkollen, du ved.  Ja, og Karl Johan, sparkstøttinger, Sæterjensens  Søndag og Store Norske.”

”De kan håndtere sneen deroppe. Og silden med, for den sags skyld. Herhjemme kommer snevejr bag på folk. Bilerne kører med sommerdæk, og mange glemmer at sprøjte silicone på gummilisterne.”

”Nu sagde du, Store Norske. De er fortræffelige, men min kone er mest til de gammeldags modnede. Jeg foretrækker Franske Løgsild. Men de er da gode alle sammen, og så får man lidt fisk i sig.”

”Nogle tror, de har husket siliconen, når de serverer et stykke sildemad til konen. Hæ, hæ, neej, men vi skal have kogt torsk til Nytår. Med gode Vildmosekartofler og sennepssovs.”

”Det er vist ikke noget for de unge.”

”Nej, de vil vel hellere have Sushi og den slags.”

”Ja, kogt torsk med sennepssovs er især noget, vi gammeldags modnede kan lide.”

”Så, nu tror jeg minsandten, det sner. Mor Hulda er gået i gang med at ryste dyner og pudevår. Hvis vi ikke ses inden, så må du have et rigtig godt Nytår.”

Julefrokost.

  Musse var blevet forkølet. Hun var også forkælet, for Mustafa elskede sin kone og gjorde meget stads af hende. Han prøvede, at få hende til at føle livet som en dans på roser og som lutter lagkage, af den fineste slags, hvor der ikke var sparet på de gode råvarer. Selv om det var analogisk ment, gjorde han meget ud af de mentale billeder, analogierne skabte, og derfor var der også lys i lagkagen.

  De boede i en dejlig etværelses lejlighed. En spætte havde designet og lavet den til sig selv, men træet var væltet under en storm, og så passede den ikke spætten mere, da han ville have udsigt.  Hans valgsprog var nemlig: Udsigt giver indsigt, og det var ganske fasttømret i hans sind, hvorfor han byggede nyt et sted i skoven, hvor der ikke lige blæste, den dag han kridtede grundplanen op.

  Men musene mente, den var til for deres skyld og flyttede alle deres møbler over til det nedlagte spættebrug. Udsigt fra døren var ikke deres kop te. De syntes, det var helt i vinkel, åbningen var så tæt på skovbunden, at den skjultes af græsset, men de opfattede også tilværelsen fra en helt anden vinkel end spætten.

  Musse og Mustafa havde inviteret nogle familiemedlemmer til julefrokost og housewarming. De boede  i byen, hvor de havde indrettet sig i en baggård, fordi de syntes livet i skoven var upassende for fine mus. Familiefaderen havde netop taget sin butterfly på, da der kom bud med skovduen om julefrokostens aflysning.

  ”Hvad seven er nu det for noget,” udbrød han. ”Det har taget mig syv lange og lige så mange brede at få butterflyen til at sidde i vinkel, så vi tager derud. Det er da helt ude i skoven at aflyse, når man er kommet så langt.” Og så begav de sig afsted med deres seksten forventningsfulde børn i hælene.

  Det første de bemærkede, da de havde passeret skovbrynet, var et egern, som strakte forpoterne frem i græsset. Bagkroppen stod lige i vejret, og det så ud, som om den bad.

  ”Nå, der er vist helligdag i dag,” sagde faderen. De næste hundrede meter mødte de flere af skovens dyr, som teede sig på samme måde, og nu blev det for meget for musene. Det virkede så uhyggeligt, at musefar tabte sin butterfly, og så besluttede han, at de hellere måtte omvende sig og tage hjem igen.

  På vej, hjem mod byens lys, mødte de en hare, som også stod i bedestilling. ”Undskyld,” sagde musefar, ”men hvorfor står alle på denne latterlige måde i dag?”

  Haren nøs, strakte sig atter og svarede: ”Der er et eller andet individ som har bagt pebernødder med andefedt, chokolade og rosiner, og det kan man jo ikke lige se på overfladen. De smagte i øvrigt fortræffeligt, og de ligger overalt. Bageren har nok fortrudt og så skilt sig af med dem. Han har sikkert tænkt, at skovsvinene kunne gøre sig til gode med dem. Men ingen dyr, ved sine fulde fem, kan fordøje alt det fedt, så derfor bliver vi tvunget til at gå i bedestilling. Det hjælper lidt, og en del af os, vil nok overleve, men det smitter dog ikke, på samme måde som forkølelse. Musse og Mustafa har været heldige, fordi Musse er blevet stangforkølet, og så er de ikke gået udenfor en dør. Derved har de undgået pebernødderne, men en forkølelse kan nu også være ubehagelig. Og har man inviteret gæster, og efterfølgende pådraget sig sådan en, skal man aflyse. Ellers breder det sig som en steppebrand, og så kan det føles næsten lige så slemt som en fedtforgiftning.”

  Musse lå i sin lune mosseng med et termometer i munden og et krus dampende urtete på sengebordet. Mustafa rumsterede i køkkenafsnittet, og Musse peb lidt ynkeligt og nysgerrigt: ”Hvad beflitter du dig med, Mustafa?

  ”Årh, det skulle være en overraskelse, men siden du spørger, kan jeg fortælle, at jeg er ved at bage pebernødder. Jeg har fået en opskrift af skovskaden, og her står, man skal bruge birkebark, bygkorn, grankoglefrø, grubeost, melorm og sokkeøl. Så skal du nok komme på poterne igen, og så kan vi holde housewarming den første fuldmåne i januar, som et plaster på såret, fordi vi måtte aflyse julefrokosten.”

/J.W.

Sneglespor og Vibefedt.

Olsens ægteviede hustru, go'e, gamle fru Olsen, var atter i gang med at koge klejner, nu juleaften var gennemført, og klejnekassen var tom. Hun plejede at bruge Sneglespor, men nu ville hun prøve Vibefedt. ”Så får vi smage,” tænkte hun. Og det var så sandelig ikke for at forklejne Sneglesporene, for dem vidste man da, hvad var.

Olsen havde igen hørt røster om jordens undergang. ”Gu’ ve’ om hulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang, som sædvanligt, her i juletiden? Vores hule er jo indberettet i en, forladt og efterladt, tysk bunker, og de plejer at være af gedigen afstøbning. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som en bette komet, mens vi afspiller ’Julen har bagt,’ med rumklang, og så får jeg også smagt fru Olsens vibefedtede klejner.”

”Er vi heldige, kan vi finde, og dermed besøge, min onkel Rocker, som er stjernekaster et eller andet sted nær Karlsbergvognen. Der er skiltning på Mælkevejen, og vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er asfalterede endnu. Lige der, hvor Mælkevejen slår en bugt, er der nu en turistkiosk. Her kan man købe uddaterede stjernekort og lakridspiber. Så er vi da ikke helt på Herrens Mark.”

Olsen vidste ikke, hvad der mentes med verden. Det kunne måske være hele Mælkevejen, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang ikke syne af så meget i det store stjernebillede.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, overholdt de julen med dans rundt om det pyntede grantræ, som stod tæt ved det enestående bøgetræ. Den blev afholdt med ekstra gæster i år, for jul er jul, og jul er til for at overholdes.

 Og hvis Vibefedt ikke er lige så godt som Sneglespor til at koge klejner i, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.

/J.W.

Image.

Julemanden har æblekinder og portvinsnæse. Begge dele er med til at holde sygekassebrillerne på plads. Her tæller blomkålsørerne også godt med, for når brillestængerne er bøjet ned bag dem, sidder brillerne godt fast.

Julemanden har også lorgnetter, men de dur ikke til kanefart. Så falder de alt for let af, og taber han dem, i et af sine mange sving, ryger de nemt ud af kanen og falder til jorden. Så er de umulige at finde igen. I hvert fald for ham. Finder man et par lorgnetter i sneen, er det sikkert nogle, julemanden har tabt, for mange år siden, før han blev klogere af skade.

Man ser ofte en oggeligog med gammeldags lorgnetter. Han påstår sikkert, de er gaver fra guderne, selv om de slet ikke passer til hans syn. Men han tolker det derhen, at de giver det rigtige syn på verden, siden de kommer ovenfra. En sådan oggeligog falder og snubler ofte over sine egne ben, men betragter det som en dyd. Nogle har derfor taget fejl af en enebærbusk og et grantræ. Så hvis man ser et pyntet grantræ hos en oggeligogfamilie, kan man være nogenlunde sikker på, at manden i huset bruger nedfaldslorgnetter. 

Julemandens syn har ændret sig, på mange ting, gennem årene. Derfor passer brilleglassene ikke helt mere. Men nye briller koster klejner, og når det gælder ham selv, er han nøjsom. De gode, gamle, og billige, sygekassebriller kan man vist ikke købe mere. De kostede kun pebernødder i forhold til, hvad moderne briller koster i dag. Priserne giver ham gåsehud, og i hans optik dur kontaktlinser slet ikke, for der er ikke det rigtige image i dem.

Og det hverken kan, eller vil han være foruden.

Fosforengle.

Moster Terp hed Gerda til fornavn, men det var der ingen af børnene der tænkte på. Gerdas søster havde to børn, som hun jo så var moster til. De havde aldrig opfattet, at hun havde et navn, foruden moster. De andre børn, i landsbyen, kaldte hende også moster, og selv om nogle af dem havde en rigtig moster, hørte ingen ”moster” som noget familieagtigt, når det gjaldt Gerda.

Alle børnene holdt af hende, for hun var et ejegodt menneske, og så elskede hun landsbyens børn, som hun følte, hun var en slags hyrdinde for. Når hun slog døren op til søndagsskolen, mødte hun mange forventningsfulde barneøjne. Det var nemlig noget, de så frem til. Søndagsskolen var ingen sur pligt. Tværtimod.

Den fjerde søndag i advent var sidste mulighed for at få det manglende, selvklæbende æble, som skulle sættes på juletræet. Børnene havde fået en farvetegning af et nøgent juletræ, som var trykt på postkortkarton. Det blev udleveret til alle den første søndag, efter skolens sommerferie var slut. Alle, som mødte op til søndagsskole herefter, fik udleveret et selvklæbende æble, som skulle sættes på træet, og kunne man fremvise et korrekt udfyldt juletræ, havde man vundet en selvlysende engel med silkesnor i ryggen, så den kunne hænges op.

Men Magda havde været syg et par søndage og manglede derfor to æbler. Det pinte hende, for der blev ikke givet dispensation, bare fordi man var syg. Hun var rask nu og skulle også med til juletræsfesten, som blev afholdt på kroen Hellig 3 Kongers aften, hvor børnene, med det korrekt fyldte juletræ, ville få udleveret den selvlysende engel med silkesnor i ryggen.

Magda vidste godt, hun ikke ville få en, og glædede sig derfor ikke. De fik godt nok en pose med pebernødder og konfekt, samt en rød sodavand, men den selvlysende engel var nu det, som fyldte mest i bevidstheden.

En aften, mellem jul og nytår, havde hun grædt sig i søvn. Tanken om, at alle de andre børn ville få en engel, gav hende en nagende ensomhedsfølelse. Hun var helt alene i verden, den aften hun lagde kinden på puden, og tårerne kom af sig selv, helt inde fra brystet, hvor hendes bankende hjerte skabte visioner af selvlysende engle.

Hun drømte, at moster rundhåndet udleverede engle til børnene, der stod på række med kortet i hænderne, mens hun talte efter, om alle æblerne var der. Magda så det ligesom udefra, og hun så, at hun ikke selv stod  der.

Pludselig befandt hun sig i smukke omgivelser, hvor den skønneste musik strømmede omkring hende, som kom den alle steder fra, og optog al hendes smerte i sig. Lyslevende engle smilede og tog hende i hænderne, mens de dansede yndefuldt på musikkens bølger, der havde de mest vidunderlige farver. Aldrig havde hun oplevet noget så smukt, og her ville hun blive for altid.

Så mødte hun et kærligt og forstående smil fra en af englene, som kiggede hende blidt i øjnene og ordløst forklarede hende, at hun ikke kunne blive. Ikke endnu. Herefter tonede det hele bort, og nu vågnede hun stille og fredfyldt, mens den smukke stråleglans stadig fyldte hende. Hun følte, hun havde været sammen med rigtige engle, og søndagsskolens selvlysende engel havde mistet sin glans. Nu var det lige meget med den. Hun smilede og tænkte:

”Jeg glæder mig til Hellig 3 Konger. Jeg glæder mig til julegodteposen og den røde sodavand. De andre børn må gerne få deres engel af moster, for jeg har noget, som er meget mere værd. Og det lever videre i mit hjerte.”

Jul i frisørsalonen.

”Vi skal have risengrød til aften, så vi kan vænne maverne til det, for det er snart jul, og jeg er allerede træt af den fede mad, vi har fået siden første søndag i Advent” sagde Johanne til Rasmus, ”og så vil jeg sætte en tallerkenfuld op på loftet til nisserne også. Det er bedst at være på god fod med dem.”

”Det kunne jeg da ikke drømme om,” sagde Rasmus, ”nisser findes kun i fantasien, og fantasifostre spiser ikke risengrød.”

”Det siger du, men jeg er nu ikke så sikker på, at de ikke rumsterer rundt omkring med et eller andet i ærmerne,” svarede Johanne, ”jeg har set nogle spor, som jeg ikke lige kunne sætte fod på.”

Rasmus orkede ikke det nisseri, kyssede Johanne på kinden og sagde: ”Nå jeg må gå nu. Arbejdet laver ikke sig selv,” og så var han ude af døren. Der skulle komme en dekoratør i dag og pynte op, så der blev rigtig god, gammeldags julestemning i frisørsalonen, og han havde fået et par ideer, han ville forelægge ham: En gammel grammofon med tragt skulle spille ”Der går altid både tilbage,” og der skulle sprayes med julesne. Endvidere skulle der dekoreres med guldsprayede grangrene og mistelten.

Dekoratøren kunne, langt hen ad vejen, godt følge hans intentioner, men foreslog at de satte noget mere juleagtigt musik på grammofonen, som f. eks. ‘Højt fra træets grønne top,’ men Rasmus havde fået “Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen” ind i hovedet og kunne ikke slippe den, så den skulle det være. ”Man må bare abstratraktere lidt,” sagde han, ”det er nemlig ingen skade til. Folk vil have alting forærende nu om dage, men lad dem dog bare, for én gangs skyld, bruge fantasien her i julen. Jeg vil lave en ny skik i år, og som jeg plejer at sige, ”skik følge eller land fly.” Det skal skrives på et skilt, og det skal også stå på engelsk, så alle kan være med, og jeg har oversat det på Google, så du bare kan skrive af: “Usage follow or country aircraft.”

Og sådan blev det. På trods af lidt forskellige meninger kom der da, noget der mindede om, julestemning i frisørsalonen. Og det var jo det, det hele drejede sig om.

Men sporene spøgte stadig i Johannes sind. ”Man graver let sin egen grav, hvis man ikke holder sindet åbent, ja og selvfølgelig også øjne og ører. Nå, nu vil jeg bage beskøjter,” besluttede hun, mens hun automatisk kom til at nynne: ”Der går altid både tilbage.”

”Det er ikke spor for tidligt, for det er rart at kunne byde, hvis der skulle komme et øje, og så må der noget knofedt til, for beskøjter bager jo ikke sig selv. Så får nisserne også en håndfuld, så vi slipper for spilopper fra deres side, hvis vi bare lader dem sejle deres egen sø.

Det kimer...

Sidder man godt i sin yndlingsstol, og er der samtidig nogenlunde, eller helt, stille i stuen, kan man være heldig at høre den fineste kimen. Den kommer tilhøreladende ikke et bestemt sted fra, og man føler vel heller ikke behov for at lokalisere den.  Måske hører man den i sindet og ville, i så fald, ikke behøve sine ører for at opfange den.  Er man samtidig stille i tanke og følelse, bliver den mere mærkbar, og den bringer fred til sjæl og legeme.

Er julen begyndt at nærme sig, er man tilbøjelig til at kalde den en forløber for julestemning. Den er dog neutral, hvad det angår, men bakker ikke ud for selve tanken. Er man modtagelig for det eventyrlige, kan man tilskrive nisserne dens opståen. Her tænkes på de tusindvis af nisser, som er i fuld gang med at reparere, sortere og pakke gaver i julemandens virksomhed på Grønland.

Alle får nemlig en fin lille sølvklokke sat i kvasten på huen, når de logger ind om morgenen. Lyden, af de tusinder sølvklokker, distribueres på en særlig frekvens, så den kan opfattes over hele kloden af det følsomme, stille sind. Og det giver samtidig julemanden mulighed for at holde øje med, om nisserne nasser tid eller passer deres arbejde. Bare én af dem holder pause, kan han høre det på den manglende kimen, og er pausen ikke i fuld overensstemmelse med fagforeningens regler, bliver der straks grebet ind.

Det er vigtige ting som foregår her, så alle må yde deres bedste. For julemanden vil ikke svigte nogen, og når kanen er fyldt og renerne spændt for, skal alt klappe, så han ikke får søgsmål på halsen i tiden efter jul, hvor han trænger gevaldigt til bare at hvile ud.

Som man kan forstå, har klokkerne en vigtig funktion, og hvis det virkeligt er dem, man hører, kan man trygt stole på, at alt er i den skønneste orden, og så kan man gå og nynne: ”Det kimer nu til julefest,” mens man pynter træet, skriver de sidste julekort, bager småkager, pakker gaver ind, eller bare sidder og nyder den subtile kimen i sin yndlingsstol.

For har man sind til det, omdannes sølvklokkernes kimen til fred, som sagtens kan fortsætte, selv om Hjem-Is-bilen skulle komme forbi, og med sin messingklokke, forsøge at overgå den.

Julestemningen har det nemlig med at indlemme det hele og alt sammen. Fra stjerne til fod.

/J.W.

Overvintring.

Anders og Gåstav var meget bevidste om, at julen var nær. De glædede sig ikke, for de holdt ikke Jul, men slappede lidt af. De havde nemlig fået en frist. Ellers kunne det hele have været lige meget. Eller meget værre.

Så ville ens luksuslegeme være blevet serveret med sprødt skind, hvide og brune kartofler og rødkål. I år blev man fundet for let ved vejningen, men fremtidige højtider forsvandt ikke af den grund. Det lod man så være med at tænke på. Så vidt muligt.

Okay, livet kunne være fedt nok.  En flirt, med befrugtede æg for øje, var noget af det, som gjorde det udholdeligt, og som kunne give gåsehud i andedammen.  Plus den gode mad. Problemet var bare, at levede man godt og sundt og udviklede sig planmæssigt, ville man ende på bordet, skåret for i passende stykker, og måske lidt før end ellers. Der var jo også andre fælder end Jul og Mortensaften. Men dem fortrængte man. De to førnævnte fyldte rigeligt.

I år slap både Anders og Gåstav for at blive serveret til Jul. Det kunne de jo så snakke meget om og glæde sig over, men deres knævren gik mere på det nye års Mortensaften end på den forestående overvintring. Det var noget, der fyldte i deres sind, og for dem var næste Mortensaften nu mere påtrængende, end julen var for dem, der var i gang med den. Der skulle endda først blive forår, sommer og efterår.

Mens tiden fra nu af og til næste års Mortensaften, forekom Anders og Gåstav at være kort som en barneskjorte, forekom den de fleste, at være usigelig lang, så længe man var i mørketiden, hvorfor man samlede opmærksomheden om det nærværende, som blandt andet indebar duftende ande- og gåsesteg.

Selv om man overlever een juleaften, er der altid en ny højtid, som truer i horisonten og forbereder sig på at tage over. Sådan ser det i hvert fald ud i både Anders' og Gåstavs optik.

Inden for rammerne.

Skotøjsæsken med julepynt var næsten tom nu, og der var meget af pynten, som ikke involverede juletræet direkte, men blev placeret i vindueskarme, på amagerhylder, bogreoler, indskudsborde og flere andre steder, hvor det var med til at skabe den særlige stemning, mange holdt af. Nogle juletræer manglede kun at få lysene tændt og få foden dækket af gaver, mens andre endnu stod, som naturen havde skabt dem. Bortset fra foden i stedet for roden, forstås.

Også udendørs var der pyntet, med lyskæder, lysende rener foran julemandens blinkende kane og Glædelig Jul bøjet i neon, ja næsten alt man kunne forestille sig, og meget mere til.

I stuen hang maleriet med det karakteristiske vintermotiv. Det hang på det samme søm hele året rundt, men besøgte man stuen i julemåneden, kunne man fristes til at tro, det var hængt op for at skabe julestemning.

En kravlenisse var i klemme mellem maleriet og rammens venstre side. Her hang han, i og for sig, godt nok, hvis bare han ikke havde haft så ondt i maven.

En anden kravlenisse, som var kilet ned i bunden af rammen, hørte ham klage sig og sagde:

”Er der noget i vejen?”

”Nej, kære Sisyfos” svarede han, ”der er noget i maven. Jeg var ved at digte lidt om julen i går. Med kuglepen på en serviet, som rigtige digtere digter nu om dage. Så kom tante Hulda og kiggede mig over skulderen. Hun påstod, jeg havde en digter i maven, og siden har jeg haft ondt der.”

”Sådan noget lignende derhen af havde jeg det i går,” sagde Sisyfos, som pølede med et æble i stedet for en sten, ”måske kan vi hjælpes ad, og skrive et juledigt sammen. Hvis den slags digte giver hoved- eller mavepine, er det sikrere at være to om det. Så kan hverken pinen eller plagen finde ud af, hvor de skal sætte ind eller lægge til. Jeg sætter lige skuden i gang, og så griber du roret:

”Klokker bimler bedeslag

(rimer godt på hedeslag.)”

”Okay. Så fortsætter jeg med:

Men hedebølge er her ikke

hører ej til julens skikke.”

”Det har du ret i. Hmmm, jo:

Sne og is har gemt sig bort

kan dog ses på julekort.”

”Ja, så er digtet færdigt. Nej vent lige:

Hvis du vil have sne i år

klip op og ryst dit pudevår.”

”Jo, men:

Sneen ligger nok på lur

venter på det bli’r dens tur.

Frosten stemmer sit klaver

kan snart ikke vente mer’.”

”Måske har du ret, meeen:

Jorden er jo våd og blød

som nisseøl og risengrød.”

”Så ønsker jeg dig glædelig juletræ, og kravl nu forsigtigt, hvis der skulle blive glat.”

”Ja, selv tak. Jeg skal nok passe på, og vi må jo begge holde os inden for de ormstukne rammer.”

Værksteds rapport.

Nisserne har travlt. De arbejder på højtryk i julemandens værksted på Grønland, nu julen nærmer sig. Mange har sikkert et billede af afslappet gaveindpakning her og ser måske for sig, at nisserne går og råhygger, nynner julesange, spiser pebernødder og studerer ønskesedler fra alverdens børn, mens de pakker julemandens kane og overvejer, om der skal en trailer efter i år.

Det er en del af sandheden, men der er så travlt, at det kunne minde om myldretiden i en kinesisk storby. Og sådan skal det også være, for julemanden er striks. Han ser gerne glade smil, men forlanger effektivitet, og opdager han, at nogen holder for lange pauser, eller sidder og snupper en smøg bag en dynge gaver, bliver vedkommende fyret på gavepapir samt degraderet til ”vætte” uden løn i op til en time.

I dag var der noget i gære, for julemanden var ikke dukket op fra morgenstunden af, og nu var der snart formiddagspause. Bag flere bjerge af gavepakker, steg røg op, fordi der blev brændt tobak af, nu der ikke var noget overopsyn. Men det skabte en vis uro, og det endte med, at tillidsnissen besluttede at buldre på døren til julemandens private gemakker. Man behøvede en afklaring.

”Jah, jah, kom ind, men vær forsigtig,” lød julemandens stemme. Tillidsnissen åbnede forsigtigt døren på klem og stak næsen så langt ind, at han kunne se julemanden, som stadig lå i sin kane.

”Kom nu bare ind,” stønnede han, ”men tag huen af og hold den op for munden, for jeg smitter. Jeg har fået røde hunde.”

Det havde tillidsnissen aldrig hørt om før, så han spurgte forsigtigt:

”Hva’ hulen er det for noget? Mener du røde tal på bundlinjen?”

”Nej, røde hunde. Altså ikke slædehunde, som sådan, men udslæt, som slet ikke render af pladsen sådan helt af sig selv. Du må ringe til Völven. Hun har sikkert et eller andet i ærmerne, hun kan gøre godt med, så jeg kan komme ud af kanen igen.”

På natbordet, ved julemandens leje, stod en smuk juledekoration med grangrene, grankogler, små kugler, rensdyrlav og kalenderlys.

”Narj, hvor er den fin,” sagde tillidsnissen. Hans stemme lød ulden gennem nissehuen, som han holdt presset mod munden.

”Tak, så mange gange,” svarede julemanden. ”Den lavede jeg i aftes, for der er jo kun jul én gang om året, og kalenderlyset holder mig ajour med tiden. Det stoler jeg mere på end den Mayland kalender, jeg brugte sidste år. Der er jo ikke stearinlys i, forstås, så den kan man ikke regne med. Kan du ikke bære den ud i køkkenet, så jeg kan holde øje med flammen, for om lidt vil jeg prøve at komme på benene og lave en kop kaffemik på min nye kaffemikser.”

”Jo, skal ske med det vons.” Tillidsnissen bar forsigtigt juledekorationen ud i køkkenet, og stillede den på det lille bord, som var beklædt med en slidt og krakeleret, men stadig anvendelig, voksdug.

”Så er den der,” skreg han. Hvor er kaffepuderne til din kaffemikser?”

”Hov, hov, jeg er jo lige her,” råbte julemanden. Han smilede bredt, mens han samtidig studerede sit ansigt i et håndholdt barberspejl. ”De røde hunde er stukket af. Jeg tror, de fulgte med ud i køkkenet.”

Tillidsnissen gik ind til julemanden for at få rede på, hvad der egentlig gik for sig her.

”Skynd dig ud i køkkenet igen,” gispede julemanden, da han så tillidsnissens ansigt, som nu var overfyldt med røde hunde. Han rev nissenathuen af og pressede den mod munden. ”Hva’ er det her dog for novvet?”

Så kom han i tanke om ”Den Hemmelige Bog,” som lå på indkøbs-nettet. Han pudsede brillerne og slog op på ”Juledekorationer.”

Hans øjne fulgte pegefingeren, som ramte de forskellige muligheder, der var ved dette ord, og pludselig var der gevinst:

”Hvis du anvender grangrene i din juledekoration, bør du sikre dig, de er økologiske. For ellers kan de udløse udslæt hos retskafne nisser, som jo er overfølsomme for overdreven juletræsdyrkning, der er baseret på profit og skattely.”

”Her har vi synderen,” råbte han til tillidsnissen. ”Bær straks julen ud, jeg mener juledekorationen. Smid den i en ravine og smæk låget i efter dig, men pil stearinlyset af først. Så vil jeg få fat i nogle bæredygtige grangrene til min nye kalender. Lyset er jo brændt ajour, og jeg smider kun det ud, som ikke er anvendeligt for anstændige nisser. Julen skal ikke være billig for enhver pris, men den skal være bæredygtig. Så slipper vi for granallergi og sligt. Kommer vi derhen, at julemanden får knopper af grangrene, julegavepapir, julepynt, vatskæg og rensdyr, kommer vi alle på glatis. Snart er det jul igen, og julen varer lige til pinse, undskyld påske, og så forholder vi os til knopforskydninger og pollenallergier, når den tid kommer.”

Husmandskost.

Endelig oprandt dagen. Den store dobbeltlåge i julekalenderen blev åbnet, mens fire hungrende øjne stod på stilke.

”Det ligner vores juletræ,” udbrød Anton med ærefrygt.

Billedet af det pyntede juletræ, med tændte lys på grenene og smukt indpakkede gaver nedenunder, var vidunderligt at betragte. Deres eget juletræ, som også var pyntet og bare manglede de tændte lys og gaverne, var i virkeligheden lige så smukt, men der var en særlig magi ved dette julekalenderbillede, med lågerne bredt ud i hver side som arme, der bød hjertelig velkommen. Man havde jo også ventet længe på denne åbenbaring, for fireogtyve dage er lang tid, når man har en julekalender at skære dagene ud i små bidder med.

Karen Marie nikkede stumt og berørte forsigtigt den ene åbne låge med pegefingeren, som hun lod glide op og ned ad kanten. Hun forstod godt, at deres juletræ var lige så stort og lige så smukt, men lige nu strømmede en eventyrlig stemning ud af kalenderen fra den fine farvetegning, og så længe denne strøm vibrerede, var der intet der kunne hamle op med den.

Anton prøvede at forlænge miraklet, og sagde forsigtigt:

”Nu er det faktisk jul, Karen Marie. Så er ventetiden overstået. For når den fireogtyvende står åben, er julen begyndt.”

”Ja,” samtykkede hun, ”men det er først i aften, det rigtige juletræ skal tændes, og vi skal have gaver.”

”Åh ja, det ved jeg godt. Men vi må læse i alle julehæfterne i dag, så går tiden godt, og vi må spise konfekt og småkager.”

De boede sammen med deres mor og far på et lille stråtækt husmandssted fire kilometer fra landsbyen. En lille stald var bygget sammen med huset, og her stod to heste, der blev brugt som trækkraft til ploven og vognen med de store, jernbeslåede hjul. Der var også et mindre aflukke, hvor grisen plejede at gå, men det var tomt nu. Hvert år, først i december, blev grisen nemlig slagtet, og først et stykke inde i januar, kom en ny lille gris til, som ikke havde den ringeste anelse om, at dens år også endte med jul og de traditioner der fulgte med denne højtid.

Selv et lille husmandssted havde nisser. Ikke så mange som på de store gårde, med op til fire skorstene, hvoraf mindst den ene var ægte, men nok til, at man var bevidste om deres tilstedeværelse. Og hver gang der var et eller andet, som ikke lige flaskede sig, som man havde forventet, fik nisserne skylden. Det var en hævdvunden tradition som, til en vis grad, kunne fritage en og anden for skyldfølelse eller for mistanke. Og ”nissekortet” blev trukket mange gange i december.

For børnene var det meget levende, og de vidste alt om, at nisserne skulle have risengrød med kanelsukker og smørklat, for ikke at blive olme og hævne sig på snedige, ubehagelige måder.

Der duftede af andesteg. Lågen til ovnen stod på klem, og anden, som lå i bradepanden på køkkenbordet, var klar til udskæring. Mor havde flere ting i gang på komfuret, der skulle jo også varme kartofler, varm sovs og lunet rødkål til, for ikke at glemme grøden, som var den traditionelle forret. Hun rørte i gryderne med mellemrum, mens hun skævede usikkert til højre, venstre og bagud. For i år havde hun glemt at se efter, om der var ris i underskabet, hvor de plejede at stå. Og der var ingen ris. Efter lange overvejelser, greb hun posen med de grovvalsede havregryn, mens hun tænkte:

”Vi bliver nødt til at få havregrød i år. Mon ikke det går an?”

Hun havde ikke nævnt det for de andre, men ville servere det stille og roligt og så se, hvordan det faldt ud.

”Værsensgod,” sagde hun og satte de fire dybe tallerkener, med dampende havregrød, på bordet. ”Og her er kanelsukkeret og smørret.”

”Det er jo havregrød!” Anton kiggede chokeret på sin tallerken.

”Ja, du kan jo godt lide havregrød, Anton, så jeg syntes vi skulle prøve at få det til forret i år.”

”Skal nisserne så også have havregrød,” udbrød Karen Marie. ”Så må vi håbe, de kan lide det.”

Moren havde allerede øst en stor tallerken havregrød op i en femte tallerken. Hun dryssede kanelsukker på, og gravede dybt i smørret for at afslutte portionen med en dygtig smørklat.

”Så, nu sætter jeg den op på loftet, så nisserne også kan mærke, det er jul.”

Ude i bryggerset skød hun loftslemmen til side og trak stigen ned med et snoretræk. Snart kunne de se hendes fodside nederdel forsvinde op i hullet, og de ventede i åndeløs tavshed, til hun kom ned igen.

”Spis nu jeres grød,” sagde hun, ”så vi kan gå til hovedretten.”

Ingen havde rørt grøden endnu, men alle var, som næsten altid, sultne, og snart kunne man høre den karakteristiske lyd af skeer som stødte mod fajancetallerknerne.

NB: Julen forløb godt og bortset fra grøden, var den som den plejede at være. Så alle fire gik trætte og tilfredse i seng denne juleaften. Også i tiden der fulgte, var alt i skønneste orden. De holdt nytår, uden ildebrand, og omkring Hellig Tre Konger, fik de en ny gris, som skulle nyde tilværelsen sammen med de fire på det lille husmandssted, hvor menuen atter stod på husmandskost, som slet ikke er så ringe endda. Nisserne hørte man ikke noget til. Hverken uro eller ulykker ramte familien, så man kunne næsten fristes til at tro, at det der med nisser egentlig er noget ammestuesnak. Eller at havregrøden faldt i god jord. Så man på statistikkerne for hele landet, Bornholm ikke at forglemme, skete der stadig så meget usædvanligt i juletiden, at tanken om nisserne, og deres videreføring af egne traditioner, fik rigelig næring. De er yderst selvcentrede i deres inderste, så skulle de gå hen og gå af mode, vil de sikkert gå i strejke samt gå uden om den varme grød. Og det kan de ikke overleve.

/J.W.

Solvognen (2/2).

Helios var småtræt af palmer og azurblåt vand. Nogle uklare strofer gentog sig i hans sind. Uklare såvel i tekst som melodi, men det var noget med grønne bøge som smilede fagert, hils derhjemme i Kerteminde, våren gennem Nyboder og skærslipperens pris i Nyhavn og sådan i den dur. Det flød sammen for ham, og der var så varmt her, at han ikke kunne huske helt klart, hvad han var begyndt at længes efter. Han var heller ikke purung mere, for at sige det mildt, men gammel nok til at kende til nostalgi.

Der kom et brev med bare et par linjer. Det var kommet med Kasserollen, som havde faste leveringstider. ”Tja, så er den vist gal igen,” tænkte han. ”Nu tænker jeg lidt franskagtig, for den hedder da Karlsvognen, når alt kommer til alt.” Det danske var så småt ved at snige sig ind i ordforrådet igen, for de par linjer, som var kommet fra muserne, havde om-rokeret nogle brikker i hans sind.

D. 21. december ville de danse julen ind for ham. Ovenover Danmark, sådan cirka midt mellem himmel og fjord. Det ville glæde alle ni, at se ham til deres dansegalla, som skulle være deres julegave til ham. De pakkede det ikke ind, men sagde det ligeud, og det kunne han fint kapere. ”Man er jo ikke barn længere,” tænkte han. Spændingen ved at åbne indpakkede gaver, kunne han godt undvære.

”Så må Solvognen klargøres. Jeg smutter derop og kaster lys over deres solhverv.  Sådan lige tilpas. Årstiderne må jeg gerne forsøde, for gudernes skyld, men guderne skal vide, hvad der ville ske, hvis jeg overdrev mit sol-hverv og skruede op på fuldt blus? Nej, jeg nøjes med at være imødekommende, og nu vil jeg ned på værkstedet og se til Solvognen. Den skal være i orden, inden jeg sætter mig i den, og hesten skal være velnæret. For jeg orker ikke at tage Karlsvognen nordpå. Så skulle jeg også først føre forhandlinger med Store Bjørn, som refererer til Nordstjernen. Det er for bøvlet, og har man en Solvogn, skal man også bruge den. Ellers kunne den gå hen og samle spindelvæv og ende som et oldtidsfund.”

Højt over Danmark blev der danset på livet løs. Kædedansen blev øvet grundigt og mindede om elverpigers dans om skovsøer ved midnat i fuldmåneskær, iført florlette gevandter af hybenrosenblade, draperede med kornblomster, og alle ni havde blomsterkranse i håret, flettede af tusindfryd. Alle disse blomster, samt mange flere arter og eksotiske frugter, dyrkede muserne selv i deres drivhus.

Indbydelsen til Helios var afsendt, og når han havde modtaget kædedansen, hans uindpakkede julegave, ville folk i Jylland og på Øerne, stikke næserne højt i sky og juble:

”Det ser da godt nok ud til, at vi får mildere og mildere vintre. At solen også er rykket nærmere, er en sidegevinst. Det er jo næsten som om, der er musik og dans i luften.”

Det er en poetisk måde at udtrykke vejrliget og julestemningen på, men musernes begejstrede udfoldelser smitter og strejfer folks hjerter. Mange vil sikkert ytre de berømte ord:

”Der ér altså mere mellem himmel og fjord…”

/J.W.