Indfaldsvinkler.

Sanselighed har mange farver. Måske alle farver og alle nuancer i alle afskygninger. Valmuen, som duver blidt i sommerbrisen, vækker tankefølelser om naturens skønhed og dens ufatteligt dybe virkemåde. Nogle mærker gudernes åndedrag, mens andre forvisses om, at der, i det mindste, er store ting i spil. Der er også dem der ikke reflekterer over det, men fyldes af en subtil form for tryghed ved følelsen af en selvfølgelig virkelighed.

Hendes blik kunne udtrykke alle årstidernes himle. Ofte direkte men undertiden reflekterende og uudgrundeligt. Det var i essensens af disse skiftende udtryk, han fandt hendes væsen. I disse stunder var han næsten ikke bevidst på, om hun bar pels og støvler eller var klædt i det bare skind.

Men i tankerne, hvis han ikke var opmærksom på hendes egentlige essens, betød det noget. Så tog naturen over og åbenbarede hende som et væsen med attributter. Den viste indfaldsvinkler som handlede om blomstring, åbenbarede farver og udsendte smag og dufte, så bestøvninger måtte finde sted. Naturen arbejder jo utrætteligt på denne måde, og næsten alle mælende og umælende væsner danser efter dens pibe og spiller efter dens taktstok.

Både solen, månen og stjernerne er med i dens bestyrelse, og alle samarbejder fortræffeligt.

Ingenting ved siden af.

Intetheden findes ikke

har endog sit eget navn

hvor i altet kan den ligge

har den mon en sikker havn

sindets egne dybe grunde

holder tanken klar og striks

intet er dog ingenlunde

ingenting, som nul og niks

kommer alt engang til alt

vil man intethed beregne

intet er jo, kort fortalt,

her og der og allevegne. 

Vilde blomster.

”Bispens Gips Gebis… Stativ Stakit Kasket. Prøv at sige det nogle gange efter hinanden, og gerne lidt hurtigt.”

Amor og Kirsten Giftekniv solede sig i en lille lysning i skovbunden, og Amor pirrede drillende hendes næsetip med et langt græsstrå.

”Hold være med det, Amor,” fnøs Kirsten. ”Jeg kommer så let til at nyse i disse pollentider.”

”Ja, du er jo en hård nyser, Kirsten. Men du bør øve dig i at beherske sproget. Jo bedre du er til det, jo flere gange vil den ene eller den anden ende af regnbuen ramme dig, så du lyser i alle dens farver, og hver gang bliver du øjeblikkelig en sølvskat. For tale er sølv, som man siger.”

”Den slags ordfælder er ikke lige mig. Men jeg kender en konstantinopolitanerinde, som sagtens kunne sige de ord uden at snuble. Prøv hende i stedet, så vil jeg koncentrere mig om at sætte hjerter i brand. Skomager bliv ved din læst.”

”Jeg kan se, at en sølvskat kan have et hjerte af guld. Jeg må også hellere blive ved min læst og fyre pile af i stedet for ordfælder, så vi arbejder på samme hammel. Og så vil jeg skyde en rosenduftende pil efter bispen, så snart han har fundet sit gebis bag stakittet, så han, hmmm mindst, bliver inspireret til at plukke en buket vilde blomster til sin hustru.”

"Kasteller."

”Sikke dog en imponerende bygning, du har opført. Skal du bo der?”

”Nej, jeg sikrer mig bare. Det giver en følelse af tryghed at have et kastel, hvor jeg kan søge tilflugt, når tampen brænder. Og så kan jeg angribe problemerne herfra, hvis de skulle trænge sig på. Det er jo helt karakteristisk for problemer, at de har det med at trænge sig på.”

”De konstruktioner, som ligger derovre, er også ganske spektakulære. Men så vidt jeg kan se, kan man ikke bo i dem. Det er vel nærmest skulpturer. Og de er sikkert ikke hule indvendigt.”

”Nej, det er sandskulpturer. Du kan se, de forestiller andet end bygninger. Der er både mennesker, dyr og rene fantasier. De er dygtigt lavet, men de er underlagt, eller overgivet til, vejrligets luner, og det er ikke lige mig, skulle jeg hilse at sige. Altså i overført betydning.”

”Hvad er din bygning da lavet af? Jeg kan ikke få øje på soklen. Det er som om, konstruktionen svæver i den blå luft.”

”Det gør den. Vinden kan ikke få fat i den, og regnen kan ikke glatte den ud. Jeg har bygget den ud fra mig selv, og jeg har aldrig spurgt nogen om råd desangående. Jeg har ’sparret’ med nogle, men den kommer, i sidste instans, alligevel fra mig selv. Jeg ved ikke, om du kan se, den er hul udvendigt. Det er en finesse, jeg selv har udviklet.”

”Det tør jeg ikke svare på, men dit flotte luftkastel imponerer mig. Og det ser mindst lige så solidt og overbevisende ud som de tyske bunkers, der ligger her i klitområdet. Men jeg foretrækker nu kasteller af sæbebobler.”

Liljekonvaller.

Thormod så hende dybt i øjnene:

”Jeg vil plukke en buket Liljekonvaller til dig, som jeg gjorde sidste år i maj. Jeg husker, hvordan du tog imod den. Så nænsomt, og med subtil ærbødighed. Du førte buketten mod dit bryst og bøjede hovedet, så duften kunne smyge sig om dine næsebor. Da så jeg, hvor smuk du er. Dit ansigt udtrykte duftens indre virkelighed, og i det øjeblik forstod jeg, at gudinder undertiden bliver født i menneskeskikkelse. Af uransagelige grunde.”

”Tusind tak, Thormod. Så vil jeg kvittere med nogle gode råd, jeg har fået af en elverkvinde:

Hvis det lykkes for en gudinde at forføre dig, er det på linje med at tage Liljekonvaller for Ramsløg og spise dem. Så må du genfødes til en tilværelse som mundskænk ved et hof.

Om det er straf eller belønning, ved jeg ikke. Vi kunne jo kalde det en smagssag.”

Natur-sniksnak.

”Næh, se! En smuk lille Smørblomst. Det er lang tid siden, jeg har set sådan en. Engang var de da almindelige.”

Felicia, som var født i en Valmue, sad og småsludrede med Alfred, som var opfostret i et skovområde, hvor der var en lille bregneby, som kun husede alfefamilier.

”Det er vistnok fordi, man har lavet smør af de fleste. Folk vil have smør nu om dage, margarine er yt.”

”Så laver man ikke mælk af Mælkebøtter mere, så mange der er? De trives gevaldigt i år og lyser ekstra meget op. De ser bestemt ikke ud til at frygte noget.”

”Man er gået fra at bruge Mælkebøtter, fordi folk vil have mælk i kartoner.”

”Ja, selvfølgelig, nu du siger det. Men der er sikkert gang i Granatæbler og ukrudt til Selvforsvaret.”

”Vi to forliges jo så godt. Det er måske derfor Paradisæbleblomsterne står i fuldt flor her omkring.”

”Sandsynligvis. Og bageren bager brød af  fredsommelige Brødfrugter, men surdejen til rugbrød laver han dog af Ribs og Rønnebær. Og banken, her i skovbrynet, holder skruen i vandet med Pengetræer.”

”Jeg har ellers hørt, at penge ikke vokser på træer.”

”Jo, jo. Money Tree, er der skam et træ der hedder, og til småforretninger bruger man Pengeurt.”

”Vi har altid boet under bregner, og der er tørt, selv når det regner.”

Alfred løftede armene og tog et par dansetrin.

”Nu foreslår jeg, vi afslutter denne lille sniksnak med en dans. Det plejer at få solen frem fra sit skjul bag skyerne og kaste med gyldne strålebundter. Så danser vi, indtil det blåsorte himmeltæppe, med de utallige små ildfluer, bliver trukket hen over trætoppene. Det gør solen nysgerrig, og så kommer den frem hver morgen for ikke at gå glip af noget.”

/J.W.

Kender du det?

”Du du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du du di da du du dej… Og så kommer det samme igen, bare i en anden dur. Det giver et smukt perspektiv på melodien og drejer stemningen, så den bliver dybere og strejfer hjertet. Kender du den?”

”Jeg ved ikke rigtigt. Prøv lige igen, men ikke for hurtigt. Jeg synes, der er en eller anden lille klokke der ringer, uden jeg kan sætte fingeren på den.”

”Du du duuu di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di…”

”Stop bare, jeg tror, jeg ved, hvad det er for en. Jeg hørte den ofte, da jeg gik vagt i Tivoli. Det er en eller anden melodi af Lumbye. H. C., altså H. C. Lumbye. Nej! Ikke Lundby… LuMbye.”

”Så vil jeg prøve, om jeg kan finde den på YouTube. Det er en god hjælp at vide, hvem komponisten er. Jeg må lytte nogle numre igennem, indtil der er bid. Tak skal du ha’. Jeg ringer igen, når jeg har fundet titlen der blev væk. Hej så længe og hils omkring dig.”

”Hallo, det er mig igen. Det var godt, du kendte komponistens navn. Jeg fandt den hurtigt. Det er et tilbagevendende tema i ”Drømmebilleder.” Jeg kunne ikke lige kende det indledende tema, men efter et lille minut, kom det. Jeg har ikke hørt det i mange år. Det er noget sindet har grebet i barndommen, og så dukker det pludselig, uforvarende op og bliver ved med at køre. Men det kender vi vist alle til.”

Musernes ni-klang.

Muserne har nogle navne, som ikke forekommer specielt mundrette. Især hvis man ikke interesserer sig for deres gøren og laden, mellem himmel og jord, og derfor ikke har vænnet sig til dem og aldrig, eller kun sjældent, nævner dem.  

”Musens sang” bliver indimellem spillet i radioen, og når Bodil Kjer fremfører den, er der mange der bliver opstemte. Både melodien og ordene sætter sig, og man hører folk nynne eller fløjte med. Galante, imødekommende mænd  fra den modne garde inspireres til at sige til dagligdagens små muser: ”Skal vi mødes på Cassiopeia?”

Muserne kender godt sangen, for de har mindst to måder, de orienterer sig om den slags på. De kan høre radiobølgerne direkte, og de kan høre, når folk hører, eller selv afspiller musikken i sindet.

”Klio” har skrevet om disse fænomener, og ”Euterpe” kan melodien udenad og spiller den gerne på sin forgyldte fløjte efter gehør. ”Thalia” laver grimasser til, og det gør hun faktisk meget yndefuldt, for hun kunne aldrig i livet finde på at gøre nar af denne dejlige sang. Det gælder også for ”Melpomene,” selv om hun ligner en bedemand, mens hun lytter. Ikke fordi hun er ked af  det, men fordi det falder hende naturligt.

”Terpsichore" danser altid til. Hun udfører nogle balletagtige bevægelser, for uroen i hendes smukke legeme, får hun ud på denne måde. ”Erato” fører hænderne mod brystet, og får bedårende tanker og følelser, som sikkert fører til et smukt digt før eller siden. Hun har efterhånden skrevet mange, som oplæses flittigt, fordi de altid handler om kærlighed, og det kan ingen af muserne stå for. ”Polyhymnia” har det lidt i samme retning, men har dog en anden indfaldsvinkel, som vel er mere hymneagtig, mens ”Urania” næsten altid viser himmelvendte øje, som nogle måske ville fejltolke. For hun tænker ganske enkelt bedst, når hun kan holde øje med galaktiske fænomener, mens hun lytter. ”Kalliope” skriver også en del, og altid kortfattet. Det sætter hun en ære i, men indholdet er meget billedskabende og følelsesladet.

Muserne har netop besluttet, at ”Musens sang” skal opføres af dem selv. De blev enstemmigt enige om, at de ville synge den flerstemmigt. Ni stemmer på én gang. Det stiller store krav til kompositionerne. For temaet skal samtidig fastholdes til punkt og prikke, så ingen unoder sniger sig ind. ”Euterpe,” som er den mest musikalske af dem, er allerede gået i gang med nodeskitser.

Men de er alle musikalske, og sprængfyldte af ideer, så mon ikke det går.

Hymen og hyben.

Hybenbusken våndede sig. ”De vil udrydde os. Vore roser har den smukkeste duft af alle, og af vore frugter fremstilles en marmelade med så fin en smag, at muserne smører den på deres morgenbrød alle søn- og helligdage.”

Nogle adelige stokroser lænede sig op ad et stakit, og én af dem udbrød næsten syrligt: ”Det er fordi I er invasive.”

”Invasive? Nej vi er innovative, og det er faldet nogle for brystet. De vil ikke have os mere, selvom vi har rod her i landet.”

”Det er netop det, I ikke har. Forstå mig ret. I kan lige så godt pakke jeres sydfrugter og forlade os frivilligt, inden I bliver udvist. Og tag Bjørneklo, Gyldenris, Vild pastinak og Rød hestehov med jer, de har heller ikke noget at gøre her. Og husk at få rødderne med. Ellers er vi jo lige vidt.”

”Ja ja, rolig nu. Har du set vore såkaldte sydfrugter? Har du set farven, og har du duftet vore roser?  Misundelse er en grim ting. Mens vore bær er umodne, kan de måske ligne små blæksprutter, men det har ikke noget med sydfrugter at gøre. Og se på skyerne, de har delte meninger om os. De mundhugges, mens vi sørger for fyldte marmeladeglas i folks fadebure, når sommeren går på hæld, og vi fortryller sommerluften med vore æteriske parfumer, der får det bedste frem i folk og ofte sætter hjerter i brand. Mange har støbt de første led til hymens lænker, kun iklædt solvarme blandet med duften af vore hvide og rosafarvede blomster.”

Hos bageren.

"Er der noget, jeg kan gøre for dig?”

Hun smilede imødekommende, og i ét nu tillod han sig at lege fortryllet.

Hendes nøgne skuldre var blot dækket af to lærredsstropper, som holdt en forklædelignende kjole oppe, så hun både var nøgen og sømmeligt påklædt. Han følte forskellige forslag til, hvad hun kunne gøre for ham, forslag som blev skubbet op af tanke-skatkisten, løftet og båret af kumulusskyer som klumpede sig sammen og hjalp hinanden. De stod mod den lysende blå sommerhimmel og dannede sikkerhedsnet for solen, så den ikke sank for tidligt.

Men han tillod ikke, at forslagene tog endelig form. De forblev på deres kausale stadie og udløste subtile vibrationer. Det var nok til, at hun godkendte hans blik med et uudgrundeligt smil.

”Jo tak, svarede han. Giv mig fem hasselnøddeboller og to kanelsnegle.” 

Skurk i Danmark. Helt i Amerika.

En blå røg stiger bevidst søgende op mellem stakke af notater. Tog man et foto af det, kunne det minde om et jordskælvsområde, nogle dage efter, skælvet var gået til ro og lå stille evaluerende eller bare helt udaset. Men der er aktivitet, for bag røgsøjlens arnested er et hoved, som fastholder en cigar mellem læberne, og den pulserende glød viser, at der er noget på færde. At der er liv. Kunne man analysere, hvad hjerneaktiviteten medførte, ville man blive grebet af en malstrøm, som ville føre en til forskellige niveauer med pauser, så man fik sjælen med. For strømmen er kontrolleret, selvom den forekommer uoverskuelig.

Lytter man efter, kan man høre en gammeldags skrivemaskines hurtige anslag. Som skud fra et maskingevær. Skud som kommer i byger, med små pauser indimellem. Man hører arkene blive skruet fri og nye isat, for det sidste ark sluttede måske midt i en sætning, og så haster det med at fortsætte.

Alle dyngerne består af kildestof. Fotokopierede dåbsattester, straffeattester, kopier af avisudklip, bøger og blade. Alt er indsamlet gennem mange år i flere verdensdele, de fleste dog i Danmark, hvor det hele startede.

En skønne dag var der styr på det, og manuskriptet gik i trykken. Den færdige bog var et koncentrat af jordskælvet og var nu en pløjet og velsået mark, hvor afgrøden havde nået høstniveau. Og høsten var læsningen. Hver gang en person læste bogen, blev resultatet af dyngerne høstet, og havde man plads i sin lade, kunne man gå derind og bese resultatet med tommelfingrene stukket ind i selerne foran på brystet. For det føltes næsten overkommeligt, da Leif, med den evigt pulserende cigar i munden, havde pløjet, harvet og sået for én.

Men så måtte historien skrives om, for denne beretning dokumenterede, hvordan det egentlig hang sammen. Og det var ikke helt, som man havde lært i skolen. Det ærgrede en del, for nu gik det lige så godt.

Men hellere få et sandt perspektiv, end et rosenrødt, fortegnet billede. For uanset hvordan det tager sig ud i det sande perspektiv, er det det eneste billede, som er værdig til at blive hængt på væggen over spisebordet, indskudsbordene eller sofaen.

Spirende.

De forstod det ikke. ”Sådan er vi ikke vant til at gøre det. Det er sgu for mærkeligt. Uforståeligt. Du er skør.”

Den slags kommentarer var han fortrolig med, da han var fuld af nye ideer, som han gerne ville afprøve i den fælles kolonihave. Lige nu prøvesåede han et frø, han havde konstrueret af et gulerodsfrø, et ærtefrø, et mælkebøttefrø, et valmuefrø, et frø fra en frø og et frø fra en frøken, samt tre frø fra sindets indre musikalske hyldest til solopgangen. Alle frøene blev komprimeret i en tankeform, han også selv havde konstrueret, hvorved de blev til ét frø.

De andre så mistroiske på ham, for hvorfor kunne han ikke bare holde sig til det sædvanlige. Så vidste man da, hvor man havde ham, og hvad der kom ud af det.

En vindstille junimorgen stak spiren hovedet frem. Det specielle frø levede, og sendte såvel rod som spire på udforskning af den ydre verden. Indtil da havde der udelukkende været tale om drøm på det abstrakte niveau, men nu trængte nye udfordringer sig på.

Spiren følte, den var solidt funderet, selv om den var ny på banen. Den smilede, for det var vidunderligt at tænke på, at alle ville nyde godt af dens egenskaber, når den var helt udfoldet.

Det eneste der kunne forhindre den i at skænke nye muligheder og fordele til alle de andre vækster var, at den blev gravet op med roden og makuleret økologisk som kompost. Men det var en kalkuleret risiko, som den hverken frygtede eller bekymrede sig om.

Kom det dertil, kunne den alligevel ikke gøre noget ved det, og så var den pot ude.

Karmas fugle.

Sætningen, du udtalte, indeholdt mange ord, og betydningen blev til en fugl. Nu flyver den, og vi kan se den kredse over vore hoveder. Før ordene blev ord, var de abstrakte følelser, som tog naturalistisk form og blev til tanker, og allerede der var fugleungen færdig med at pikke sig ud af skallen, og rystede de sidste stumper af sig. Den voksede og blev flyvefærdig, mens sætningen blev udtalt, og til sidst fløj den ud af munden. Måske som et uheld. Måske som et mundheld.

Se nu på alle de udtalte fugle, som kredser mod den rene, blå himmel. Mange er smukke, nogle er imponerende, mens andre virker skræmmende.

Bred armene ud, og en fugl vil tage imod indbydelsen og sætte sig tillidsfuldt på din hånd, din skulder eller dit hoved. Men nogle af fuglene søger vi ly for. De dykker ned mod os, som om de vil angribe.

De smukkeste af dem alle, får os til at smile og føle solskin i sindet.

Nogle af fuglene flyver frit, måske som symbol på ytringsfrihed, mens andre klumper sig sammen og synger i kor. Krage søger mage. Lærken ses ofte alene, mens den jubler.

Det er også utroligt, så smukt fuglene kan synge. Kompositionerne er ikke nedfældet på nodeark, men opstår spontant af medfødt talent.

Naturtalent, og de har ikke fået undervisning, så vidt jeg ved.

Efter otte.

De var hverken gift eller havde børn og havde heller ikke presserende ønsker om nogen af delene. Clara følte sig langtfra klar og ville helst vente, til hun havde et større overblik over alle de ting, hun syntes, hun burde mestre i en familiehusholdning. For det ville være hendes område, da Calle ikke interesserede sig for den slags. Men Clara havde heller ingen hobby at læne sig op ad, så det passede hende fint. ”Øvelse gør mester,” tænkte hun ofte med et stille smil.

En aften, de sad og så ”Spørg Charlie,” hørte de en perlende latter. Det lød som om den kom fra lænestolen, der tilfældigvis var drejet, så den vendte ryggen til. De kiggede forbavsede på hinanden, men glemte det så igen, fordi Meyerheim sagde noget sjovt, med et underfundigt glimt i øjnene, mens han næsten kiggede over brillerne.

Så lød latteren igen og blev efterfulgt af en uforståelig pludren, og begge rejste sig og drejede lænestolen.

Det gav et gib i dem, for i stolen sad en lille porcelænsdukke og smilede, mens hun samtidig rakte begge arme imødekommende frem.

”Hej, jeg hedder Ottilia. Jeg kommer fra en planet, som befinder sig otte kosmiske mil fra jorden. Der var en tankegodsvogn, som skulle her forbi, og så fik jeg lov til at komme med. Da vi passerede jorden, en halv kosmisk mil ude, stod jeg af og fortsatte alene, for her i jeres område, kan jeg klare mig med min forvandlingskugle. Jeg putter den i munden og, vupti, kan jeg gøre, som jeg vil. Det minder en del om jeres måde at drømme på, når I pludselig ved, I drømmer. Men det er bare for sjov, mit formål med at besøge jer er, at aflevere en opskrift på blomkålsgratin, som vi laver den på vores planet. Så kan i servere den for de gæster, som kommer i morgen. Til dessert kan I klare jer med at servere nogle stykker ”After eight,” som I bare stiller frem, som de er.”

”Er du virkelig dukket op bare for det?” Clara måbede. ”Jeg kan da ikke lave blomkålsgratin, men ”After eight” har vi i køleskabet. Dem skal vi også have spist, for jeg skal have afrimet fryseren, og det kan jeg ikke gøre uden også at slukke for køleskabet så længe.”

”Det er jo også derfor, jeg kommer med en opskrift. Og når I alle har smagt på gratinen, vil I kunne huske, hvad verden egentlig er for noget. Og så bliver I meget, meget lykkelige. Værsgo Clara.” Ottilia rakte opskriften til hende. ”Det er jo dit gebet, og her er en lille pose af mine specielle forvandlingskugler. Hvis I vil se mig igen så put en af dem i munden og tænk på mig. Så kan vi sludre og se hinanden, selv om der er otte kosmiske mil imellem os.” Og før de kunne sige tak for posen, var Ottilia væk.

”De kan først være her klokken 8,” sagde Calle og stak telefonen i brystlommen.

”Nå, for søren. Det var da i ellevte time. Maden er jo klar halvotte.”

Clara vred nervøst hænderne, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk, for maden skulle serveres varm, og det var ikke så nemt med en blomkålsgratin, fremstillet efter en unik opskrift. Ikke med den sparsomme erfaring hun havde på det kulinariske felt. Calle tog ikke den slags problemer seriøst. Havde de ikke fået denne opskrift af Ottilia, og Clara havde spurgt ham til råds, ville han måske have foreslået, de kunne få en dåse makrel i tomat hver med en skive ristet franskbrød til. Kulinarisk finesse var han ikke udstyret med, men han var god til at vaske op og fortælle eventyr, som han selv fandt på. Så der var balance i tingene, og Clara og Calle havde det også fint sammen, selvom de altid snakkede forbi hinanden. Det var ikke noget problem, for de følte begge et varmt, kosmisk bånd bølge mellem sig, uanset om de var enige eller uenige i et spørgsmål.  

Og nu havde de fået en datter. En slags i hvert fald. En levende porcelænsdukke, som kunne tale. Men det måtte holdes hemmeligt, for ingen ville tro, de var ved deres fulde fem, hvis de berettede om det.

”Hun kom langvejs fra,” sagde Clara. ”Var det ikke otte sømil, hun talte om?”

”Det var vist kosmetiske mil.” Calle tyggede lidt på det.

Clara smilede vemodigt. ”Jeg savner hende allerede, men det er godt, hun kan få fat på de forvandlingskugler. Ellers ville det nok være alt for langt ude.”

Pigen fra havet.

”Kald mig bare Havpigen,” sagde hun med et underfundigt smil. Han havde siddet i klitterne og set, hvordan hun boltrede sig i brændingen, mens mågerne tilsyneladende var hendes fortrolige. Èn havde siddet på hendes hoved en stund, og andre opførte sig legende og kåde omkring hende. Da hun fik øje på ham, løb hun ind på stranden, og gik så langsomt op mod ham.

Han anede ikke, hvordan han burde forholde sig, for det så ud, som om hun styrede målbevidst i hans retning, og han vidste, hun kunne se ham.

”Venus,” tænkte han. ”Den skumfødte. Nej det er sikkert en turist, som vil spørge mig ud om et eller andet. Men hvorfor har hun et så fortroligt forhold til mågerne? Det er da ganske usædvanligt.”

Han nåede ikke at forbered sig ordentlig, for nu standsede hun et par meter fra ham, strøg det våde hår tilbage og prustede elegant lidt havvand sideværts ud af munden.

”Nyder du havets brus og den eventyrlige horisont?” spurgte hun.

”Han snappede efter vejret og svarede: ”Det gør jeg, og jeg tænker på, hvor eventyrligt det så ud, da du legede med mågerne. Sådan noget har jeg aldrig set før. Måger plejer at være sky.”

”Vi kender hinanden, mågerne og jeg. Jeg er kommet direkte fra Konkylieslottet, som ligger en kilometers penge længere ude end den tredje revle. Far, som er konge der, sagde, at jeg skulle gå i land og lege med brændingen. Det er godt mod migræne.”

”Har det så hjulpet?” Han havde en tudse i halsen, og han syntes, hans stemme lød, som om han havde indhaleret en dosis helium.

”Jeg har aldrig migræne. Men jeg tager jo også sådan en tur en gang imellem. Så jeg ved ikke. Men det er herligt at lege i bølgerne, og mågerne er så pudsige. De ved jo godt, hvem jeg er, for de kan se slottets gyldne ravkupler, når de flyver ud, hvor vi bor. Og de dykker også en del der og provianterer.” 

Hun vendte sig mod havet og satte sig ned i det varme sand. Så begyndte hun at grave med sin ene hånd, og hurtigt vendte hun sig og rakte ham en nøgle, som han umiddelbart kunne se var udført i rav.”

”Kom ud og besøg os, hvis du får lyst. Denne nøgle passer til slottet, og du kan bare gå ind, selv om kun Eurodite er hjemme. Hun svømmer ikke omkring som vi andre for tiden, da hun er med rogn. Når døren til slottet bliver åbnet, kan vi høre det, uanset hvor vi er, og så kommer vi straks. Jeg kan lære dig, hvordan man kommunikerer med mågerne.”

Hun rejste sig pludselig og løb ud mod havet igen. Snart skjulte brændingen det meste af hendes krop, og det sidste han så af hende, var hendes mørke hår, som havet også snart skjulte i sin våde favn.

Han vågnede brat ved, at en våd sild landede med et klask på hans bryst. Samtidig udførte nogle skrigende måger formationer over ham. Han missede mod den stærkt lysende blå vesterhavshimmel, hvor solen havde stor magt, greb ud efter vandflasken og satte den for munden. Det hjalp, for han var blevet dehydreret, fordi han utilsigtet var faldet i søvn og havde sovet for længe, og han kunne også mærke, at solen havde bidt sig grundigt fast i al den hud, den kunne få øje på.

”Nu skal det gøre godt med en svalende dukkert,” tænkte han og løb ned mod havet. ”Jeg føler mig som en rigtig havmand.”

Rekognosceringer.

”Dyr dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt. Af vejen, her kommer vi.”

I bøgetræet, ved husgavlen, sad et duepar og kissemissede. Der hørtes lidt veltilpas, "uuuhr uuuhr, uuuhr uuuhr," og man var ikke i tvivl om, at det langtfra var stress, duerne gav udtryk for.

”Hva’ er det for et par jetjawwere, der kommer dyttende i sårn en fart,” sagde den ene af duerne og holdt inde et langt sekund med sit uuuhrmageri.”

”Det er de to gamle strandskader ude fra Bilka, som rekognoscerer,” svarede den anden. ”Det gør de med ujævne mellemrum, som om de er rædde for, der skulle komme en invasion af invasive arter. Jeg ved ikke, om de har bomber, de kan kaste, hvis de finder det nødvendigt.”

”Nå, de er altså vores militær. Ligger kasernen ude ved Bilka da?”

”No idea. Det ser ud, som om de lander på Bilkas flade tag, men jeg er ikke helt sikker. De må være tilkaldt af borgmesteren, for de hører egentlig ikke til her. Jeg har hørt, det er Vadehavet, de ellers bor ved.”

”Sikke flotte næb, de har. Og så lange de er…altså næbbene. De har nok dyppet dem i Birthe Kjærs maling, hvis der var noget tilbage, efter hun havde malet byen rød.”

”De er mest til muslinger og andet strandguf, men det er der da vist ikke meget af her. Måske er de udstyret med feltrationer?”

”Det kan være. Eller også hakker de hul på de dåsemuslinger, som Bilka må smide ud, når salgsdatoen er overskredet. De plejer jo at hakke i skallerne for at komme ind til selve muslingen, men kan de åbne dåserne, er muslinger lige til at gå til.”

”Ja, sådan går det nok til. Husskader, skovskader og nu også strandskader. Hvad skal det ende med? Da farfar var ung, var der ingenting, der hed Bilka. Man måtte nøjes med købmanden og brugsen. Men der kom strandskaderne aldrig. De holdt sig til strandene.”

”Det var måske derfor købmændene og brugserne måtte dreje nøglerne om. Ja, det er nok forklaringen. Men set fra supermarkedernes vinkel, er der ingen skade sket ved det.”

Ovnbagt.

”Ku’ du kaské humme dig lidt!”

Det kunne lyde som et spørgsmål, men med dén tone, lød det mere som en kommando, så spørgsmålstegnet blev droppet og erstattet af et udråbstegn.

Dagmar kunne ellers godt enes med Ruggo, ja hun var indimellem lidt lun på ham, for der var kerner i den karl. Men lige nu lå han lidt akavet hen over hendes hage, og det brød hun sig slet ikke om. Der var jo ikke tale om kissemisseri men, vel nærmere, lidt sjusk.

”Dit store brød. Du klemmer mig, så jeg ikke kan tale frit ud af posen. Jeg får lyst til at give dig en kurv. Nærmere bestemt en brødkurv, hvis, altså, dit grænseoverskridende nærvær skal forestille flirt. Jeg takker min gud og bager for, jeg ikke er lavet af butterdej.”

”Så, så, min søde. Smil til verden, og den smiler til dig.”

Ruggo krummede sig over Dagmars modvilje. ”Jeg har sgu da ikke selv lagt mig her. Det smerter mig, helt ind i surdejen, at høre dine spydige kommentarer til mit påtvungne nærvær. Særligt fordi jeg har bagt på dig, siden jeg så dig for første gang. Jeg forestillede mig, at vi to skulle have noget i ovnen, når vi var kommet på bølgelængde.”

”Ja, jeg kan dårligt tale rent, mens du ligger der. Men skal vi to have noget i ovnen, som du siger, skal vi forloves først. Ellers går der kage og ymerdrys i det. Det er min mening om den slags. Men lad os nu se tiden an. Når vi får de dumme poser af, og den værste rødmen har fortaget sig, kan vi da prøve, om vi kan kringle den som par.”

”Så klarer vi den uden nettet, Dagmar. Du skulle se mig uden pose. Jeg føler, vi to er som bagt for hinanden.”

”Guud, Ruggo. Nu gør du mig helt brødflov. Der er krummer i dig. Jeg kan mærke chokoladen og glasuren smelte. Vi må hellere gå til skiven, før det er for sent. Og til brylluppet inviterer vi kun dem, der kan lide lugten i bageriet.”

”Hmm, undskyld, jeg fik lige en krumme eller noget i halsen. Måske skulle vi spise brød til en tid endnu. Jeg har lige fået øje på et nybagt franskbrød. Hvilken duft, og ved nærmere eftertanke er brød til brød også mere harmonisk end brød til tærte. Hende vil jeg nok hellere fejre hvedebrødsdage med, og sammen kunne vi blive til mange Amagermadder.”

”Værs’go for min skyld. Der er en lækker Napoleonskage, der har flirtet med mig, siden jeg forlod pladen. Ham ville jeg godt dele glasur med. Og så går jeg på loppemarked og finder en Amagerhylde, I kan få i bryllupsgave. Hvis hende blegansigtet altså vil have dig.”

”Bon appetit, kære. Så må vi håbe, han ikke er for ”bon-aparte.”

På det lille bjerg.

I den dybe dal, som åbner bjerget mod fjorden, vokser de gule aurikler på grønne skråninger. Og engelskgræs, som folk på egnen kalder øllebrø’er, viser ydmygt deres smukke, dusede lilla ansigter frem øverst på stilkene. De er så velegnede til at flette blomsterkranse og armbånd af, at andre muligheder almindeligvis glemmes. Der er udsigt til  kirken på den anden side af fjorden, og nogle gange rammer solens stråler dens hvidkalkede mure, så de lyser næsten som et spejl, mens alle blomsterne spejder og lytter tålmodigt efter de vibeskrig, de har en subtil erindring om i deres dna.

Men viberne kommer heller ikke i år. Engene, ned mod fjorden, har ikke den rette fugtighed mere, og engblommerne er udvandret til egne, hvor frøer også trives, og hvor storken hvert forår er på udkig efter indbydende skorstene i omegnen.

Men ved granplantagen står et æbletræ. Et vildt æbletræ, som har aner til den tid, der boede nonner, eller munke, på bjerget. Hist og her finder børn små brudstykker fra gravstene, tegl og andet fra samme tid, og eksotiske urter er her også. Men det kræver et trænet øje at skelne dem fra de almindelige vækster.

Der er også vilde jordbær, som kun plejes af naturen. Der bliver ikke luget ukrudt, for det findes ikke, og de vilde jordbær udvikler sig fredeligt og harmonisk på de præmisser, bjerget, i samråd med lærken, har udstukket.

En kvinde siger, at hun har plukket roser i de dybe dale ved vintertide. Der var i hvert fald rim i græsset, og hun havde hørt et lille barn tale vist og smukt til sig. Det får stå til troende. Senere blev bjerget helt dækket af sne, og byens børn kunne kælke i timevis og få sunde, røde og kolde kinder.

Der er stadig svanetræk, som altid påkalder sig opmærksomhed. Som om der stødes rytmisk i en dybtonet klarinet i takt med vingeslagene. Snart kan der bades i fjorden, for den varmes op en del hurtigere end havet. Og snart kan man møde nogle dansende nymfer med blomsterkranse af øllebrø’er i håret. I hvert fald ved fuldmåne, hvis man har sind til det.

Kernekraft.

Et emne, som præsenteres, kan vist godt sammenlignes med et æble. Finder man det indbydende, tager man det op i hånden og betragter det nøjere. Man har forstået, det er et æble og er tilfreds.  Nu synes man måske, man kan udtale sig om det. Man siger, at det er smukt, at det dufter behageligt, og man beskriver farven.

Tager man en bid af æblet, kan man berette lidt mere udførligt om det, og spiser man det helt ind til kernehuset, forekommer ens beskrivelse ofte at være fyldestgørende. Men vil man ind til æblets egentlige natur, må man analysere kernerne. Eller rettere, i denne analogi, kernen.

Det interesserer kun de færreste, men et videnskabeligt, søgende sind vil lede efter kernen. Når/hvis den er forstået, kommer et naturligt behov for at anskueliggøre, hvor enkelt ”problemet” måtte være. Men det viser sig ofte, at æblet, lidt efter lidt, må genetableres for at kunne vække interesse, da kun de færreste interesserer sig for kernen. Men hvor det lykkes at få den til at spire og gro, er der et bugnende æbletræ i udsigt.

Alle indfaldsvinkler til æblet, fra skrællen til kernen, har betydning. ”Fra nyd til nørd.” Den der får det meste ud af æblet nyder sikkert begge aspekter. 

"Æstetiske overvejelser."

Grundet lidt ordveksling tog jeg lige en smuttur på Google for at se, hvordan man definerer æstetik/æstetisk. Jeg tvivler på, jeg var blevet meget klogere af læsningen, og måske lidt forvirret, hvis jeg var startet uden den forhåndsviden, jeg mener, jeg har:

”Når man siger, at noget er æstetisk, mener man, at det er forfinet og ædelt, renset for overdreven pragt, tant og fjas. På et renfærdigt, mentalhygiejnisk niveau. Æstetik er læren om det æstetiske. Der skrives, at æstetik er sansning og knyttet til kunsten, og det mener jeg, æstetik sagtens kan være, men ikke altid er. Og æstetik kan være oversanseligt. Det kan være knyttet til alt. Man kan have en æstetisk erfaring, eller opfattelse, af hvad som helst. Fra ord, tanker og følelser til bygningsværker og musik. Er det så ens for alle mennesker? Måske, men det er ikke alle, som bryder sig om det, fordi det forekommer nogle at være for kønsløst, mens andre føler sig opløftede af det.”

Det er nogenlunde sådan, jeg opfatter det.

Skadefryd.

”Af skade bliver man rig men sjældent klog.”

Gråspurven, som havde rede i den tætte kvædebusk, holdt af ordsprog og benyttede enhver lejlighed til at kommentere døgnets begivenheder på denne måde.

”Det lyder næsten rigtigt,” svarede en anden spurv, som var dens nærmeste genbo. ”Jeg er godtnok aldrig blevet rig af skade, men når du siger det, passer det vel.”

”Man skal bare abstraktere min ven. Tag nu den store blodbøg, som står et smut fra vores kvædebusk. Der bor skaden, og hvis den ikke havde forvoldt så meget furore, havde vi vel aldrig fundet dette rige paradis. Her kan han ikke finde os, og det takker jeg Aurora for. Hun synger hver morgen: Nu vågne alle Guds fugle små. Det er møntet direkte på os, og ikke på den intrigante skade. Den må selv vågne, må den.”

”Kan man ikke klage til hende? Jeg mener, når skaden skadefro skratter så højt, man skulle tro, den havde et maskingevær i næbbet. Havde den så endda været lidt poetisk og skrattet: Skratskratteratskratteskriumskrat blev gift med Skritskritteritskritteskrirumskrit, havde man måske ikke behøvet at sidde så stum på kvist og ryste. Jeg bruger headset med Bluetooth for at overdøve ham. Med spurvekvidder af højeste kvalitet. Ellers stresser jeg for meget.”

”Så er denne umusikalske skratten da godt for noget. Vi bliver advaret, og vi kan skrue lidt ned for skaden og op for spurkvidderen, ikkesandt?”

”Det er da det vi kan, og det vi gør. Så er det alligevel godt, at skaden ikke bestod optagelsesprøven til musikkonservatoriets grunduddannelse.”

”Ja, og den kom heller ikke ind på danseskolen. Den hopper rundt, som om den er folkedanser, og den har ikke den fjerneste sans for finesser, som for eksempel spurve i tranedans har. Den har ikke tålmodighed til skolebænken, men klog af skade bliver den forhåbentlig aldrig.”