lørdag den 16. maj 2015

Skurk i Danmark. Helt i Amerika.


En blå røg stiger bevidst søgende op mellem stakke af notater. Tog man et foto af det, kunne det minde om et jordskælvsområde, nogle dage efter, skælvet var gået til ro og lå stille evaluerende eller bare helt udaset. Men der er aktivitet, for bag røgsøjlens arnested er et hoved, som fastholder en cigar mellem læberne, og den pulserende glød viser, at der er noget på færde. At der er liv. Kunne man analysere, hvad hjerneaktiviteten medførte, ville man blive grebet af en malstrøm, som ville føre en til forskellige niveauer med pauser, så man fik sjælen med. For strømmen er kontrolleret, selvom den forekommer uoverskuelig.

Lytter man efter, kan man høre en gammeldags skrivemaskines hurtige anslag. Som skud fra et maskingevær. Skud som kommer i byger, med små pauser indimellem. Man hører arkene blive skruet fri og nye isat, for det sidste ark sluttede måske midt i en sætning, og så haster det med at fortsætte.

Alle dyngerne består af kildestof. Fotokopierede dåbsattester, straffeattester, kopier af avisudklip, bøger og blade. Alt er indsamlet gennem mange år i flere verdensdele, de fleste dog i Danmark, hvor det hele startede.

En skønne dag var der styr på det, og manuskriptet gik i trykken. Den færdige bog var et koncentrat af jordskælvet og var nu en pløjet og velsået mark, hvor afgrøden havde nået høstniveau. Og høsten var læsningen. Hver gang en person læste bogen, blev resultatet af dyngerne høstet, og havde man plads i sin lade, kunne man gå derind og bese resultatet med tommelfingrene stukket ind i selerne foran på brystet. For det føltes næsten overkommeligt, da Leif, med den evigt pulserende cigar i munden, havde pløjet, harvet og sået for én.

Men så måtte historien skrives om, for denne beretning dokumenterede, hvordan det egentlig hang sammen. Og det var ikke helt, som man havde lært i skolen. Det ærgrede en del, for nu gik det lige så godt.

Men hellere få et sandt perspektiv, end et rosenrødt, fortegnet billede. For uanset hvordan det tager sig ud i det sande perspektiv, er det det eneste billede, som er værdig til at blive hængt på væggen over spisebordet, indskudsbordene eller sofaen.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar