Ovnbagt.

”Ku’ du kaské humme dig lidt!”

Det kunne lyde som et spørgsmål, men med dén tone, lød det mere som en kommando, så spørgsmålstegnet blev droppet og erstattet af et udråbstegn.

Dagmar kunne ellers godt enes med Ruggo, ja hun var indimellem lidt lun på ham, for der var kerner i den karl. Men lige nu lå han lidt akavet hen over hendes hage, og det brød hun sig slet ikke om. Der var jo ikke tale om kissemisseri men, vel nærmere, lidt sjusk.

”Dit store brød. Du klemmer mig, så jeg ikke kan tale frit ud af posen. Jeg får lyst til at give dig en kurv. Nærmere bestemt en brødkurv, hvis, altså, dit grænseoverskridende nærvær skal forestille flirt. Jeg takker min gud og bager for, jeg ikke er lavet af butterdej.”

”Så, så, min søde. Smil til verden, og den smiler til dig.”

Ruggo krummede sig over Dagmars modvilje. ”Jeg har sgu da ikke selv lagt mig her. Det smerter mig, helt ind i surdejen, at høre dine spydige kommentarer til mit påtvungne nærvær. Særligt fordi jeg har bagt på dig, siden jeg så dig for første gang. Jeg forestillede mig, at vi to skulle have noget i ovnen, når vi var kommet på bølgelængde.”

”Ja, jeg kan dårligt tale rent, mens du ligger der. Men skal vi to have noget i ovnen, som du siger, skal vi forloves først. Ellers går der kage og ymerdrys i det. Det er min mening om den slags. Men lad os nu se tiden an. Når vi får de dumme poser af, og den værste rødmen har fortaget sig, kan vi da prøve, om vi kan kringle den som par.”

”Så klarer vi den uden nettet, Dagmar. Du skulle se mig uden pose. Jeg føler, vi to er som bagt for hinanden.”

”Guud, Ruggo. Nu gør du mig helt brødflov. Der er krummer i dig. Jeg kan mærke chokoladen og glasuren smelte. Vi må hellere gå til skiven, før det er for sent. Og til brylluppet inviterer vi kun dem, der kan lide lugten i bageriet.”

”Hmm, undskyld, jeg fik lige en krumme eller noget i halsen. Måske skulle vi spise brød til en tid endnu. Jeg har lige fået øje på et nybagt franskbrød. Hvilken duft, og ved nærmere eftertanke er brød til brød også mere harmonisk end brød til tærte. Hende vil jeg nok hellere fejre hvedebrødsdage med, og sammen kunne vi blive til mange Amagermadder.”

”Værs’go for min skyld. Der er en lækker Napoleonskage, der har flirtet med mig, siden jeg forlod pladen. Ham ville jeg godt dele glasur med. Og så går jeg på loppemarked og finder en Amagerhylde, I kan få i bryllupsgave. Hvis hende blegansigtet altså vil have dig.”

”Bon appetit, kære. Så må vi håbe, han ikke er for ”bon-aparte.”