”Du du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du du di da du du dej… Og så kommer det samme igen, bare i en anden dur. Det giver et smukt perspektiv på melodien og drejer stemningen, så den bliver dybere og strejfer hjertet. Kender du den?”
”Jeg ved ikke rigtigt. Prøv lige igen, men ikke for hurtigt. Jeg synes, der er en eller anden lille klokke der ringer, uden jeg kan sætte fingeren på den.”
”Du du duuu di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di…”
”Stop bare, jeg tror, jeg ved, hvad det er for en. Jeg hørte den ofte, da jeg gik vagt i Tivoli. Det er en eller anden melodi af Lumbye. H. C., altså H. C. Lumbye. Nej! Ikke Lundby… LuMbye.”
”Så vil jeg prøve, om jeg kan finde den på YouTube. Det er en god hjælp at vide, hvem komponisten er. Jeg må lytte nogle numre igennem, indtil der er bid. Tak skal du ha’. Jeg ringer igen, når jeg har fundet titlen der blev væk. Hej så længe og hils omkring dig.”
”Hallo, det er mig igen. Det var godt, du kendte komponistens navn. Jeg fandt den hurtigt. Det er et tilbagevendende tema i ”Drømmebilleder.” Jeg kunne ikke lige kende det indledende tema, men efter et lille minut, kom det. Jeg har ikke hørt det i mange år. Det er noget sindet har grebet i barndommen, og så dukker det pludselig, uforvarende op og bliver ved med at køre. Men det kender vi vist alle til.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar