Natur-sniksnak.

”Næh, se! En smuk lille Smørblomst. Det er lang tid siden, jeg har set sådan en. Engang var de da almindelige.”

Felicia, som var født i en Valmue, sad og småsludrede med Alfred, som var opfostret i et skovområde, hvor der var en lille bregneby, som kun husede alfefamilier.

”Det er vistnok fordi, man har lavet smør af de fleste. Folk vil have smør nu om dage, margarine er yt.”

”Så laver man ikke mælk af Mælkebøtter mere, så mange der er? De trives gevaldigt i år og lyser ekstra meget op. De ser bestemt ikke ud til at frygte noget.”

”Man er gået fra at bruge Mælkebøtter, fordi folk vil have mælk i kartoner.”

”Ja, selvfølgelig, nu du siger det. Men der er sikkert gang i Granatæbler og ukrudt til Selvforsvaret.”

”Vi to forliges jo så godt. Det er måske derfor Paradisæbleblomsterne står i fuldt flor her omkring.”

”Sandsynligvis. Og bageren bager brød af  fredsommelige Brødfrugter, men surdejen til rugbrød laver han dog af Ribs og Rønnebær. Og banken, her i skovbrynet, holder skruen i vandet med Pengetræer.”

”Jeg har ellers hørt, at penge ikke vokser på træer.”

”Jo, jo. Money Tree, er der skam et træ der hedder, og til småforretninger bruger man Pengeurt.”

”Vi har altid boet under bregner, og der er tørt, selv når det regner.”

Alfred løftede armene og tog et par dansetrin.

”Nu foreslår jeg, vi afslutter denne lille sniksnak med en dans. Det plejer at få solen frem fra sit skjul bag skyerne og kaste med gyldne strålebundter. Så danser vi, indtil det blåsorte himmeltæppe, med de utallige små ildfluer, bliver trukket hen over trætoppene. Det gør solen nysgerrig, og så kommer den frem hver morgen for ikke at gå glip af noget.”

/J.W.