Vilde blomster.

”Bispens Gips Gebis… Stativ Stakit Kasket. Prøv at sige det nogle gange efter hinanden, og gerne lidt hurtigt.”

Amor og Kirsten Giftekniv solede sig i en lille lysning i skovbunden, og Amor pirrede drillende hendes næsetip med et langt græsstrå.

”Hold være med det, Amor,” fnøs Kirsten. ”Jeg kommer så let til at nyse i disse pollentider.”

”Ja, du er jo en hård nyser, Kirsten. Men du bør øve dig i at beherske sproget. Jo bedre du er til det, jo flere gange vil den ene eller den anden ende af regnbuen ramme dig, så du lyser i alle dens farver, og hver gang bliver du øjeblikkelig en sølvskat. For tale er sølv, som man siger.”

”Den slags ordfælder er ikke lige mig. Men jeg kender en konstantinopolitanerinde, som sagtens kunne sige de ord uden at snuble. Prøv hende i stedet, så vil jeg koncentrere mig om at sætte hjerter i brand. Skomager bliv ved din læst.”

”Jeg kan se, at en sølvskat kan have et hjerte af guld. Jeg må også hellere blive ved min læst og fyre pile af i stedet for ordfælder, så vi arbejder på samme hammel. Og så vil jeg skyde en rosenduftende pil efter bispen, så snart han har fundet sit gebis bag stakittet, så han, hmmm mindst, bliver inspireret til at plukke en buket vilde blomster til sin hustru.”