Sætningen, du udtalte, indeholdt mange ord, og betydningen blev til en fugl. Nu flyver den, og vi kan se den kredse over vore hoveder. Før ordene blev ord, var de abstrakte følelser, som tog naturalistisk form og blev til tanker, og allerede der var fugleungen færdig med at pikke sig ud af skallen, og rystede de sidste stumper af sig. Den voksede og blev flyvefærdig, mens sætningen blev udtalt, og til sidst fløj den ud af munden. Måske som et uheld. Måske som et mundheld.
Se nu på alle de udtalte fugle, som kredser mod den rene, blå himmel. Mange er smukke, nogle er imponerende, mens andre virker skræmmende.
Bred armene ud, og en fugl vil tage imod indbydelsen og sætte sig tillidsfuldt på din hånd, din skulder eller dit hoved. Men nogle af fuglene søger vi ly for. De dykker ned mod os, som om de vil angribe.
De smukkeste af dem alle, får os til at smile og føle solskin i sindet.
Nogle af fuglene flyver frit, måske som symbol på ytringsfrihed, mens andre klumper sig sammen og synger i kor. Krage søger mage. Lærken ses ofte alene, mens den jubler.
Det er også utroligt, så smukt fuglene kan synge. Kompositionerne er ikke nedfældet på nodeark, men opstår spontant af medfødt talent.
Naturtalent, og de har ikke fået undervisning, så vidt jeg ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar