Spirende.

De forstod det ikke. ”Sådan er vi ikke vant til at gøre det. Det er sgu for mærkeligt. Uforståeligt. Du er skør.”

Den slags kommentarer var han fortrolig med, da han var fuld af nye ideer, som han gerne ville afprøve i den fælles kolonihave. Lige nu prøvesåede han et frø, han havde konstrueret af et gulerodsfrø, et ærtefrø, et mælkebøttefrø, et valmuefrø, et frø fra en frø og et frø fra en frøken, samt tre frø fra sindets indre musikalske hyldest til solopgangen. Alle frøene blev komprimeret i en tankeform, han også selv havde konstrueret, hvorved de blev til ét frø.

De andre så mistroiske på ham, for hvorfor kunne han ikke bare holde sig til det sædvanlige. Så vidste man da, hvor man havde ham, og hvad der kom ud af det.

En vindstille junimorgen stak spiren hovedet frem. Det specielle frø levede, og sendte såvel rod som spire på udforskning af den ydre verden. Indtil da havde der udelukkende været tale om drøm på det abstrakte niveau, men nu trængte nye udfordringer sig på.

Spiren følte, den var solidt funderet, selv om den var ny på banen. Den smilede, for det var vidunderligt at tænke på, at alle ville nyde godt af dens egenskaber, når den var helt udfoldet.

Det eneste der kunne forhindre den i at skænke nye muligheder og fordele til alle de andre vækster var, at den blev gravet op med roden og makuleret økologisk som kompost. Men det var en kalkuleret risiko, som den hverken frygtede eller bekymrede sig om.

Kom det dertil, kunne den alligevel ikke gøre noget ved det, og så var den pot ude.