Rekognosceringer.

”Dyr dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt dyt. Af vejen, her kommer vi.”

I bøgetræet, ved husgavlen, sad et duepar og kissemissede. Der hørtes lidt veltilpas, "uuuhr uuuhr, uuuhr uuuhr," og man var ikke i tvivl om, at det langtfra var stress, duerne gav udtryk for.

”Hva’ er det for et par jetjawwere, der kommer dyttende i sårn en fart,” sagde den ene af duerne og holdt inde et langt sekund med sit uuuhrmageri.”

”Det er de to gamle strandskader ude fra Bilka, som rekognoscerer,” svarede den anden. ”Det gør de med ujævne mellemrum, som om de er rædde for, der skulle komme en invasion af invasive arter. Jeg ved ikke, om de har bomber, de kan kaste, hvis de finder det nødvendigt.”

”Nå, de er altså vores militær. Ligger kasernen ude ved Bilka da?”

”No idea. Det ser ud, som om de lander på Bilkas flade tag, men jeg er ikke helt sikker. De må være tilkaldt af borgmesteren, for de hører egentlig ikke til her. Jeg har hørt, det er Vadehavet, de ellers bor ved.”

”Sikke flotte næb, de har. Og så lange de er…altså næbbene. De har nok dyppet dem i Birthe Kjærs maling, hvis der var noget tilbage, efter hun havde malet byen rød.”

”De er mest til muslinger og andet strandguf, men det er der da vist ikke meget af her. Måske er de udstyret med feltrationer?”

”Det kan være. Eller også hakker de hul på de dåsemuslinger, som Bilka må smide ud, når salgsdatoen er overskredet. De plejer jo at hakke i skallerne for at komme ind til selve muslingen, men kan de åbne dåserne, er muslinger lige til at gå til.”

”Ja, sådan går det nok til. Husskader, skovskader og nu også strandskader. Hvad skal det ende med? Da farfar var ung, var der ingenting, der hed Bilka. Man måtte nøjes med købmanden og brugsen. Men der kom strandskaderne aldrig. De holdt sig til strandene.”

”Det var måske derfor købmændene og brugserne måtte dreje nøglerne om. Ja, det er nok forklaringen. Men set fra supermarkedernes vinkel, er der ingen skade sket ved det.”