"Kasteller."

”Sikke dog en imponerende bygning, du har opført. Skal du bo der?”

”Nej, jeg sikrer mig bare. Det giver en følelse af tryghed at have et kastel, hvor jeg kan søge tilflugt, når tampen brænder. Og så kan jeg angribe problemerne herfra, hvis de skulle trænge sig på. Det er jo helt karakteristisk for problemer, at de har det med at trænge sig på.”

”De konstruktioner, som ligger derovre, er også ganske spektakulære. Men så vidt jeg kan se, kan man ikke bo i dem. Det er vel nærmest skulpturer. Og de er sikkert ikke hule indvendigt.”

”Nej, det er sandskulpturer. Du kan se, de forestiller andet end bygninger. Der er både mennesker, dyr og rene fantasier. De er dygtigt lavet, men de er underlagt, eller overgivet til, vejrligets luner, og det er ikke lige mig, skulle jeg hilse at sige. Altså i overført betydning.”

”Hvad er din bygning da lavet af? Jeg kan ikke få øje på soklen. Det er som om, konstruktionen svæver i den blå luft.”

”Det gør den. Vinden kan ikke få fat i den, og regnen kan ikke glatte den ud. Jeg har bygget den ud fra mig selv, og jeg har aldrig spurgt nogen om råd desangående. Jeg har ’sparret’ med nogle, men den kommer, i sidste instans, alligevel fra mig selv. Jeg ved ikke, om du kan se, den er hul udvendigt. Det er en finesse, jeg selv har udviklet.”

”Det tør jeg ikke svare på, men dit flotte luftkastel imponerer mig. Og det ser mindst lige så solidt og overbevisende ud som de tyske bunkers, der ligger her i klitområdet. Men jeg foretrækker nu kasteller af sæbebobler.”