”Kald mig bare Havpigen,” sagde hun med et underfundigt smil. Han havde siddet i klitterne og set, hvordan hun boltrede sig i brændingen, mens mågerne tilsyneladende var hendes fortrolige. Èn havde siddet på hendes hoved en stund, og andre opførte sig legende og kåde omkring hende. Da hun fik øje på ham, løb hun ind på stranden, og gik så langsomt op mod ham.
Han anede ikke, hvordan han burde forholde sig, for det så ud, som om hun styrede målbevidst i hans retning, og han vidste, hun kunne se ham.
”Venus,” tænkte han. ”Den skumfødte. Nej det er sikkert en turist, som vil spørge mig ud om et eller andet. Men hvorfor har hun et så fortroligt forhold til mågerne? Det er da ganske usædvanligt.”
Han nåede ikke at forbered sig ordentlig, for nu standsede hun et par meter fra ham, strøg det våde hår tilbage og prustede elegant lidt havvand sideværts ud af munden.
”Nyder du havets brus og den eventyrlige horisont?” spurgte hun.
”Han snappede efter vejret og svarede: ”Det gør jeg, og jeg tænker på, hvor eventyrligt det så ud, da du legede med mågerne. Sådan noget har jeg aldrig set før. Måger plejer at være sky.”
”Vi kender hinanden, mågerne og jeg. Jeg er kommet direkte fra Konkylieslottet, som ligger en kilometers penge længere ude end den tredje revle. Far, som er konge der, sagde, at jeg skulle gå i land og lege med brændingen. Det er godt mod migræne.”
”Har det så hjulpet?” Han havde en tudse i halsen, og han syntes, hans stemme lød, som om han havde indhaleret en dosis helium.
”Jeg har aldrig migræne. Men jeg tager jo også sådan en tur en gang imellem. Så jeg ved ikke. Men det er herligt at lege i bølgerne, og mågerne er så pudsige. De ved jo godt, hvem jeg er, for de kan se slottets gyldne ravkupler, når de flyver ud, hvor vi bor. Og de dykker også en del der og provianterer.”
Hun vendte sig mod havet og satte sig ned i det varme sand. Så begyndte hun at grave med sin ene hånd, og hurtigt vendte hun sig og rakte ham en nøgle, som han umiddelbart kunne se var udført i rav.”
”Kom ud og besøg os, hvis du får lyst. Denne nøgle passer til slottet, og du kan bare gå ind, selv om kun Eurodite er hjemme. Hun svømmer ikke omkring som vi andre for tiden, da hun er med rogn. Når døren til slottet bliver åbnet, kan vi høre det, uanset hvor vi er, og så kommer vi straks. Jeg kan lære dig, hvordan man kommunikerer med mågerne.”
Hun rejste sig pludselig og løb ud mod havet igen. Snart skjulte brændingen det meste af hendes krop, og det sidste han så af hende, var hendes mørke hår, som havet også snart skjulte i sin våde favn.
Han vågnede brat ved, at en våd sild landede med et klask på hans bryst. Samtidig udførte nogle skrigende måger formationer over ham. Han missede mod den stærkt lysende blå vesterhavshimmel, hvor solen havde stor magt, greb ud efter vandflasken og satte den for munden. Det hjalp, for han var blevet dehydreret, fordi han utilsigtet var faldet i søvn og havde sovet for længe, og han kunne også mærke, at solen havde bidt sig grundigt fast i al den hud, den kunne få øje på.
”Nu skal det gøre godt med en svalende dukkert,” tænkte han og løb ned mod havet. ”Jeg føler mig som en rigtig havmand.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar