Sanselighed har mange farver. Måske alle farver og alle nuancer i alle afskygninger. Valmuen, som duver blidt i sommerbrisen, vækker tankefølelser om naturens skønhed og dens ufatteligt dybe virkemåde. Nogle mærker gudernes åndedrag, mens andre forvisses om, at der, i det mindste, er store ting i spil. Der er også dem der ikke reflekterer over det, men fyldes af en subtil form for tryghed ved følelsen af en selvfølgelig virkelighed.
Hendes blik kunne udtrykke alle årstidernes himle. Ofte direkte men undertiden reflekterende og uudgrundeligt. Det var i essensens af disse skiftende udtryk, han fandt hendes væsen. I disse stunder var han næsten ikke bevidst på, om hun bar pels og støvler eller var klædt i det bare skind.
Men i tankerne, hvis han ikke var opmærksom på hendes egentlige essens, betød det noget. Så tog naturen over og åbenbarede hende som et væsen med attributter. Den viste indfaldsvinkler som handlede om blomstring, åbenbarede farver og udsendte smag og dufte, så bestøvninger måtte finde sted. Naturen arbejder jo utrætteligt på denne måde, og næsten alle mælende og umælende væsner danser efter dens pibe og spiller efter dens taktstok.
Både solen, månen og stjernerne er med i dens bestyrelse, og alle samarbejder fortræffeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar