På det lille bjerg.

I den dybe dal, som åbner bjerget mod fjorden, vokser de gule aurikler på grønne skråninger. Og engelskgræs, som folk på egnen kalder øllebrø’er, viser ydmygt deres smukke, dusede lilla ansigter frem øverst på stilkene. De er så velegnede til at flette blomsterkranse og armbånd af, at andre muligheder almindeligvis glemmes. Der er udsigt til  kirken på den anden side af fjorden, og nogle gange rammer solens stråler dens hvidkalkede mure, så de lyser næsten som et spejl, mens alle blomsterne spejder og lytter tålmodigt efter de vibeskrig, de har en subtil erindring om i deres dna.

Men viberne kommer heller ikke i år. Engene, ned mod fjorden, har ikke den rette fugtighed mere, og engblommerne er udvandret til egne, hvor frøer også trives, og hvor storken hvert forår er på udkig efter indbydende skorstene i omegnen.

Men ved granplantagen står et æbletræ. Et vildt æbletræ, som har aner til den tid, der boede nonner, eller munke, på bjerget. Hist og her finder børn små brudstykker fra gravstene, tegl og andet fra samme tid, og eksotiske urter er her også. Men det kræver et trænet øje at skelne dem fra de almindelige vækster.

Der er også vilde jordbær, som kun plejes af naturen. Der bliver ikke luget ukrudt, for det findes ikke, og de vilde jordbær udvikler sig fredeligt og harmonisk på de præmisser, bjerget, i samråd med lærken, har udstukket.

En kvinde siger, at hun har plukket roser i de dybe dale ved vintertide. Der var i hvert fald rim i græsset, og hun havde hørt et lille barn tale vist og smukt til sig. Det får stå til troende. Senere blev bjerget helt dækket af sne, og byens børn kunne kælke i timevis og få sunde, røde og kolde kinder.

Der er stadig svanetræk, som altid påkalder sig opmærksomhed. Som om der stødes rytmisk i en dybtonet klarinet i takt med vingeslagene. Snart kan der bades i fjorden, for den varmes op en del hurtigere end havet. Og snart kan man møde nogle dansende nymfer med blomsterkranse af øllebrø’er i håret. I hvert fald ved fuldmåne, hvis man har sind til det.