Efter otte.

De var hverken gift eller havde børn og havde heller ikke presserende ønsker om nogen af delene. Clara følte sig langtfra klar og ville helst vente, til hun havde et større overblik over alle de ting, hun syntes, hun burde mestre i en familiehusholdning. For det ville være hendes område, da Calle ikke interesserede sig for den slags. Men Clara havde heller ingen hobby at læne sig op ad, så det passede hende fint. ”Øvelse gør mester,” tænkte hun ofte med et stille smil.

En aften, de sad og så ”Spørg Charlie,” hørte de en perlende latter. Det lød som om den kom fra lænestolen, der tilfældigvis var drejet, så den vendte ryggen til. De kiggede forbavsede på hinanden, men glemte det så igen, fordi Meyerheim sagde noget sjovt, med et underfundigt glimt i øjnene, mens han næsten kiggede over brillerne.

Så lød latteren igen og blev efterfulgt af en uforståelig pludren, og begge rejste sig og drejede lænestolen.

Det gav et gib i dem, for i stolen sad en lille porcelænsdukke og smilede, mens hun samtidig rakte begge arme imødekommende frem.

”Hej, jeg hedder Ottilia. Jeg kommer fra en planet, som befinder sig otte kosmiske mil fra jorden. Der var en tankegodsvogn, som skulle her forbi, og så fik jeg lov til at komme med. Da vi passerede jorden, en halv kosmisk mil ude, stod jeg af og fortsatte alene, for her i jeres område, kan jeg klare mig med min forvandlingskugle. Jeg putter den i munden og, vupti, kan jeg gøre, som jeg vil. Det minder en del om jeres måde at drømme på, når I pludselig ved, I drømmer. Men det er bare for sjov, mit formål med at besøge jer er, at aflevere en opskrift på blomkålsgratin, som vi laver den på vores planet. Så kan i servere den for de gæster, som kommer i morgen. Til dessert kan I klare jer med at servere nogle stykker ”After eight,” som I bare stiller frem, som de er.”

”Er du virkelig dukket op bare for det?” Clara måbede. ”Jeg kan da ikke lave blomkålsgratin, men ”After eight” har vi i køleskabet. Dem skal vi også have spist, for jeg skal have afrimet fryseren, og det kan jeg ikke gøre uden også at slukke for køleskabet så længe.”

”Det er jo også derfor, jeg kommer med en opskrift. Og når I alle har smagt på gratinen, vil I kunne huske, hvad verden egentlig er for noget. Og så bliver I meget, meget lykkelige. Værsgo Clara.” Ottilia rakte opskriften til hende. ”Det er jo dit gebet, og her er en lille pose af mine specielle forvandlingskugler. Hvis I vil se mig igen så put en af dem i munden og tænk på mig. Så kan vi sludre og se hinanden, selv om der er otte kosmiske mil imellem os.” Og før de kunne sige tak for posen, var Ottilia væk.

”De kan først være her klokken 8,” sagde Calle og stak telefonen i brystlommen.

”Nå, for søren. Det var da i ellevte time. Maden er jo klar halvotte.”

Clara vred nervøst hænderne, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk, for maden skulle serveres varm, og det var ikke så nemt med en blomkålsgratin, fremstillet efter en unik opskrift. Ikke med den sparsomme erfaring hun havde på det kulinariske felt. Calle tog ikke den slags problemer seriøst. Havde de ikke fået denne opskrift af Ottilia, og Clara havde spurgt ham til råds, ville han måske have foreslået, de kunne få en dåse makrel i tomat hver med en skive ristet franskbrød til. Kulinarisk finesse var han ikke udstyret med, men han var god til at vaske op og fortælle eventyr, som han selv fandt på. Så der var balance i tingene, og Clara og Calle havde det også fint sammen, selvom de altid snakkede forbi hinanden. Det var ikke noget problem, for de følte begge et varmt, kosmisk bånd bølge mellem sig, uanset om de var enige eller uenige i et spørgsmål.  

Og nu havde de fået en datter. En slags i hvert fald. En levende porcelænsdukke, som kunne tale. Men det måtte holdes hemmeligt, for ingen ville tro, de var ved deres fulde fem, hvis de berettede om det.

”Hun kom langvejs fra,” sagde Clara. ”Var det ikke otte sømil, hun talte om?”

”Det var vist kosmetiske mil.” Calle tyggede lidt på det.

Clara smilede vemodigt. ”Jeg savner hende allerede, men det er godt, hun kan få fat på de forvandlingskugler. Ellers ville det nok være alt for langt ude.”