Hybenbusken våndede sig. ”De vil udrydde os. Vore roser har den smukkeste duft af alle, og af vore frugter fremstilles en marmelade med så fin en smag, at muserne smører den på deres morgenbrød alle søn- og helligdage.”
Nogle adelige stokroser lænede sig op ad et stakit, og én af dem udbrød næsten syrligt: ”Det er fordi I er invasive.”
”Invasive? Nej vi er innovative, og det er faldet nogle for brystet. De vil ikke have os mere, selvom vi har rod her i landet.”
”Det er netop det, I ikke har. Forstå mig ret. I kan lige så godt pakke jeres sydfrugter og forlade os frivilligt, inden I bliver udvist. Og tag Bjørneklo, Gyldenris, Vild pastinak og Rød hestehov med jer, de har heller ikke noget at gøre her. Og husk at få rødderne med. Ellers er vi jo lige vidt.”
”Ja ja, rolig nu. Har du set vore såkaldte sydfrugter? Har du set farven, og har du duftet vore roser? Misundelse er en grim ting. Mens vore bær er umodne, kan de måske ligne små blæksprutter, men det har ikke noget med sydfrugter at gøre. Og se på skyerne, de har delte meninger om os. De mundhugges, mens vi sørger for fyldte marmeladeglas i folks fadebure, når sommeren går på hæld, og vi fortryller sommerluften med vore æteriske parfumer, der får det bedste frem i folk og ofte sætter hjerter i brand. Mange har støbt de første led til hymens lænker, kun iklædt solvarme blandet med duften af vore hvide og rosafarvede blomster.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar