mandag den 18. maj 2015

Musernes ni-klang.



Muserne har nogle navne, som ikke forekommer specielt mundrette. Især hvis man ikke interesserer sig for deres gøren og laden, mellem himmel og jord, og derfor ikke har vænnet sig til dem og aldrig, eller kun sjældent, nævner dem.  

”Musens sang” bliver indimellem spillet i radioen, og når Bodil Kjer fremfører den, er der mange der bliver opstemte. Både melodien og ordene sætter sig, og man hører folk nynne eller fløjte med. Galante, imødekommende mænd  fra den modne garde inspireres til at sige til dagligdagens små muser: ”Skal vi mødes på Cassiopeia?”

Muserne kender godt sangen, for de har mindst to måder, de orienterer sig om den slags på. De kan høre radiobølgerne direkte, og de kan høre, når folk hører, eller selv afspiller musikken i sindet.

”Klio” har skrevet om disse fænomener, og ”Euterpe” kan melodien udenad og spiller den gerne på sin forgyldte fløjte efter gehør. ”Thalia” laver grimasser til, og det gør hun faktisk meget yndefuldt, for hun kunne aldrig i livet finde på at gøre nar af denne dejlige sang. Det gælder også for ”Melpomene,” selv om hun ligner en bedemand, mens hun lytter. Ikke fordi hun er ked af  det, men fordi det falder hende naturligt.

”Terpsichore" danser altid til. Hun udfører nogle balletagtige bevægelser, for uroen i hendes smukke legeme, får hun ud på denne måde. ”Erato” fører hænderne mod brystet, og får bedårende tanker og følelser, som sikkert fører til et smukt digt før eller siden. Hun har efterhånden skrevet mange, som oplæses flittigt, fordi de altid handler om kærlighed, og det kan ingen af muserne stå for. ”Polyhymnia” har det lidt i samme retning, men har dog en anden indfaldsvinkel, som vel er mere hymneagtig, mens ”Urania” næsten altid viser himmelvendte øje, som nogle måske ville fejltolke. For hun tænker ganske enkelt bedst, når hun kan holde øje med galaktiske fænomener, mens hun lytter. ”Kalliope” skriver også en del, og altid kortfattet. Det sætter hun en ære i, men indholdet er meget billedskabende og følelsesladet.

Muserne har netop besluttet, at ”Musens sang” skal opføres af dem selv. De blev enstemmigt enige om, at de ville synge den flerstemmigt. Ni stemmer på én gang. Det stiller store krav til kompositionerne. For temaet skal samtidig fastholdes til punkt og prikke, så ingen unoder sniger sig ind. ”Euterpe,” som er den mest musikalske af dem, er allerede gået i gang med nodeskitser.

Men de er alle musikalske, og sprængfyldte af ideer, så mon ikke det går.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar