Pantomimer.

Solen skinnede med den klare blå himmel som baggrund. Ikke en eneste sky var at se, så solen havde frit udsyn til hele området.

Den kunne dog ikke se alt, for selv om den sprøjtede kraft ud, som af hundrede millioner atombomber hvert sekund, døgnet og året rundt, kunne et lille stakit i en have, en busk eller en ølkapsel, skjule et og andet, som dens stråler ikke evnede at nå.

Solen var dog ikke bekymret af den grund. Den gik mere op i sine børn, skyggerne. Hver gang en stråle blev brudt på sin vej, fødtes et barn. Den lod børnene løbe på veje og op ad husmure, men ikke så længe af gangen. Snart skubbede den dem et lille stykke videre, mens den bibeholdt grebet i deres fødder.

På trods af dette hvilede der ro over børnene, bortset fra når en af de fire hovedvinde pustede sig op som verdensmand og førte sig frem med et: ”Her kommer jeg.” Så dansede buske, vasketøj og flag efter dens pibe, og skyggerne gjorde, det bedste de havde lært, for at følge med. De begrænsede sig ikke til udendørs aktiviteter, men opførte også deres pantomimer i stuerne, hvor vinduerne ikke havde lukkede øjne.

Her boltrede de sig på bonede og skurede gulve, op og ned ad vægge og karme, og hen ad borde, hvor der stod ting og sager, de straks efterabede i fortegnede silhuetter.

I udkanten af august.

Vinden har lagt sig, … eller måske er den bare drejet i øst. Himlen er ren, og solen får ikke sine indtryk fordrejede af kumulusskyernes linser, men kan se meget af det der foregår i byen og på stranden. Solens børn, skyggerne, bliver også synlige hist og her, hvor de nu kan snige sig til det.

De forandrer sig hurtigt, og deres liv er kort. De får dog hver deres tid, og en stund kan de føle, at de er noget. Hvad de jo også er.

Trådløs opladning.

Elskebeth sad og snakkede til sin håndholdte grankogle.
 

”Snakker du med grankogler,” spurgte en af vennerne, idet han kom forbi.
 

”Nej, selvfølgelig ikke. Dette er en grankoglelignende gadget, jeg har printet ud fra nettet. Når man sender en talestrøm direkte mod den, bliver mobilen opladet, hvis app’en først er installeret, og så er man fri for ledninger og skidt.”
 

”Talestrøm til opladning af mobilen? Ja, hvorfor ikke? Det ligger da også lige for.”

Ghost Tones

The tones touched his ears, like a curved cat spine sliding against bare legs, and eardrums sent them, via quirky channels down to the heart, and surrounded it with magic circles that did not follow the known patterns like rings in water.

However, the description of the moving tones should not stand alone as there was more to it. Something he had not expected. The cat stood up on the hind legs and performed moonwalk in a Michael Jackson similar manner. The dog drummed his forepaws on the cookie jar that contained vanilla wreaths, and the television turned itself on.

“So ghosts exist,” he thought. “When special circumstances are present.” He showed a strange look on his face, and although he enjoyed fiddle, he did not understand why it put such a thing in progress. “Were it the tones alone? Was the violin magic? Or was it the violinist that triggered these events?”

He decided to check the cookie jar, which was the most tangible when the music ended, for if the vanilla wreaths were reduced to the size of peanuts, there had been ghosts in the game. They would have eaten the vanilla wreath holes after which the rings had to accumulate if they would avoid ending up as sweet breadcrumbs. “But anyway, I will concentrate on enjoying the touching tones again. Then we all fill time with what we think it should be filled with for now."

Hjertesager.

”Jeg spiller med bolde, fyldte med trykfølsomt krudt, men jeg taber dem ikke. Jeg jager elverpiger, men stopper straks, hvis de vender mig ryggen. Jeg lytter til musernes fnisen og inspirerende hvisken. Jeg balancerer på den line, der er spændt ud mellem evigheden og den sanseskabte verden. Jeg vurderer guderne og gudinderne og forholder mig til dem efter råd fra min intuition. Når jeg får råd, spørger jeg igen, før jeg følger dem. Om jeg trives? Jeg er fuld af overskud, et overflødighedshorn, hvis jeg må svare på den måde. Men jeg længes efter at bade i min yndlingsmusik. Jeg har købt pladen, med de mest sublime violinsonater, men kan ikke få den til at snurre på min iPod. Du ved, hvordan jeg har det med disse nymodens ting. Lige nu leder jeg efter frugter, der indeholder den saft, jeg smører på mine pilespidser for virkningens skyld. Bortset fra disse trivialiteter er alt ved det gamle, hverken mere eller mindre. Men sig mig nu, hvad går du og gøgler med for tiden?”

”Jeg er vist mere jordbunden, Amor.” Kirsten trak vejret dybt. ”De mennesker, hvis hjerter du sætter i brand med dine pile, forsøger jeg at forene, og jeg siger dig, det er fast arbejde. Meningsfyldt arbejde, ja, men når jeg lukker mine øjne om aftenen, og har bedt min aftenbøn, knalder jeg brikker, så det kan forstås. Mit største problem er, at jeg arbejder videre i drømme, uden at opdage jeg drømmer. Jeg får for lidt hvile på den måde, men jeg får nu også nye indfaldsvinkler til mine dagsværk. Såh, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere. Det er nok, som det skal være. Tror du ikke?”

Amor så eftertænksom ud. ”Jeg tror, jeg er blevet lun på dig, kæreste Giftekniv. Lad os leje et måneskib og sejle ud til alle solsystemerne for at opleve universet og lære nyt. Men først vil vi ansætte nogle erhvervspraktikanter, og de bedst egnede tager vi i lære, og tager de ved lære, og bliver fuldt uddannede i vore metierer, kan vi godt undværes i et par dekader. Herregud, måneskibet sejler jo hurtigere end lyset, så vore klienter opdager ikke, hvad der foregår. Kom, tag min hånd, og lad os sejle vores egen sø, et øjeblik, en rum tid, et endeløst sekund uden rum og tid.”

”Hmmm, jeg ser ikke umiddelbart ordet ’fremtid’ i dit projekt.” Kirsten gav en let opvisning i luftviolin for at understrege sin pointe. ”Nej, lad os tage på højskole en tid. Der kan du lære at synge i kor og holde ord. Først lærer man at opbevare hundrede ord i munden, før man slipper ét, eller nogle stykker, løs. Senere lærer man at synke ordene, inden de slipper ud som billeddannere, og så gør de hverken gavn eller skade. Det kaldes ordmaleri, så de øvede elever lader undertiden lærrederne stå ubemalede forstås.  Imens vil jeg lære at bage pandekager, og jeg vil læse op af min bog, ’Hjertesager,’ og besvare spørgsmål på tungemål. Så får jeg timeløn og kan måske finansiere opholdet. Ellers kan vi også søge om tilskud. Og så kan jeg få sovet ordentlig igennem, så mit søvnunderskud kan blive gældsaneret.”

/J.W.

Apollons fødselsdag.

Kalliope sad og funderede ved sit runde marmorbord. Hendes hoved hvilede på skrå i den ene hånd, mens albuen støttede på bordet, og den anden hånds fingre trommede graciøst på bordpladen. Der stod et glas vand, som var tappet fra Hippokrenekilden, for hun var i færd med at kombinere ni linjer til et vers, der skulle udtrykke et nifoldigt leve. Der var ingen ben i at få versefødderne til at danse, når hun havde dette særlige vand som hjælp. Det gav tankerne vinger, og det var lige, hvad hun havde brug for, når hun digtede.

Apollon havde fødselsdag i morgen, og når han dukkede op, hen på eftermiddagen, ville Muserne fremføre digtet. Én linje skrevet af hver, samlet til ét flydende digt, reciteret af alle ni, som af én mund.

Omkring et større bord sad de andre otte Muser. Melpomene spurgte Kleio om, hvor gammel Apollon blev i morgen, men det var en svær én, selv for hende. Hun mente dog, at han blev utallige år, plus-minus en uges tid, for han havde en gang antydet, at han var lige så mange år gammel, som der var grannåle på et granvoksent juletræ på Rådhuspladsen i december. Melpomene fik tårer i øjnene og pudsede næse ved tanken, da hun var overfølsom for julepollen. Erato var ikke sådan at hyle ud af den, hun vrikkede klædeligt med sit korpus, fordi hun var så musikalsk, at hun syntes, noderne kildrede, og Terpsichore var lidt af samme skuffe.

Euterpe lavede, som sædvanligt, trutmund, og det så sødt ud. Var man opmærksom, kunne man høre, hun småfløjtede. Urania kiggede ofte tavst på himlen med et drømmende udtryk, men hun foretrak nattehimlen, hvor stjernerne var tændte, for det var både romantisk og interessant. Thalia gjorde tit nar af hende, fordi hun syntes, der var for lidt sjov i gaden, og så burde Urania, efter hendes mening, være lidt mere nærværende. Nu rejste Polyhymnia sig og gik over til Kalliope. ”Hvordan går det med verset, søde. Når vi det?”

”Ja, jeg er næsten færdig, men jeg har jo det sædvanlige problem, at jeg kun kan skrive vers der rimer, og det er ikke lige Apollons kop te. Versefødderne har dog alligevel fået ben at gå på, så om lidt, når jeg er færdig, putter jeg det i fryseren, og trækker stikket ud. Så bliver det afrimet i løbet af natten.”

”Apollon drikker, som bekendt, ikke sprut, så jeg har sendt bud efter Pegasus,” sagde Polyhymnia. ”Han får altid en megarus af en tur på Pegasus, helt uden efterfølgende tømmermænd, og det ér jo hans fødselsdag i morgen.”

Mens de ni Muser forberedte Apollons hyldest, fyldtes alverdens kunstneres og digteres bægre af den fineste, flydende inspiration, for når Muserne var aktive, udi det poetiske, regnede ideerne ned over de tørstige pennesvingere.

Og forlæggerne stod i kø. For selv om de ikke anede noget om Apollons fødselsdag, kunne de alligevel mærke suset fra deres leverandørers berusende udfoldelser, og det kunne give smør på begge sider af brødet. Af Olympiske dimensioner.

Den usynlige kåbe.

Livet igennem havde han været en rigtig vendekåbe, en opportunist i tvivlsomme affærer, undertiden rig, undertiden fattig, men altid i gang med nye, udspekulerede projekter. En dag, da han faldt i staver på en bænk med udsigt til en grøn eng, med græssende og hvilende køer, flåede han pludselig vendekåben af og smed den i den mentale affaldskurv, der hang på siden af bænken.

De sad i hver sin ende, så langt de kunne være fra hinanden, hvilket alligevel ikke var så langt, da bænken kun var et par meter bred. En lille grå dame, med et gammeldags hovedtørklæde af den slags malkepigerne anvendte i staldene og bundet på samme måde. Hun sad med en pose gulerødder, og smed med jævne mellemrum et par stykker ud til køerne.

Ved hendes side lå en sammenkrøllet indkøbspose, og han spekulerede på, hvad den indeholdt. Hun vendte ansigtet mod ham, smilede et tandløst smil og sagde:

"Tiden er moden."

"Jo," svarede han imødekommende, "gid en anden en også var dét."

"Ja, ja, min gode mand. Men tiden er helt sikkert moden, og nu indfries forjættelsen. Jeg har gemt på noget i mange årtier, men først nu er du klar til at modtage, hvad du blev stillet i udsigt, før du kom til verden... sammen med ​verden. Og universet med for den sags skyld."

Hun greb sin indkøbspose, åbnede den og tog noget ud. Sådan var hendes bevægelser, men hun havde tilsyneladende ikke fået fat på noget. Hun lod dog som om, og det så ud til, hun rakte det mod ham, selvom der ikke var noget at se i hendes hænder.

"Når jeg binder denne kåbe om dine skuldre, kan du ikke males på kunstnernes lærreder mere, så de kan hverken få dig til at ligne det, de ønsker, eller det de tror, du skal ligne. For kåben er vævet af de smukkeste toner fra evighedens stilhed. Evighed er uendelighed og uendelighed kan ingen sætte i ramme. Selv ikke i en svæveramme.

Der er malet utallige portrætter, og talrige er indrammede, men dit lærred vil være rent og uberørt, når du bærer denne kåbe, for så kan det ikke tage mod nogen form for bemaling. Desuden bliver Mayas slør opløst, som dug for solen, og du genkender dig selv igen i alt, fordi du vågner fra dit materialistiske mareridt og ånder lettet op med smil på læberne."

Hun bandt den usynlige kåbe om hans skuldre, rystede sin person af sig, baskede med vingerne og fløj ud over engen, med de karakteristiske vibeskrig, som stadig kunne høres her på egnen, når årstiden var til det.

Sæby-søndag.

Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve.

Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der måske havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede kommentarer.

Spøgelsestoner.

Tonerne strøg mod øregangene, som en krum katteryg mod bare ben, og trommehinderne sendte dem, ad finurlige kanaler, ned til hjertet, som de omringede med magiske cirkler, der ikke fulgte de kendte mønstre, som f. eks. ringe i vand.

Men beskrivelsen holder ikke helt og aldeles vand, for der skete noget, han ikke havde forventet. Katten rejste sig på bagbenene og dansede som en prinsesse, hunden trommede med forpoterne på kagedåsen, som indeholdt vaniljekranse, og fjernsynet tændte sig selv.

”Så findes der altså spøgelser,” tænkte han. ”Når de rette omstændigheder er til det.” Han fik et besynderligt udtryk i ansigtet, for selv om han nød violinens toner, forstod han ikke, hvorfor de satte sådan noget i gang. ”Var det tonerne alene, var violinen magisk, eller var det violinistinden, som udløste disse hændelser?”

Han besluttede at kontrollere kagedåsen, som var det mest håndgribelige, når musikken sluttede, for var vaniljekransene blevet til en slags pebernødder, havde der været spøgelser på spil. Så var vaniljekransehullerne blevet spist af dem, hvorefter ringene nødvendigvis måtte samle sig, hvis de ville undgå at ende som sød rasp. ”Men indtil videre vil jeg nu koncentrere mig om at nyde de bevægende toner,” besluttede han.

Kære Sisyfos.

”Guderne græd og lo,

da den tunge sten faldt fra dit hjerte.

Op ad bakke igen i ansigtets sved,

stenen er jo nede.

Den vejer atter tungt i brystet,

fulgte rytmen i solurets pendul. ”

”Vel, som græsset der gror,

som blomsterne der blomstrer,

og snart slås ned af skybrud?”

”Nej, for soluret har intet pendul,

og trækfugle navigerer ikke efter sekstant .

Stærene danser solen sort, og soluret går i stå.

Se det skyggefulde træ, der bugner af frugter.

Hvil dig under det, inden sveden løber i øjnene

som våde, hallucinerende prismer.

Konkylier vækker brus i ørerne,

og lyden af engles vingeslag, stjerneskud

og solurets pendul, opdaterer analogier.”

Udkants-Danmark i augustlys.

På vej mod fiskehandleren ved havnen.

”Fem friskstegte fiskefrikadeller til en halvtredser, tak.”

Udenfor smiler solen, og boden med softice lokker.

”En stor, tak. Dyppet i chokoladepulver… og med guf ovenpå.”

Lidt længere henne øjnes Smeden, hvor kaffen og ostemaden, serveret i gårdhaven, var fortrinlig. Og lidt slentren senere ses isinger hængt til tørre, som vasketøj på tørresnore, udenfor en toetagers fiskerestaurant.

Sommervinden er frisk, og solen holder ingen smilepauser på sin skyfri himmel.

Chill Out.

https://www.youtube.com/watch?v=NOZhkTLTKzU

Improvisation.

Tonerne faldt sammen med hviledagen og spandt deres poesi ud over den. I fortryllende billeder, som afspejlede elverpigernes korhymner ved fuldmåne. På denne klangbund improviserede guitaristen, og han vidste, månestrålerne ville vibrere med, så snart tonerne dansede ud over skovsøen.

Toner.

Klitnissen, som var øverste politimyndighed i Affenrade-området, for nisser og andet godtfolk, var ikke bare i sving i juletiden, som mange nok tror. Der var daglige ”forretninger,” som han kaldte det, og det gav ham blod på tanden samt smør på brødet.

Men der var noget der murrede. Hvad det var, vidste han ikke. Det sad i mave- og brystregionen. En god ven havde omtalt en dygtig parapsykolog, som havde klinik med konsultation i Sønderborg. Han havde også en sølvgrå Jaguar, så han var sikkert dygtig. Efter en rum tids betænkning, besluttede Klitnissen at opsøge ham for at komme sin murren til livs.

Han faldt straks i søvn, da han havde lagt sig på den briks, parapsykologen anviste ham, så han var lidt rundtosset, da han blev vækket ved en pirken med en finger i siden.

”Har du einige specielle vaner, noget du føler, du må gøre for at lykkes?” Parapsykologen betragtede ham nøje, mens han afventede en interessant udredning, han kunne hænge sin hat på.

”Der er nogle der gør nar af mig, når jeg holder min kniv og gaffel i kryds, op foran hovedet, og betragter en opgave, som et sindbillede, jeg imaginerer lige ved den rette vinkel, kniven og gaflen frembringer. Jeg kalder det at tage bestik af situationen, og det virker upåklageligt.”

”Nåhr, det er ganske naturligt.” Parapsykologen var ude efter noget mere spektakulært og prøvede en ny vinkel: ”Må du godt træde på flisesammenføjninger, eller slipper misdæderen fra dig, hvis du gør?” Han gned sig i hænderne, og kastede et næsten koket blik på Klitnissen.

”Nej, jeg rider altid på min terrængående ræv, når jeg eftersætter. Jeg skal ikke ud på flisen, om jeg så må sige. Men, egentlig tror jeg, jeg ved, hvad der piner mig, nu du spørger ind til det.” Klitnissen fik pludselig et uransageligt lys i øjnene.

”Lad høre.” Parapsykologen sænkede paraderne og slog ørerne synligt ud.

”Violiner. Jeg er bange for violiner… eller violinister… eller begge dele. Den er lidt svær, for det er tonerne, jeg frygter. Hver gang jeg hører violintoner, får jeg tårer i øjnene og en klump i brystet. Og så kan jeg ikke passe min stramme uniformsjakke med sherifstjernen på, men må knappe op. Og tårerne er ikke gode for mit omdømme.”

”Aha. Nå der ligger ræven begravet. Bum, bum, bum, lad os se.” Han ”spolede” lidt frem og tilbage sin lommebog.

”Få fat i noget madpapir og klip det i passende stykker. Så folder du et stykke om din kam og holder den foran tænderne, mens du hvisler en brummelyd ud. Det brækker violinens toner, inden de rammer dit følsomme nervesystem. Hav den altid klar i lommen, så den er hurtig tilgængelig. Jeg skriver lige en recept på madpapir, og så får du en kvitterig for sceancen, hvis du betaler straks og med rede penge. For en kvittering og en bon skal du vel have som ordenshåndhæver, så du kan trække det fra. Vi kan kalde det en redebon. Ja, man må jo lære at skelne mellem kunderne, så man kan få det til at løbe rundt.”

"Apollo ved Rubjerg."

Hans skridt forekom tøvende og prøvende. Buksebenene var brættet op til midt på læggene, og ind imellem drejede han en fod fra side til side for ligesom at bore den ned i det fugtige strandsand.

De skulle mødes ved fyrtårnet. Han havde kørt dertil i bil, da hans arbejde som kok i Lønstrup var afsluttet for denne dag. Hun ville komme nede fra stranden og klatre op af klinten, som var fyrtårnets fundament.

Men hun kom ikke. Han havde ledt efter hende længe, for til sidst at klatre ned ad klinten til stranden. Måske var hun blevet dårlig, mens hun var på stranden og havde opgivet klatringen. Han ville ikke tænke yderligere på, hvad der kunne være sket, og begyndte nedstigningen.

Solen var også gået ned, og stranden var øde. Læsejlene var pakket sammen og bragt i sikkerhed i sommerhusene oppe i det højtliggende sommerhusområde. Kun mere eller mindre udviskede spor af fødder i sandet, var tilbage. Men han var ingen stifinder og havde langtfra hundens næse, så han kunne ikke gøre nytte af sporene. Han mærkede en følelse af håbløshed, mens han vandrede, og under den lurede fortvivlelsen. Tanken om at hun havde svigtet ham, skubbede han nådesløs bort, hver gang den dukkede op, for den var ubærlig. Han elskede hende jo så højt, og han havde altid følt, det var gensidigt.

Apollo havde iagttaget ham i nogen tid, og han forstod hans problemer. Han ville hellere end gerne gribe ind og lade dem mødes, men det tillod hans ansvarsområde ham ikke, selv om han havde kunnet. Men noget kunne han gøre, for at lette smerten i den ensomme mands bryst.

Det konstante brus fra bølger og brændingens udløsning omgav, sammen med den milde august-aftenluft, den ensomme vandrer. Langsomt, men intenst, blev han opmærksom på en forandring. Var der toner? Harmonier? I havets brus anedes blide symfoniske akkorder. Toner med en forløsende klang. Tydeligere og tydeligere blev de, for til sidst at fylde hele området. Han mærkede, hvordan deres skønhed løftede følelserne til regioner i hans sind, han ikke havde kendt, siden han var ganske ung. Smerten var borte og han følte, alt var, som det skulle være. Tanken om hende fik et nyt skær, og alt som var hændt indtil nu, forekom ligesom et landskab i en omvendt kikkert. Han behøvede ikke at flygte fra det, men kunne betragte det aldeles lidenskabsløst.

”Apollo har vist grebet taktstokken,” tænkte han med et smil. ”Som han dirigerer brus og toner, må han siges at være en mester. Selvfølgelig er han det. Ellers ville han ikke kunne være gud for havet og vindene. Og sikkert også for poesi og lyrik, for jeg får lyst til at synge, og ordene ligger mig næsten på tungen: Lykken hejser sejl i forelskelsens bryst, når bovspryd kun peger mod tonernes kyst, … selv om jeg hverken har hørt melodi eller tekst før. Så vidt jeg ved.”

/J.W.

"Båndsalat."

Det er ikke tænkt som tilbehør på middagstallerknen, men nærmer sig måske ”luftfrikadeller med skysovs” lidt. For ordene begyndte at dukke op, et efter et, og så gik der pludselig sport i det. Jeg interesserer mig ikke for computerspil, men dette blev faktisk sjovt. Der er ikke engang tale om ordspil, men stemningen fra at gætte kryds og tværs, anedes dog. Ordene skulle ende på ”bånd,” og gerne i overført betydning for ikke at gøre det for let. Det blev dog for svært, så ord, der kvalificerede sig, kom straks med. Da jeg gik i stå og begyndte at tænke på ord som, James Bond, Husbond og redebon, stoppede jeg. For så var det slut, nu gik der nemlig ”båndsalat” i den.

Her er den godkendte samling:

Armbånd, bredbånd, familiebånd, farvebånd, gavebånd, gummibånd, halsbånd, hjertebånd, hosebånd, hårbånd, kantebånd, kassettebånd, klisterbånd, lakridsbånd, ledbånd, løbebånd, lydbånd, målebånd, neglebånd, pandebånd, rynkebånd, samlebånd, silkebånd, smilebånd, snørebånd, stavnsbånd, stemmebånd, strømpebånd, transportbånd, tungebånd, tøndebånd, …

"Im tiefen Keller."

Ved Rubjerg Knude.

Hun havde en pirrende uro i brystet. De havde aftalt at mødes ved fyrtårnet, hvor de ville stå hånd i hånd og betragte solnedgangen, mens den strøede glødende guldstykker på havet og afspejlede en glitrende søjle af lysende rav.

”Han kommer,” tænkte hun, mens hendes bare fødder lavede nye spor i det fugtige sand. Sporene gik nordover, og fyret var i syne. Undertiden forsvandt det bag klintens lerede formationer og marehalm for så pludselig at dukke frem igen.

Snart kom opstigningen. Hun valgte et sted, hvor sandet nåede helt til toppen, for hun foretrak at arbejde sig op på denne måde, i stedet for at finde en trappe.Trapperne var så stejle og smalle, at hun følte højdeskrækken trænge sig på, når hun benyttede dem, men i sandet følte hun sig tryg. Uanset hvor langt der var ned, når hun holdt pauser og betragtede stranden og havet.

”Han kommer inde fra landet og parkerer så tæt ved fyret som muligt. Så går han det sidste stykke og kigger efter mig. Jeg kommer forhåbentlig først, så jeg kan tage imod ham. Eller skulle jeg vente lidt? Nej det er for pjattet. Han længes efter at tage min hånd.”

Hånd i hånd betragter de solen nærme sig horisonten. Nede på stranden går grupper af mennesker i stå. Travlheden har forladt dem, for mens solen synker, breder en stemning af ophøjet ro sig. Den er så påfaldende, at sommerkasketter og stråhatte forlader hoveder og får plads i hænder og holdes foran kroppen med sænkede arme. Solen indgyder ærbødighed, mens den hilser god nat.

Nu kysser den havet, og sammen smelter de ind i en upersonlig og almengyldig fred, alle føler, de altid har kendt men glemt, mens solen, glitrende og kåd, gennembagte huden, og mens havet konstant lokkede med sine forjættende bølger, der kaldte på hede legemer, den kunne lege med og skænke ny energi fra sit tidløse overflødighedshorn.

"Improvisation?"

Jeg får undertiden spørgsmålet:

”Hvor får du det hele fra?”

Umiddelbart har jeg oftest betragtet spørgsmålet som en cadeau til min bearbejdning af ord og billeder, men måske kan der også ligge i spørgsmålet:

”Finder du selv på det, eller kopierer du?”

Jeg vil svare, at jeg selv finder på det hele, men inspireres af alt, jeg møder og tænker. Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan visse udlægninger har fundet vej gennem mit ”system.” Andre gange ved jeg det godt. Ofte glider alle muligheder sammen. Har jeg f. eks. læst et digt eller en historie… eller hørt noget i forbifarten, kan jeg tænke:

”Det er godt. Gid jeg kunne lave noget lige så godt.”

Så går jeg måske i gang og laver noget helt andet, men kraften fra inspirationen driver her min personlige udførelse. Jeg ser et foto, en tegning, en statue eller et maleri, f. eks. på facebook, og printer det ud. Så har jeg et godt forlæg og maler det senere på min måde. Måske kombinerer jeg nogle ting, og det kan også være fra fotos, jeg selv har taget, fra nye og gamle skitser, ellerjeg maler direkte efter levende natur og model. Nogle gange maler eller digter jeg ”ud fra den blå luft.” Det er måske her Muserne kommer, mest føleligt, på banen. Hvem ved? ;)

Jeg laver mine egne udgaver, uanset om jeg er inspireret af Muserne, af andres arbejde, eller om det kommer unikt fra mig selv.

En musiker spiller sjældent udelukkende musik, han selv har komponeret. Alligevel har hver enkelt sit eget udtryk, og mange kan derudover improvisere.

Naturligvis.

Hun sendte ham et blik, han havde vanskeligt ved at tolke. Var hun interesseret i ham, eller morede hun sig over ham? Han brændte efter at vide det, for han var håbløst betaget af hende. Når hun betragtede ham, på denne underfundige måde, følte han sig næsten hjælpeløs, og det han ønskede mest af alt var, at tage hende i sin favn, og føle favntaget gengældt. Han drak af hendes blik, og følte en guddommelig bæven i hjertet, mens han forestillede sig, at denne drik var skænket direkte i hans bæger.

Inderst inde følte han, at hun var hans, og sådan havde han følt, siden han mødte hende og måske også før det. Kun når han tænkte nærmere over sagen, blev han usikker, for der var så mange tanker som kolliderede med hinanden. ”Kunne jeg mon bede Amor om at skyde en pil i hendes og mit hjerte,” tænkte han, ”så ville alle problemerne forsvinde på et splitsekund, og mine pinefulde overvejelser kunne gå til ro eller forsvinde i det uendelige dyb af intethed, hvor verden ender. Jeg vil spørge ham ad. Hvo intet vover, intet vinder.”

Men Amor rystede på hovedet og sagde klart og entydigt, at en Najade turde han ikke skyde en pil i. Najader, Dryader og Oreader kunne godt blive forelskede, men man kom kun i betragtning, hvis man ved egen indsats fandt vej til de underskønne enge, hvor Amorinerne voksede. Her kunne man så plukke af dem, flette kranse og lave buketter. Men hvori denne indsats bestod, var aldrig brevet nedskrevet eller fortalt. Den kunne heller ikke beskrives, men måtte fortjenes og indses.

”På disse enge,” sagde Amor med opadvendte håndflader og øjne, ”blomstrer forelskelses-roser, og fuldt udsprungne er de ren kærlighed. Det er den gunst man opnår hos Najaderne, Dryaderne og Oreaderne, og det skulle være ovenud tilfredsstillende. Euterpe viste mig engang et maleri, hun havde lavet af en af blomsterne, og det overraskede mig, fordi det forestillede en tusindbladet Lotus. Jeg vidste ikke, du kunne male, sagde jeg, og det minder da ikke om en rose. I øvrigt troede jeg, du kun beskæftigede dig med fløjtespil og lyrik. Men hun svarede blot, at det ikke kunne lade sig gøre at gengive disse roser, så hun benyttede sig af sin kunstneriske frihed. Og mit maleri symboliserer jo nøjagtigt det samme, tilføjede hun. Nå men de fysiske favntag, man havde forstillet sig og håbet på, er hverken mulige eller nødvendige, for Nymfernes sande åsyn er kun tilgængelige i fantasien. De repræsenterer henholdsvis vandet, træerne og bjergene, og den kærlighed, man smelter sammen med her, er grænseløs, burde jeg nok tilføje.”

Det lød forjættende, så tankerne måtte altså pakkes sammen med forestillingerne og lægges i det lille skrin, han havde fået af Elverne, så de ikke forstyrrede hans søgen. Og det ville blive aflåst, så længe han rettede opmærksomheden på det punkt, som var mindre end det mindste, og som han ville iagttage uforstyrret, indtil det forhåbentlig pludselig gav sig og blev større end det største.

Så ville han plukke universets smukkeste buket af roserne som voksede på de underskønne enge, lave essens af duften, og bede alle verdens regnbuer dyppe hver eneste af deres dråber i den, fra de mindste af de mindste til de største af de største, inden de præsenterede deres magiske halvbuer rundt omkring på kloden. 

En "krukket" blomst.

Lille blomst på væggen der

fri er du for vind og vejr.

Savner du det sorte guld,

savner du den gode muld?

Du blev malet kom i ramme

godt nok ikke helt det samme

som at blomstre i det fri,

hvad du sikkert bedst ku’ li’.

Du blev plukket – skåret ren

gør dig nu som ”Stilleben.”

Krudt.

Lauritz og Alfred sidder på ”Børsen” og evaluerer. ”Børsen” er den eneste bænk, havnen med slæbestedet tilbyder, i det lille fiskerleje ved Limfjorden. Bænkens ryg hviler op ad Den Kongeligt Privilegerede Kro’s pavillon.

”Vinden skulle gå i vest til aften,” siger Lauritz.

”Øst og vest – hjemme bedst,” svarer Alfred, som godt kan lide at poetisere og skrue lidt på ord og betydninger. ”Ja det kan godt være, den går i den henretning. Bare det så ikke blæser alt for meget op, jeg skulle gerne på jagt i morgen tidlig.”

”Ta’r du skydekajakken?”

”Ja, om Vorherre vil. Den er allerede rigget til, og et par pipænder ville være dejlige til en for-ændring.”

”Det var ellers nogle pæne skrubber, vi fik i dag, og det ser ud til, at der er store rogn i.”

”Det er sandt, men et par rapænder i gryden ville nu også være rart. Og så den sovs…”

”Det er godt nok noget af en sovs, der bliver. Magnus fik en hare i lørdags. Den hænger på gavlen endnu.”

”Ja, de skal hænge et stykke tid, før de bliver modne, men de løber jo ingen vegne så længe.”

”Skal du ikke snart have et nyt jagtgevær? Din bøsse kan vel kun holde til sort-krudt, om Vorherre vil, som du altid siger. Hvorfor siger du egentlig det?”

”Mennesket spår, men Vorherre rå’r !… Og ingen kender dagen, før solen går ned. Men min bøsse kan, det den skal!”

”Der er også nogle der siger, at ingen kender dagen, før kroen lukker. Men se… der kommer et par hættemåger!”

”Ja, det er et kønt par, men jeg vil ikke spilde mit krudt på dem, for de skal ligge i kærnemælk natten over, ellers er de for trannede.”

”Jeg har tænkt på, at man måske kunne prøve at så skrubberogn, i stedet for at fiske efter dem. Så kunne man nøjes med at vande dem og fjerne lidt u-krudt i ny og næ. Når nisserne kan så klejner og få dem til at gro, kan en anden pjalt nok så rogn, selv om det ikke er bagværk. Silderogn bliver vel også sået, siden der er noget der hedder… høstsild, hæ hæ.”

”Ja, prøv du bare at så dem. Når de er modne, kan du jo plukke dem, og så kan I få plukfisk.”

Under overfladen.

Laksmis hjerte blødte. Selv om vandet var iskoldt, følte hun varme, salige, kildrende og smertende udstrålinger i brystet, hver gang hun så ”ham” for sig. Og det var næsten konstant. Hun var med rogn og måtte forlade ham, og selv om der var mange andre bejlere i farvandet, ænsede hun dem ikke. Hun led ved tanken om at skulle rejse, men hun kendte intet alternativ.

Han måde at bejle på, havde fået hende til at føle sig som en dronning, og det passede også ganske fint med det miljø, hun var vokset op i. Hun blev gydet i Kongeåen, hvor hun havde boltret sig, som en fisk i vandet. Hun var tidligt moden, og frisvømmer, allerede fra to-treårs alderen. Det var en uforklarlig udlængsel, der blev skrevet bevægende digte om, som havde drevet hende, og den var så stærk, at alle sejl blev hejst og afskedssalutter affyret, da den vågnede.

Overgangen, i sin tid, fra fersk til salt vand gik bedre, end hun havde forventet. Der var noget i systemet, der indrettede sig efter det, så det behøvede hun overhovedet ikke bekymre sig om.

Hun var nu en berejst dame, og kendte både vandet ved Spitsbergen, Færøerne og Grønland, hvor hun havde holdt hof gennem længere tid, og hvor hun havde mødt sin udkårne.

”It’s all in your own mind,” kunne man læse i hans talebobler, for han var ikke sentimental. Han var, på sin vis, mere speget, end hun var røget og ville have så mange ”oplevelser” som muligt.

”Lev livet, man kan tidsnok blive gravad,” var hans valgsprog.

Nu var Laksmi på vej fra Nordatlanten mod Jyllands vestkyst med sød og smertende hjemve i brystet. Passet var stemplet, og hun havde fået visum, som gjaldt helt til, hun havde gydet i Kongeåen. For kun Kongeåen havde, de faciliteter der skulle til. Det var ikke egentligt videnskabeligt dokumenteret, for Skjern Å kunne vel være lige så god, men Lakshmi var ligeglad med meninger og argumenter. Hun fulgte sine finnefornemmelser, og de sagde klart og tydeligt ”Kongeåen” med stort K.

Hun følte sig da også som en kongelig dronning, da hun begyndte at dreje mod venstre, nu vandet blev mindre og mindre salt. Kongeåen var en fersk oplevelse ved siden af Nordatlanten, men at det var, som at komme hjem igen og mindes de gode gamle dage, satte de helt rigtige krydderier på hendes lykkelige omstændigheders hylder.

”Nogle kalder mig en nedfaldslaks,” tænkte hun. ”Jeg ved dog, hvad jeg er, men at mine jaloux søstre kalder mig en ko, fordi jeg blev med rogn med ”ham,” gør mig mismodig. Jeg husker, at Lille Klavs berettede om søkvæg for Store Klavs, men det er vist bare eventyr. Ellers kunne man vel forvente, der kunne avles med kvæget, hvis nu ikke ”han” ville. I så fald kunne man måske møde en laksko en skønne dag.

Jeg ville nu gerne have været gift med ”ham,” som er medvirkende til mine rogn, og jeg kunne godt se ham for mig i et smukt kejsersnit, mens jeg blot ville have en enkelt tangplante bag gællerne, og en lille kong-kylie-tiara på hovedet. Lidt kongelig har man jo altid lov at være."