Baggrunden.

Eventyrene lå egentlig ikke på lur. De var der bare, og de skjulte sig ikke. Men de skulle åbnes, og børnene vidste hvordan.

De foregik i sindet, men det så ud, som om de levede i hver krog, baggården kunne fremvise. Der var fliser og lappet asfalt. Hist og her voksede græs, blomster, brændenælder og andet op. Planterne og blomsterne brød gennem asfalten for at få lys, og de var udstyret til det, selv om man ikke kunne få øje på, hvordan. De afskallede sokler voksede lodret op af asfalten, og her trivedes de fleste totter vegetation. Næsten som om, de var såede eller plantede, og bag cykler, koste, skovle, løse fliser som lænede sig op ad soklerne, brædder og forskelligt skrammel, voksede eventyrene. Her levede alfer, trolde, feer og nisser sammen med mus og rotter.

Der var mange duer, svaler og gråspurve, men duerne behøvede ikke at bygge i det fri, for der var indrettet dueslag til dem. Så kunne man høste af de mange dueunger, som ikke så sjældent blev serveret på middagsbordene, ledsaget af brun sovs og kartofler. Det drøjede på slagterregningen. Og det smagte eventyrligt.

For børnene var alt dette en selvfølge, de ikke ofrede megen opmærksomhed på, for de opfattede alt det, der dannede den ufriserede baggrund, som det vigtigste. Her levede eventyrene nemlig, og dem fik de voksne sjældent øje på.