Naturligvis.

Hun sendte ham et blik, han havde vanskeligt ved at tolke. Var hun interesseret i ham, eller morede hun sig over ham? Han brændte efter at vide det, for han var håbløst betaget af hende. Når hun betragtede ham, på denne underfundige måde, følte han sig næsten hjælpeløs, og det han ønskede mest af alt var, at tage hende i sin favn, og føle favntaget gengældt. Han drak af hendes blik, og følte en guddommelig bæven i hjertet, mens han forestillede sig, at denne drik var skænket direkte i hans bæger.

Inderst inde følte han, at hun var hans, og sådan havde han følt, siden han mødte hende og måske også før det. Kun når han tænkte nærmere over sagen, blev han usikker, for der var så mange tanker som kolliderede med hinanden. ”Kunne jeg mon bede Amor om at skyde en pil i hendes og mit hjerte,” tænkte han, ”så ville alle problemerne forsvinde på et splitsekund, og mine pinefulde overvejelser kunne gå til ro eller forsvinde i det uendelige dyb af intethed, hvor verden ender. Jeg vil spørge ham ad. Hvo intet vover, intet vinder.”

Men Amor rystede på hovedet og sagde klart og entydigt, at en Najade turde han ikke skyde en pil i. Najader, Dryader og Oreader kunne godt blive forelskede, men man kom kun i betragtning, hvis man ved egen indsats fandt vej til de underskønne enge, hvor Amorinerne voksede. Her kunne man så plukke af dem, flette kranse og lave buketter. Men hvori denne indsats bestod, var aldrig brevet nedskrevet eller fortalt. Den kunne heller ikke beskrives, men måtte fortjenes og indses.

”På disse enge,” sagde Amor med opadvendte håndflader og øjne, ”blomstrer forelskelses-roser, og fuldt udsprungne er de ren kærlighed. Det er den gunst man opnår hos Najaderne, Dryaderne og Oreaderne, og det skulle være ovenud tilfredsstillende. Euterpe viste mig engang et maleri, hun havde lavet af en af blomsterne, og det overraskede mig, fordi det forestillede en tusindbladet Lotus. Jeg vidste ikke, du kunne male, sagde jeg, og det minder da ikke om en rose. I øvrigt troede jeg, du kun beskæftigede dig med fløjtespil og lyrik. Men hun svarede blot, at det ikke kunne lade sig gøre at gengive disse roser, så hun benyttede sig af sin kunstneriske frihed. Og mit maleri symboliserer jo nøjagtigt det samme, tilføjede hun. Nå men de fysiske favntag, man havde forstillet sig og håbet på, er hverken mulige eller nødvendige, for Nymfernes sande åsyn er kun tilgængelige i fantasien. De repræsenterer henholdsvis vandet, træerne og bjergene, og den kærlighed, man smelter sammen med her, er grænseløs, burde jeg nok tilføje.”

Det lød forjættende, så tankerne måtte altså pakkes sammen med forestillingerne og lægges i det lille skrin, han havde fået af Elverne, så de ikke forstyrrede hans søgen. Og det ville blive aflåst, så længe han rettede opmærksomheden på det punkt, som var mindre end det mindste, og som han ville iagttage uforstyrret, indtil det forhåbentlig pludselig gav sig og blev større end det største.

Så ville han plukke universets smukkeste buket af roserne som voksede på de underskønne enge, lave essens af duften, og bede alle verdens regnbuer dyppe hver eneste af deres dråber i den, fra de mindste af de mindste til de største af de største, inden de præsenterede deres magiske halvbuer rundt omkring på kloden.