Landkending.

Vinden var så god, at man regnede med at få fast grund under fødderne inden for det næste døgn. Alle glædede sig til et solidt måltid mad, med brun sovs og kartofler,  for saltede sild og beskøjter blev man hurtigt træt af.

Der var dog også andet på menuen, mens man var på gyngende grund, men intet af det var særligt ophidsende for smagsløgene.

Karl var jungmand, og han havde en enorm appetit. Næsten hver dag fabulerede han om sovs og kartofler, flæskesteg, gode ben, bøf og karbonader, og ved hvert måltid, om bord, snørede hans mave sig sammen i utilfredshed. Han havde slået sine barndoms folder i Sindal, på et lille husmandssted, og her havde man spist godt. Der havde ofte været fisk på menuen, men dengang var det i orden, for man fik masser af solid bondekost i det daglige, og de havde selv haft både køer, høns og ænder.

Første gang han havde haft landlov, og var hjemme i Sindal, havde moderen serveret tørrede isinger. Dem brød han sig ikke om mere, da de mindede for meget om kosten på sejlskibet.

Men til jul skulle der smovses igen. Så havde hen en lille ferie, som tillod ham at besøge barndomshjemmet. Han vidste, han var hjertelig velkommen, og det var ikke bare fordi han bragte eksotiske gaver med fra sin færd, men fordi både moderen, faderen og hans to små søskende, havde savnet ham. Og de kunne alle fornemme, han medbragte en særegen atmosfære fra den store verden.

Deres sind og sanser var skærpede af de smukke landskaber og det brusende Vesterhav med den friske luft, som blæste ind over det vendsysselske landskab, hvor der var uendeligt højt til himlen.