Under overfladen.

Laksmis hjerte blødte. Selv om vandet var iskoldt, følte hun varme, salige, kildrende og smertende udstrålinger i brystet, hver gang hun så ”ham” for sig. Og det var næsten konstant. Hun var med rogn og måtte forlade ham, og selv om der var mange andre bejlere i farvandet, ænsede hun dem ikke. Hun led ved tanken om at skulle rejse, men hun kendte intet alternativ.

Han måde at bejle på, havde fået hende til at føle sig som en dronning, og det passede også ganske fint med det miljø, hun var vokset op i. Hun blev gydet i Kongeåen, hvor hun havde boltret sig, som en fisk i vandet. Hun var tidligt moden, og frisvømmer, allerede fra to-treårs alderen. Det var en uforklarlig udlængsel, der blev skrevet bevægende digte om, som havde drevet hende, og den var så stærk, at alle sejl blev hejst og afskedssalutter affyret, da den vågnede.

Overgangen, i sin tid, fra fersk til salt vand gik bedre, end hun havde forventet. Der var noget i systemet, der indrettede sig efter det, så det behøvede hun overhovedet ikke bekymre sig om.

Hun var nu en berejst dame, og kendte både vandet ved Spitsbergen, Færøerne og Grønland, hvor hun havde holdt hof gennem længere tid, og hvor hun havde mødt sin udkårne.

”It’s all in your own mind,” kunne man læse i hans talebobler, for han var ikke sentimental. Han var, på sin vis, mere speget, end hun var røget og ville have så mange ”oplevelser” som muligt.

”Lev livet, man kan tidsnok blive gravad,” var hans valgsprog.

Nu var Laksmi på vej fra Nordatlanten mod Jyllands vestkyst med sød og smertende hjemve i brystet. Passet var stemplet, og hun havde fået visum, som gjaldt helt til, hun havde gydet i Kongeåen. For kun Kongeåen havde, de faciliteter der skulle til. Det var ikke egentligt videnskabeligt dokumenteret, for Skjern Å kunne vel være lige så god, men Lakshmi var ligeglad med meninger og argumenter. Hun fulgte sine finnefornemmelser, og de sagde klart og tydeligt ”Kongeåen” med stort K.

Hun følte sig da også som en kongelig dronning, da hun begyndte at dreje mod venstre, nu vandet blev mindre og mindre salt. Kongeåen var en fersk oplevelse ved siden af Nordatlanten, men at det var, som at komme hjem igen og mindes de gode gamle dage, satte de helt rigtige krydderier på hendes lykkelige omstændigheders hylder.

”Nogle kalder mig en nedfaldslaks,” tænkte hun. ”Jeg ved dog, hvad jeg er, men at mine jaloux søstre kalder mig en ko, fordi jeg blev med rogn med ”ham,” gør mig mismodig. Jeg husker, at Lille Klavs berettede om søkvæg for Store Klavs, men det er vist bare eventyr. Ellers kunne man vel forvente, der kunne avles med kvæget, hvis nu ikke ”han” ville. I så fald kunne man måske møde en laksko en skønne dag.

Jeg ville nu gerne have været gift med ”ham,” som er medvirkende til mine rogn, og jeg kunne godt se ham for mig i et smukt kejsersnit, mens jeg blot ville have en enkelt tangplante bag gællerne, og en lille kong-kylie-tiara på hovedet. Lidt kongelig har man jo altid lov at være."