"Apollo ved Rubjerg."

Hans skridt forekom tøvende og prøvende. Buksebenene var brættet op til midt på læggene, og ind imellem drejede han en fod fra side til side for ligesom at bore den ned i det fugtige strandsand.

De skulle mødes ved fyrtårnet. Han havde kørt dertil i bil, da hans arbejde som kok i Lønstrup var afsluttet for denne dag. Hun ville komme nede fra stranden og klatre op af klinten, som var fyrtårnets fundament.

Men hun kom ikke. Han havde ledt efter hende længe, for til sidst at klatre ned ad klinten til stranden. Måske var hun blevet dårlig, mens hun var på stranden og havde opgivet klatringen. Han ville ikke tænke yderligere på, hvad der kunne være sket, og begyndte nedstigningen.

Solen var også gået ned, og stranden var øde. Læsejlene var pakket sammen og bragt i sikkerhed i sommerhusene oppe i det højtliggende sommerhusområde. Kun mere eller mindre udviskede spor af fødder i sandet, var tilbage. Men han var ingen stifinder og havde langtfra hundens næse, så han kunne ikke gøre nytte af sporene. Han mærkede en følelse af håbløshed, mens han vandrede, og under den lurede fortvivlelsen. Tanken om at hun havde svigtet ham, skubbede han nådesløs bort, hver gang den dukkede op, for den var ubærlig. Han elskede hende jo så højt, og han havde altid følt, det var gensidigt.

Apollo havde iagttaget ham i nogen tid, og han forstod hans problemer. Han ville hellere end gerne gribe ind og lade dem mødes, men det tillod hans ansvarsområde ham ikke, selv om han havde kunnet. Men noget kunne han gøre, for at lette smerten i den ensomme mands bryst.

Det konstante brus fra bølger og brændingens udløsning omgav, sammen med den milde august-aftenluft, den ensomme vandrer. Langsomt, men intenst, blev han opmærksom på en forandring. Var der toner? Harmonier? I havets brus anedes blide symfoniske akkorder. Toner med en forløsende klang. Tydeligere og tydeligere blev de, for til sidst at fylde hele området. Han mærkede, hvordan deres skønhed løftede følelserne til regioner i hans sind, han ikke havde kendt, siden han var ganske ung. Smerten var borte og han følte, alt var, som det skulle være. Tanken om hende fik et nyt skær, og alt som var hændt indtil nu, forekom ligesom et landskab i en omvendt kikkert. Han behøvede ikke at flygte fra det, men kunne betragte det aldeles lidenskabsløst.

”Apollo har vist grebet taktstokken,” tænkte han med et smil. ”Som han dirigerer brus og toner, må han siges at være en mester. Selvfølgelig er han det. Ellers ville han ikke kunne være gud for havet og vindene. Og sikkert også for poesi og lyrik, for jeg får lyst til at synge, og ordene ligger mig næsten på tungen: Lykken hejser sejl i forelskelsens bryst, når bovspryd kun peger mod tonernes kyst, … selv om jeg hverken har hørt melodi eller tekst før. Så vidt jeg ved.”

/J.W.