”Jeg spiller
med bolde, fyldte med trykfølsomt krudt, men jeg taber dem ikke. Jeg jager
elverpiger, men stopper straks, hvis de vender mig ryggen. Jeg lytter til
musernes fnisen og inspirerende hvisken. Jeg balancerer på den line, der er spændt
ud mellem evigheden og den sanseskabte verden. Jeg vurderer guderne og gudinderne
og forholder mig til dem efter råd fra min intuition. Når jeg får råd, spørger
jeg igen, før jeg følger dem. Om jeg trives? Jeg er fuld af overskud, et
overflødighedshorn, hvis jeg må svare på den måde. Men jeg længes efter at bade
i min yndlingsmusik. Jeg har købt pladen, med de mest sublime violinsonater,
men kan ikke få den til at snurre på min iPod. Du ved, hvordan jeg har det med
disse nymodens ting. Lige nu leder jeg efter frugter, der indeholder den saft,
jeg smører på mine pilespidser for virkningens skyld. Bortset fra disse
trivialiteter er alt ved det gamle, hverken mere eller mindre. Men sig mig nu,
hvad går du og gøgler med for tiden?”
”Jeg er vist
mere jordbunden, Amor.” Kirsten trak vejret dybt. ”De mennesker, hvis hjerter
du sætter i brand med dine pile, forsøger jeg at forene, og jeg siger dig, det
er fast arbejde. Meningsfyldt arbejde, ja, men når jeg lukker mine øjne om
aftenen, og har bedt min aftenbøn, knalder jeg brikker, så det kan forstås. Mit
største problem er, at jeg arbejder videre i drømme, uden at opdage jeg
drømmer. Jeg får for lidt hvile på den måde, men jeg får nu også nye indfaldsvinkler
til mine dagsværk. Såh, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere. Det er nok, som
det skal være. Tror du ikke?”
Amor så
eftertænksom ud. ”Jeg tror, jeg er blevet lun på dig, kæreste Giftekniv. Lad os
leje et måneskib og sejle ud til alle solsystemerne for at opleve universet og
lære nyt. Men først vil vi ansætte nogle erhvervspraktikanter, og de bedst
egnede tager vi i lære, og tager de ved lære, og bliver fuldt uddannede i vore
metierer, kan vi godt undværes i et par dekader. Herregud, måneskibet sejler jo
hurtigere end lyset, så vore klienter opdager ikke, hvad der foregår. Kom, tag
min hånd, og lad os sejle vores egen sø, et øjeblik, en rum tid, et endeløst
sekund uden rum og tid.”
”Hmmm, jeg
ser ikke umiddelbart ordet ’fremtid’ i dit projekt.” Kirsten gav en let
opvisning i luftviolin for at understrege sin pointe. ”Nej, lad os tage på
højskole en tid. Der kan du lære at synge i kor og holde ord. Først lærer man
at opbevare hundrede ord i munden, før man slipper ét, eller nogle stykker,
løs. Senere lærer man at synke ordene, inden de slipper ud som billeddannere,
og så gør de hverken gavn eller skade. Det kaldes ordmaleri, så de øvede elever
lader undertiden lærrederne stå ubemalede forstås. Imens vil jeg lære at bage pandekager, og jeg
vil læse op af min bog, ’Hjertesager,’ og besvare spørgsmål på tungemål. Så får
jeg timeløn og kan måske finansiere opholdet. Ellers kan vi også søge om
tilskud. Og så kan jeg få sovet ordentlig igennem, så mit søvnunderskud kan
blive gældsaneret.”
/J.W.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar