Sæby-søndag.

Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve.

Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der måske havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede kommentarer.