Toner.

Klitnissen, som var øverste politimyndighed i Affenrade-området, for nisser og andet godtfolk, var ikke bare i sving i juletiden, som mange nok tror. Der var daglige ”forretninger,” som han kaldte det, og det gav ham blod på tanden samt smør på brødet.

Men der var noget der murrede. Hvad det var, vidste han ikke. Det sad i mave- og brystregionen. En god ven havde omtalt en dygtig parapsykolog, som havde klinik med konsultation i Sønderborg. Han havde også en sølvgrå Jaguar, så han var sikkert dygtig. Efter en rum tids betænkning, besluttede Klitnissen at opsøge ham for at komme sin murren til livs.

Han faldt straks i søvn, da han havde lagt sig på den briks, parapsykologen anviste ham, så han var lidt rundtosset, da han blev vækket ved en pirken med en finger i siden.

”Har du einige specielle vaner, noget du føler, du må gøre for at lykkes?” Parapsykologen betragtede ham nøje, mens han afventede en interessant udredning, han kunne hænge sin hat på.

”Der er nogle der gør nar af mig, når jeg holder min kniv og gaffel i kryds, op foran hovedet, og betragter en opgave, som et sindbillede, jeg imaginerer lige ved den rette vinkel, kniven og gaflen frembringer. Jeg kalder det at tage bestik af situationen, og det virker upåklageligt.”

”Nåhr, det er ganske naturligt.” Parapsykologen var ude efter noget mere spektakulært og prøvede en ny vinkel: ”Må du godt træde på flisesammenføjninger, eller slipper misdæderen fra dig, hvis du gør?” Han gned sig i hænderne, og kastede et næsten koket blik på Klitnissen.

”Nej, jeg rider altid på min terrængående ræv, når jeg eftersætter. Jeg skal ikke ud på flisen, om jeg så må sige. Men, egentlig tror jeg, jeg ved, hvad der piner mig, nu du spørger ind til det.” Klitnissen fik pludselig et uransageligt lys i øjnene.

”Lad høre.” Parapsykologen sænkede paraderne og slog ørerne synligt ud.

”Violiner. Jeg er bange for violiner… eller violinister… eller begge dele. Den er lidt svær, for det er tonerne, jeg frygter. Hver gang jeg hører violintoner, får jeg tårer i øjnene og en klump i brystet. Og så kan jeg ikke passe min stramme uniformsjakke med sherifstjernen på, men må knappe op. Og tårerne er ikke gode for mit omdømme.”

”Aha. Nå der ligger ræven begravet. Bum, bum, bum, lad os se.” Han ”spolede” lidt frem og tilbage sin lommebog.

”Få fat i noget madpapir og klip det i passende stykker. Så folder du et stykke om din kam og holder den foran tænderne, mens du hvisler en brummelyd ud. Det brækker violinens toner, inden de rammer dit følsomme nervesystem. Hav den altid klar i lommen, så den er hurtig tilgængelig. Jeg skriver lige en recept på madpapir, og så får du en kvitterig for sceancen, hvis du betaler straks og med rede penge. For en kvittering og en bon skal du vel have som ordenshåndhæver, så du kan trække det fra. Vi kan kalde det en redebon. Ja, man må jo lære at skelne mellem kunderne, så man kan få det til at løbe rundt.”