Fingerspitzgefühl.

Hun stod bare der og betragtede ham uden et ord, og havde tilsyneladende viklet sig ud af sit sjal, som var det eneste, hun havde haft på.

”Hmmm, du ser godt ud,” sagde han. ”Vil du gerne have, jeg tegner dig eller hvad? Jeg kan da godt forsøge.”

”Nej tak. Jeg føler mig for malerisk til at blive tegnet. Klem nogle farver ud på din palet og få sving i penslerne. Men husk, det skal udføres med Fingerspitzgefühl.” Hun smilede bydende.

”Skal det være med Fingerspitzgefühl, so be it.” Han klemte et par farver ud men undlod at gribe en pensel.

 ”Jeg vil prøve, om jeg kan male med fingerspidserne. Så er jeg jo tvunget til at anvende Fingerspitzgefühl.” Han brættede sit ene ærme op for at beskytte tøjet, for han vidste af erfaring, hvor vanskeligt det var at undgå maling på tøjet, når ”musikken spillede.” Så dyppede han ”slikkepot” i den bløde, fugtige maling og begyndte at skitsere. Hun havde ikke forandret sin positur, så i den forstand var hun en velegnet model. Og hun var da også ganske behagelig at betragte.

”Så er jeg vist færdig.” Han tørrede det meste maling af i noget køkkenrulle og kneb øjnene sammen for at betragte maleriet lidt helhedsk. ”Hvad synes du?”

”Jeg står på et støbt fundament og kan ikke bevæge mig. Du må bringe maleriet hen for mit åsyn.”

”Nå ja, undskyld.” Han greb det våde billede med Fingerspitsgefühl. Det måtte bevæges forsigtigt, så man ikke kom galt afsted. Farverne havde det med at smitte af på alt, de kom i nærheden af. Nu holdt han det op foran hendes ansigt.

”Sikke dog et bette billede. Det er vist det, man kalder en miniature. Jeg kan godt genkende min positur, men hvorfor har du ikke malet mit åsyn, så man kan genkende mig””

”Det er netop fordi, det er en miniature. Dit ansigt er ikke større end blommen på min pegefinger, så jeg må gå efter de store linjer. Det er såmænd også svært nok endda.”

”Ok. Jeg husker, jeg engang blev bestrålet, så jeg pludselig blev kød og blod, som dig. En gal videnskabsmand havde fundet ud af at bestråle statuer, så de blev levende, og hvis han bestrålede levende væsner, blev de til statuer. Det havde han meget morskab ud af. For mig gik det helt galt. Jeg troede, jeg havde nået mit højeste mål og overgik andre i etik og moral. Men da jeg hoppede ned af søjlen, steg mine safter, og det kunne jeg slet ikke lade gå upåagtet hen. Du kan læse om det. Der er skrevet en bog, som viser, hvad statuer og mennesker kom ud for i den forbindelse. Den hedder ”Gudernes natteliv,” og er skrevet af Thorne Smith. Jeg siger dig, at efter de oplevelser vi havde, har jeg brug for at meditere nogle dekader endnu her på min trygge sokkel, så jeg kan lære at gebærde mig anstændigt, når jeg igen bliver sluppet løs. Stil du nu bare dit maleri til tørre og find en passende ramme til det. Så har du det at gå op i, mens jeg evaluer mit løsslupne, forgangne, jordiske liv. Dengang mine fødder kunne danse i græsset, og hvor jeg også kunne klippe mælkebøttehoveder af med tæerne… mit Zehen Gefühl.”