”Guderne
græd og lo,
da
den tunge sten faldt fra dit hjerte.
Op ad bakke igen i ansigtets sved,
stenen
er jo nede.
Den vejer atter tungt i brystet,
fulgte
rytmen i solurets pendul. ”
”Vel,
som græsset der gror,
som
blomsterne der blomstrer,
og
snart slås ned af skybrud?”
”Nej,
for soluret har intet pendul,
og
trækfugle navigerer ikke efter sekstant .
Stærene
danser solen sort, og soluret går i stå.
Se
det skyggefulde træ, der bugner af frugter.
Hvil
dig under det, inden sveden løber i øjnene
som
våde, hallucinerende prismer.
Konkylier
vækker brus i ørerne,
og
lyden af engles vingeslag, stjerneskud
og
solurets pendul, opdaterer analogier.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar