Den usynlige kåbe.

Livet igennem havde han været en rigtig vendekåbe, en opportunist i tvivlsomme affærer, undertiden rig, undertiden fattig, men altid i gang med nye, udspekulerede projekter. En dag, da han faldt i staver på en bænk med udsigt til en grøn eng, med græssende og hvilende køer, flåede han pludselig vendekåben af og smed den i den mentale affaldskurv, der hang på siden af bænken.

De sad i hver sin ende, så langt de kunne være fra hinanden, hvilket alligevel ikke var så langt, da bænken kun var et par meter bred. En lille grå dame, med et gammeldags hovedtørklæde af den slags malkepigerne anvendte i staldene og bundet på samme måde. Hun sad med en pose gulerødder, og smed med jævne mellemrum et par stykker ud til køerne.

Ved hendes side lå en sammenkrøllet indkøbspose, og han spekulerede på, hvad den indeholdt. Hun vendte ansigtet mod ham, smilede et tandløst smil og sagde:

"Tiden er moden."

"Jo," svarede han imødekommende, "gid en anden en også var dét."

"Ja, ja, min gode mand. Men tiden er helt sikkert moden, og nu indfries forjættelsen. Jeg har gemt på noget i mange årtier, men først nu er du klar til at modtage, hvad du blev stillet i udsigt, før du kom til verden... sammen med ​verden. Og universet med for den sags skyld."

Hun greb sin indkøbspose, åbnede den og tog noget ud. Sådan var hendes bevægelser, men hun havde tilsyneladende ikke fået fat på noget. Hun lod dog som om, og det så ud til, hun rakte det mod ham, selvom der ikke var noget at se i hendes hænder.

"Når jeg binder denne kåbe om dine skuldre, kan du ikke males på kunstnernes lærreder mere, så de kan hverken få dig til at ligne det, de ønsker, eller det de tror, du skal ligne. For kåben er vævet af de smukkeste toner fra evighedens stilhed. Evighed er uendelighed og uendelighed kan ingen sætte i ramme. Selv ikke i en svæveramme.

Der er malet utallige portrætter, og talrige er indrammede, men dit lærred vil være rent og uberørt, når du bærer denne kåbe, for så kan det ikke tage mod nogen form for bemaling. Desuden bliver Mayas slør opløst, som dug for solen, og du genkender dig selv igen i alt, fordi du vågner fra dit materialistiske mareridt og ånder lettet op med smil på læberne."

Hun bandt den usynlige kåbe om hans skuldre, rystede sin person af sig, baskede med vingerne og fløj ud over engen, med de karakteristiske vibeskrig, som stadig kunne høres her på egnen, når årstiden var til det.