Hun havde en pirrende uro i brystet. De havde aftalt at mødes ved fyrtårnet, hvor de ville stå hånd i hånd og betragte solnedgangen, mens den strøede glødende guldstykker på havet og afspejlede en glitrende søjle af lysende rav.
”Han kommer,” tænkte hun, mens hendes bare fødder lavede nye spor i det fugtige sand. Sporene gik nordover, og fyret var i syne. Undertiden forsvandt det bag klintens lerede formationer og marehalm for så pludselig at dukke frem igen.
Snart kom opstigningen. Hun valgte et sted, hvor sandet nåede helt til toppen, for hun foretrak at arbejde sig op på denne måde, i stedet for at finde en trappe.Trapperne var så stejle og smalle, at hun følte højdeskrækken trænge sig på, når hun benyttede dem, men i sandet følte hun sig tryg. Uanset hvor langt der var ned, når hun holdt pauser og betragtede stranden og havet.
”Han kommer inde fra landet og parkerer så tæt ved fyret som muligt. Så går han det sidste stykke og kigger efter mig. Jeg kommer forhåbentlig først, så jeg kan tage imod ham. Eller skulle jeg vente lidt? Nej det er for pjattet. Han længes efter at tage min hånd.”
Hånd i hånd betragter de solen nærme sig horisonten. Nede på stranden går grupper af mennesker i stå. Travlheden har forladt dem, for mens solen synker, breder en stemning af ophøjet ro sig. Den er så påfaldende, at sommerkasketter og stråhatte forlader hoveder og får plads i hænder og holdes foran kroppen med sænkede arme. Solen indgyder ærbødighed, mens den hilser god nat.
Nu kysser den havet, og sammen smelter de ind i en upersonlig og almengyldig fred, alle føler, de altid har kendt men glemt, mens solen, glitrende og kåd, gennembagte huden, og mens havet konstant lokkede med sine forjættende bølger, der kaldte på hede legemer, den kunne lege med og skænke ny energi fra sit tidløse overflødighedshorn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar