Allersidst i juli.

I dag skal flagene hejses
og hyldestglassene rejses.
For fire år på bagen 
skal fejres på selve dagen.
Nu skinner morgensolen,
og børn har fri fra skolen.
Skulle der komme en byge,
skyldes det Søren Ryge.
For jeg har jo været vakker,
måske får jeg mange pakker.
Tillykke til andre som fylder
Tillykke på alle hylder.
Månen glemmer os ikke,
hun har da vist fået hikke.
Hun skåler og smiler så huld,
i dag er hun atter fuld.

Multivitaminer.

Stykket er skrevet, korrekturen er læst, og rollerne er fordelte.

Tæppet er gået, og forestillingen fortryller med sminkede aktører og begivenheder.

Æblerne har røde kinder fra teatermalerens palet og tilbydes kontinuerligt af Evas fremstrakte hånd, mens Adam vender skråen og bekymrer sig om sit blodtryk.

Slangen skifter ham for at undgå friturestegning, og Paradis holder døgnåbent med tilbud på multivitaminer.

"Kugler."

”Her ligger den!” Knuds stemme lød triumferende. De havde ledt efter golfbolden i næsten ti minutter, og der var gået konkurrence i at finde den først. Ludo havde slået den ud af kurs i forsøget på at udføre det helt perfekte slag og derved udmanøvrere Knud. De var konkurrencemennesker, så ingen af dem brød sig om at blive overgået. Men de var også begge født med prale-genet, og det medvirkede til at skærpe stemningen.

Ludo var hurtigt på pletten og stirrede vantro. ”Det er da ikke en golfbold. Den ligner bare lidt.”

”Jo, kære Skak. Nu skal du se et pletskud.” Knud førte baffien skråt op i luften og trippede et par gange, før han svingede den mod bolden.”

Ludo grinede ubehersket, da trækøllen smadrede bolden, som eksploderede og sendte røgskyer i vejret og ud til alle sider. ”Du går vist ikke efter en Albatros, og husk nu at jeg hedder Ludo. Jeg bliver helt mat, når du kalder mig Skak. Min søster hedder Altan, og hende kalder du somme tider Veranda. Kan du ikke snart få det ind i bolden?”

”Altan er så smuk.” Knud fik et drømmende udtryk i øjnene. ”Gid hun ville se til min side. Jeg tænker på hende hele tiden, og det går altså ud over koncentrationen.”

”Ja, du er vel lidt til en side, men selv om du bare hedder Knud, som så mange andre, har du måske en chance. Altan har da nævnt dig sporadisk.”

Knud fremviste et let optimistisk ansigtsudtryk. ”Jeg vil så gerne giftes med Altan, og vi skal bo ved søen. Om morgenen vil vi drikke kaffe ude på verandaen, mens vi nyder udsigten. Vi skal have to piger og en dreng. Pigerne skal hedde Dyne og Musling, og drengen skal hedde Cello.”

”Godt at høre du er med på beatet, hvad navne angår. Det kniber vist mere med kugler. Måske burde du besøge din optiker. Jeg var ved at få støv på hjernen, da du smadrede din såkaldte golfbold. Så man bør jo næppe stå med en isvaffel, når du har din baffie i hånden.”

En buket marehalm.

Fiskerhusene har åbnet øjne og ører, så den letsaltede sommervind kan rense luften mellem møbler og tæpper.

Nullermænd blæser ud, mens sand blæser ind, efterhånden som vestenvinden gnider det ud mellem sin tommel- og pegefinger. Mågerne, der har spottet et overdådigt tag-selv-bord med sprællende, strandede småfisk, har foldet paraplyerne sammen og skiftet de valseagtige flyvninger ud med quickstep ved vandkanten, for at undgå havets våde svaber, der nidkært og pligtskyldigt glider frem og tilbage, for at forhindre dem i at spise i fred. Ægir gør sine hoser grønne med en buket friskplukket marehalm, som Ran modtager med et skælmsk smil. Samtidig sliber havet hornene af sandkornene, så de bliver mere medgørlige, mens det reciterer sit mantra, og bag husene hænger saltede isinger til tørre med tøjklemmer i nakken, på snore, der også kan bære vasketøj, og alle folks madrasser er spækkede med frisk marehalm.

Hvor klitterne og marehalmen ikke når op, varmer solen græsset og blomsterne. Et firben er faldet i staver på en lun sten, og den duftende rosenhæk har fået en ørnefjer i hatten.

Profil.

”Hvor lang tid mon ham croquisseren skal bruge for at lave dette maleri af mig? Det ser ud, som om han maler hurtigt, men kan man regne med det? Anyway, jeg skal bruge det, for min skybookprofil skal opdateres. Og denne gang skal det gå i olie. Disse kornmodsfotos, alle andre alfer bruger, må godt få lidt konkurrence, og så flakser de nok med deres små vinger, når de ser mit kontrafej på denne måde. Der er sikkert ikke andre, der har tænkt som jeg, men jeg elsker at være unik. Og den smule alfestøv maleren skal have for at male mig, eller måske rettere male efter mig, kan jeg sagtens undvære. Så kan han jo også flyve, selv om det ikke er i ret lang tid. Det kan de gumpetunge mennesker ikke stå for. De er jo fanget af tyngdekraftens muligheder og begrænsninger, ligesom fuglene, der dog forstår at få mere ud af det.”

”De vinger jeg bærer er faktisk mest til pynt, for jeg bevæger mig, hvor, hvornår og hvordan jeg vil, med en særlig alfekraft, som kom gradvist efter mit ophold på ME, Musernes Efterskole. Åh, disse minder. Jeg savner muserne og alle deres finurligheder, som de heldigvis er flinke til at lære fra sig. Men det er ikke muligt at forklare mennesker ret meget af det, de er så tyngede af deres tyngdekraft, at de dårligt nok kan se ud over deres laveste chakraer. Godt det ikke er mig.”

”Så, nu lægger han penslen. Jeg kunne også godt trænge til at strække mig, og så kan jeg samtidig lave nogle piruetter over ham, så han kan få sit alfestøv. Det er jo mere værd end guldstøv for ham.” 

Skib-ohøj.

Han havde opholdt sig ved den nordjyske vestkyst det meste af denne sommerdag. Kameraet til stillbilleder og kameraet til videooptagelser hang begge over hans skuldre, for han fandt ofte noget så interessant her, at det fortjente forevigelse. Der blev selvfølgelig redigeret senere, for han var feinschmecker, og kiksede billeder, som ingen kan undgå ind imellem, blev hurtigt skåret fra.

I hans sind blandede brændingens brus sig med jazzmusik. Han var musiker og havde spillet såvel på ydmyge steder som på de største scener, men nu tog han denne del af sit virkeområde med ro og optrådte ikke mere.

”Hver ting til sin tid,” sagde han og afviste venligt alle anmodninger om assistance, hvad musisk optræden angik.

På stranden, nord for Rubjerg Knude Fyr, var der et stykke strand, som ingen turister havde indtaget endnu denne dag. Kun det evige brus fra brændingen og mågernes skrig brød stilheden. Højst oppe på skrænten stak et par sommerhuse ud med næsten en tredjedel, der hang frit i luften. Han tænkte på, hvor få år det var siden, de lå nogle hundrede meter inde i landet. Nu var der udsigt til at styrte i havet, for havet, som var ubønhørlig og aldrig tog hensyn til, at sommerhusene var bygget til at holde i hundrede år,  havde sin egen agenda. Og den kunne mennesker ikke så nemt forudberegne. Havet arbejdede sammen med Vestenvinden. De havde et ubrydeligt broderskab, som var vanskeligt at tyde. Men resultaterne af deres møder var undertiden rystende for mennesket, selv om der var storhed, drama og skønhed i det. Der var jo også penge på spil.

Han vendte blikket mod havet og så nu til sin forundring, at et sejlskib var dukket op. Han havde ikke set det komme, og det virkede som om, det pludselig var der.

”Besynderligt,” tænkte han. ”Hvordan kan det være så nær? Jeg har ikke set det i horisonten.” Han greb sit videokamera og begyndte at filme, for dette særsyn opfattede han som yderst fotogent, og det ville han kunne bruge i en eller anden sammenhæng, når han engang sad i sit studie og redigerede. Han smilede, fordi nogle måger samlede sig omkring skibets sejl i en usædvanlig formation, før de pludselig fløj bort i forskellige retninger, som om et skud var blevet affyret. ”Herligt,” tænkte han. Det bliver godt.”

Han gik tilbage til bilen og kørte til den nærmeste by, hvor han vidste, de serverede en særlig god kaffe og en velsmurt ostemad. Mens han ventede på at bestillingen blev effektueret, åbnede han kameratasken. Han fik lyst til at betragte scenen, han havde optaget, og han vidste, den var god. Men sejlskibet var der ikke. Han spolede tilbage nogle gange for at gense sceneriet, men hver gang uden at øjne skibet. Kun mågerne var med, og de opførte sig på nøjagtig samme måde, han have set og filmet, mens sejlskibet var det.

Tjeneren kom med kaffe og ostemad, som han arrangerede på bordet med en venlig, elegant rutine.

”Tak, det ser som sædvanligt godt ud. Men sig mig, har du hørt, at der har været et sejlskib her i området for nylig? Der var også nogle flag på, og jeg mener at kunne huske, de var danske.”

Tjeneren kiggede forskrækket på ham og førte febrilsk sit forklæde mod munden. ”Nej, nej,” sagde han. ”Nu igen. Så ryger de to sidste sommerhuse snart i havet. Hver gang nogen har set dette sejlskib, er mindst ét sommerhus blevet fortæret af havet indenfor den følgende uge. Men skibet forsvinder tilsyneladende op i den blå luft igen. Man skulle tro, havet var magisk og udsendte varsler. Hvad ved jeg? Der er godt nok mere mellem himmel og hav, som man siger heroppe. Men værsensartig, og velbekomme.”

Gardiner.

”Nå, nu er det vist på tide at rulle gardinerne op. Jeg har lige hørt, at Dagpragtstjernerne har rullet deres ned. Der skal være raison i det, som vi plejer at sige, selv om det lyder fransk. Ikke fordi, jeg er frankofil, men fordi jeg har trådt mine barnerødder med det ord.”

”Jeg åbner også nu. Vi Natpragtstjerner elsker at hive så meget lys ind i stuen, som aftenen og natten tillader. Tænk hvis vi glemte det. Så ville natsværmerne sulte. Og de beder jo til stjernerne om den aften- og natlige nektar.”

”Dagsommerfuglene har en lidt anderledes tro. De beder til solen om den daglige nektar, hvorefter Dagpragtstjernerne ruller gardinerne op.”

”Ja, sådan er der så meget. Men der er, som jeg siger, raison i det, for sommerfuglene kan så nemt komme til fadet. Uha, det må være ubehageligt at servere nektar om dagen. Godt vi da har rullet mørklægningsgardinerne helt ned, for ellers kunne vi ikke sove. Og man sover bedst om dagen.”

”Man kan måske sige, vi er dagdrømmere, fordi vi ruller ned om dagen, men vi er spiret til det og tænk, hvis det havde været modsat. Så havde vi sikkert også haft prangende røde-magentaagtige farver, i stedt for den smukke hvide, som er vores adelsmærke.”

”Det er en realistisk gardinprædiken, du ruller ud der, og ironisk nok dufter vi mere farvemættet end Dps’erne, der iklæder sig farver for at gøre sig til, da de sikkert ikke kan matche vores duft.”

Poetry Palette

Fri.

”Ligger du nu helt afslappet? Prøv at trække vejret langsomt ind og ud og hold vejret ganske kort tid mellem hvert åndedrag. Sådan, ja. Kan du mærke, du bliver rolig i hele kroppen og føler dig fri? Bare bliv ved med denne rytme. Sker der noget?"

”Mit hjerte gløder og klør på en subtil måde. Som om der er sød, flydende honning der kildrer, og som om det kommer fra midten og breder sig, som ringe i vandet på en spejlblank sø en mild sommeraften med fuldmåne. Og stjernerne blinker så kærligt til denne indre, levende sødme, som bare bliver ved og ved. Hvad er der i vejen med mig?”

”Øjeblik, jeg skal lige slå det op. Denne udgave har jeg ikke lige på korttidshukommelseskortet. Lad os se. Dut, dut, dut, hmmm, jo. Der må være et eller andet, som lægger for stort beslag på din frihed. Noget der berører det følelsesmæssige. Her står, at du sandsynligvis er blevet skudt med en af de pile, Amor har i sit kogger.”

”Kan den ikke trækkes ud igen?”

”Jo, den kan fjernes. Men man trækker den ikke bare ud, for pilespidsen kan virke sårende, da den har modhager. Man venter, til den opløses af sig selv, og det tager normalt nogle måneder. Tiden varierer, afhængig af om der har været tale om vildskud eller pletskud fra Amors side. Men hvis Amors ældre søster, Karma, har været indover, kan tiden ikke forudberegnes. Da vil der være så mange X-faktorer, at vi psykologer ikke kan være med. Alternativt skubber man den videre i spidsens retning, indtil den bliver synlig, og så trækker man den hurtigt fri. Der er jo ingen grund til at trække, hverken pinen eller tiden ud. Og så er man fri. Men hvis pilen knækker, bliver man let inspireret til at fri.” 

Et liv på kanten.

Klitnissen, og hans ”falmede,” terrængående ræv, White Christmas, i det daglige kaldet WC, havde efterhånden vænnet sig ril det sønderjyske, både hvad miljø og dialekt angik. Han havde tiltrådt embede som ordenshåndhæver i Affenradeområdet, som ”sheriff” for nisser og andet godtfolk fra samme boldgade. Men ”én gang vendelbo, altid vendelbo,” passede i hans sind, og nu kunne han ikke stå imod mere. Badesæsonen var indtrådt i det nordjyske, og i sindet hørte han det brusende hav, følte sandet mellem tæerne, og i tænderne, mens mågerne paraglidede med den sommerblå himmel som baggrund.

”Den gehr et mer,” tænkte han. Vi må hjem. Ved hawet, ved hawet der er’et så skjønt. Han kunne tydeligt imaginere De Gyldne Løvers sang, og det hev og sled i ham. En dukkert i det friske hav ville være vidunderlig. Han havde ikke badet, siden han forlod Vendsyssel, da han ikke havde nænnet at skylle det vendelboske af sig, og han havde stadig originalt sand i strømperne. Det var en tryg fornemmelse, han var vokset op med, og den ville han ikke undvære. WC kunne vist også have godt af et bad, og måske kunne han narres med gennem brændingen og svømme lidt rundt mellem første og anden revle. Så ville det blive lidt nemmere at være i nærheden af ham. For alle oplevelserne i Affenradeområdet havde også ”sat sig” i pelsen, og det kunne aflæses med næsen.

Nu lå han, sammen med WC, i klitterne og kiggede på den lille kystby, han havde trådt sine barnesko i. ”I morgen går vi til borgmesteren. Man skal altid gå til hovedet. Og så lægger vi samtlige kort på bordet. Vi tilbyder vor erfarne assistance, mod at få kost og logi, plus en beskeden apanage. Mon ikke der er et lille hus ledigt med havudsigt? Det gør jo hverken mig eller WC noget, at halvdelen hænger ud over skrænten. Vi er jo gennemsyrede af at leve livet på kanten, som man siger. Ih, hvor jeg glæder mig til at få frisk marehalm i træskoene, og dynen, igen. Så kan vi tage på efterårsferie i Sønderjylland, og nyde det overdådige kagebord, mens vi er der. Men lige nu, skal vi finde nogle tørrede isinger, så vi kan mærke, vi er hjemme igen.”

Duften af erindringer.

Sommerregnen falder næsten tøvende. Med fine dråber der svæver på alfevinger og rammer kasketten med bittesmå knald. Subtile som lyden af eksploderende champagnebobler.

Dråberne kærtegner kinden, blomsten og den solvarme asfalt, der kvitterer med sin særegne duft, som vækker sensitive billeder. Måske erindres stemningen der indhyllede det første, poetiske kys, længe før eroterne gik på vingerne og spillede nykomponerede symfonier, og de første køreture på cyklen, den sommer støttehjulene ikke behøvedes mere, og verdens favn åbnede sig grænseløst. 

Nu sår regnen poesi og eventyr i sindet, mens den maler akvarel i blygrå nuancer på den sommerduftende asfalt.

Men solen hviler aldrig, og pludselig fortrænger den skyerne, visker alle sommerregnens spor ud, griber penslen og maler sin egen akvarel. 

Solflimmer.

Solen var gået i selvsving denne dag. Den vibrerede mildt og insisterende på en inciterende måde, og havde man ikke solbriller på, kunne det være vanskeligt at orientere sig om detaljer i omgivelserne. For naturen svarede igen på solens tilnærmelser, og sendte varme vibrationer retur. Man befandt sig i et solflimrende paradis, hvor øjnene ikke fandt hvile på noget bestemt. Det føltes, som om sindsindtrykkene næsten overdøvede sanseindtrykkene.

Kiggede man ud over havet, for at se, om der skulle være en båd på vej ind, fandt man hurtigt ud af, at man også måtte lytte, hvis man ville spotte den, allerede mens den frigjorde sig fra horisonten. For hvide skumtoppe på de legende bølger, spejlingerne i vandet og den flimrende horisont, frigav ikke uden videre valid dokumentation. Man blev selv en del af helheden, og det var aldeles vidunderligt.

”Sådan skulle det være altid,” tænkte Hedvig,” mens mågeskrigene fortalte, at de søgte cirklende udad i øjeblikket.

At fødderne, og det nederste af den fodside kjole, var blevet gennemblødte, gjorde slet ikke noget. Det rundede billedet af og understregede en inciterende samhørighed uden grænser i tid og rum.

Der kan man bare se.

Tik tak tik tak tik tak…Sådan kan det lyde, hvis man bliver opmærksom på urets evindelige småsnak. Ellers hører man det egentlig ikke.

Man ser heller ikke den smukke blomst i vindueskarmen, hvis der er noget spektakulært, man får øje på gennem ruden.

Opmærksomheden benytter sig af én sans og ét sanseindtryk af gangen. Men skiftende sanseindtryk, og opmærksomheden herpå,  arbejder så hurtigt, at man føler, man opfatter dem på én gang… eller "flydende.”

Vi tror temmelig meget, på det vi ser. Alligevel bliver der, på en måde, drevet gæk med os. Kigger vi på solen, ser vi den ikke, som den er lige nu. Vi ser den, som den var for ca. 8 min. siden. Det skyldes afstanden til solen og lysets hastighed. Vi kan kigge på, og fotografere, en stjerne, som lyser stille, roligt og smukt. Den kan være eksploderet for mange år siden i et lyshav. Vi ser det dog ikke, før lyset, med ca. 350000 km i sekundet, når os.

Med avancerede teleskoper kan man fotografere og filme begivenheder i rummet, mens de sker. Selv om de er sket for længe siden, og selv om de først erfares med vore fysiske øjne ”direkte” mange år senere.

Hvad kan man konkludere ud af dette? Det er en vanskelig erkendelse at integrere i forståelsen af, hvordan ting og begivenheder foregår i forhold til, hvordan vi oplever dem.

Videnskaben (bl.a. astrofysikken) hjælper os til ikke at fare vild i mystiske, eller endog tåbelige, konklusioner. Den kan dog også gøre os modløse, når vi misforstår informationerne. Nogle bliver vrede over uomtvistelige kendsgerninger, fordi de irriterer den vante tankegang og verdens/livsopfattelse.

Det er synd. For virkeligheden kan frisætte os. Det kan illusioner ikke. De kan måske forekomme at gøre det, mens de bygger uoverskuelige labyrinter omkring os. Labyrinter som vi ikke engang opdager, vi er fanger i, med mindre vi ser dem... i fugleperspektiv.

Inspiration.

”Joh, jeg skriver om forskellige ting,” sagde Bent og lagde hovedet, lidt forsonende, på skrå. ”Så jeg er måske, det man kalder, skri-bent. Jeg skriver digte, hvori jeg udtrykker mine anskuelser om lidt af hvert. Nogle synes vel, der er tale om anfægtelser, mens andre føler sig opløftede og skriver gækkebreve.

”Gæk, gæk, gæk, skriver du med blæk? På papiret er der klatter, kaffespild og andre sjatter. Smut dog ned på læsesalen, hvis det kniber med moralen. Der er versefods-reoler, bare damer uden kjoler. Ja, drøm nu bare, mens du digter, blot du ikke digtet svigter.”

Sådan et gækkebrev gav Bent blod på tanden, og håret rejste sig på hans hoved. ”Tænk at mine digte, kan sætte så meget i gang, og så er det ikke en gang Påske,” tænkte han. ”Fremover vil jeg se, hvad biblioteket kan tilbyde en inspireret blog-skri-bent. Eller måske skulle jeg gå på museum. Det er vel der, muserne holder til. Anyway, jeg føler mig allerede i den syvende himmel.”

Ormekur.

”Har du hørt om sandskulpturerne ved Blokhus?”

”Nej, jeg har ikke tid til rygter. Der er rigeligt at lave her. Man skal jo tygge sig igennem en del sand for at imødekomme den værste sult. Og man er altid sulten, bør jeg nok tilføje.”

”De skulle forestille både dit og dat, lige fra personager til slotte og den slags narrestreger.”

”Så skulle de måske på orme-kurophold hos os, så de kan lære at lave ensartede skulpturer. De er så smukke, og så gør de gavn. Lige fra Gudhjem til Frederikshavn”

”Det gør de. Altså gavn. Hvis vi ikke skovlede alt det sand gennem vore fordøjelsessystemer, og filtrerede de lækreste sager fra, ville der ikke være ilt her, og vandet ville blive grumset og ildelugtende.”

”Sådan tænker de kreative narrøve sikkert ikke. De skal bare have sandet til at tage sig ud, mens vi bygger små dynger af ren idealisme… ja, og af sult.  Se hvor lyst der er her omkring. Og så kan vi lave antibiotika, fordi vi er nødt til at holde bakterierne nede, hvor de hører hjemme.”

”Ja ned med bakterierne, men hvorfor er vi egentlig jaget vildt? Mine tre søskende blev brat revet uf af deres daglige trummerum af en strandskade, men heldigvis fik den, som sædvanligt, kun fat i halen. Og den vokser gudskelov ud igen.”

”Bare så ikke de forslugne fisk får øje på resten. Det er jo rene lækkerier for dem.”

”Vore sandskulpturer ligner måske bittesmå, lyse muldvarpeskud. Dog med lidt mere kunstnerisk raffinement, hvis jeg selv skal sige det. Men det er nu det, jeg forstår ved god kunst. Eller rettere sagt… god brugskunst.”

”Mon det er noget for Lauritzdotcom?”

”Aner ikke hvem det er, men de er da velkomne til at tage billeder her. Vandet er klart nok, hvor vi bygger, så de skal ikke døje med iltflasker for at komme ned og fotografere.”

”Nårh, så undgår de jo også iltsvind.”

Troldgrene.

Trolden var i lommen på sin kontaktperson. Der sad han ofte, for kontaktpersonen vidste, han nød at sidde der. Brystlommen, i kontaktpersonens skjorte, var en velegnet udsigtspost, og hver gang kontaktpersonen skiftede miljø, oplevede trolden nye horisonter. Han var ikke bange for horisonter mere, for de havde vist sig at være interessante. Hjemmefra var han opdraget til at undgå dem, for i hans familie, og slægt, anså man horisonter som farlige. ”Man skal holde sig til de nære ting,” lød det jævnligt, og det var der ikke nogen, som satte spørgsmålstegn ved. Det lød nemlig plausibelt i konteksten.

”Hver gang der har været nogen fra fjerne egne, har der manglet noget. Tingene ligger i hvert fald ikke, hvor de plejer, og det kan ikke have rimelighed. Man er vel herre i sin egen hule.” Troldefar ville ikke have forandringer. Han havde kun ét øje, og det sad midt i panden. ”Ikke fordi jeg er snæversynet,” sagde han ofte, ”men når alt hele tiden bliver lavet om, mister jeg fokus. Og så får jeg min migræne.”

Men den lille trold, som sad i kontaktpersonenes brystlomme, havde efterhånden distanceret sig fra sit gamle miljø. Og det havde også medført en vis kreativitet. Hans kontaktperson kaldte det forandringsparathed.

En dag sad de i stolen hos kontaktpersonens frisør. Trolden fik hurtigt øje på en sjov kost, som stod på hylden ved spejlet. ”Sikke dog et smukt lille træ,” tænkte han. ”Det spejler sig, så jeg også kan se et der er lidt mindre. Gud ved, om jeg kan få en aflægger med hjem. Så kan jeg, en skønne dag, få mine egne troldgrene. Og så skal troldefar se løjer.” Han smilede, så der kunne ses en smuk lille stjerne i hvert øje.

”Så vil jeg fortælle ham, at verdens undere ikke blot er vertikale, men så absolut også horisontale, hvilket han selvfølgelig vil være lodret uenig i... og at, hvor himmel og jord mødes, er der særlige forjættelser. Men måske er det for sent at overbevise ham om sådan noget. Når jeg har plantet en troldgren i hans have, og den vokser til, vil han måske bare sige: Hvad skal jeg dog med dén barberkost?”

"Indskydelser."

Tanker fra en spadseretur på fortovet mellem travle biler
på den ene side og sommerduftende hybenroser
på den anden:

”Ingen frie sjæle holder slaver på noget som helst plan. 
Men slavesjæle finder slave-konceptet naturligt og benytter det.”

Gode venner.

Dan Mark var på visit i Nibe,
her købte han en dejlig pibe.
Den kosted’ kun omkring en hund
og li’ bestemt af denne grund,
blev der tilovers til tobak,
så han sa’e glad, ”farvel og tak.”

Han cykled’ hele vejen hjem,
i lommen lå hans nye ven.
Og med sin lille hund han snakker,
mens han på ´Nibe-piben´ bakker.
Tit går de tur ved Staun og Agger
men allerhelst i Rebild Bakker.

De gjorde holdt ved Madum Sø,
i græsset sprang en lille frø.
En stund de lidt ved stranden lå,
og nød en tår af Madam Blå.
De tre er gode til at hygge,
de er så rolige og trygge.

Dan Mark, hans hund, den gode pibe
han købte for en slik i Nibe.
Han gi’r sin hund et kærligt blik,
den gi’r igen – et lille slik.
Så fik de øje på en vibe,
og det fik hunden til at pibe.

Mens mælkebøtten blomstrer.

Kom. I fadeburet er en krukke med den allerfineste, vilde honning samt nymalket, og tilpas afkølet, mælk. Bliv her en stund, inden du drager til det rige, hvor solen er, som en mælkebøtte er i forhold til solen her, som den bestræber sig på at ligne.

Din sols lys unddrager sig beskrivelse, men smiler du af tiden, og alt hvad den omgiver sig med, så kom og væk erindring hos forventningsfulde hjerter. Du får blomster og middag med nyopgravede kartofler og solmodne jordbær med fløde.

Til tiden.

"Skulderprik."

En dygtig croquis-model er aldrig bange for at blive fyret.

Hun finder let en ny stilling.

Softice.

Pegasus navigerede i flyvende fart mellem stjernerne. Han zig-zaggede for ikke at ramme ind i nogen af dem, og denne manøvre var han vant til, når han susede afsted med Zeus på ryggen. De var på vej mod Helikon, for Zeus havde modtaget en personlig fødselsdagssang fra muserne, og den var han ikke helt glad for. Den manglede inspiration, syntes han. Godt nok blev han tilbørligt fremhævet, som både smuk og klog, men ordet ”vis,” var ikke nævnt.

”Muserne er faldet af på den,” tænkte han. ”Lad os straks ride til Helikon og se, om Hippokrene er tilstoppet. Vi må lade Pegasus´ hovslag sætte fut i fejemøjet igen, så kilden kan flyde frit og inspirere til sprudlende, ophøjede ideer. Jeg orker ikke denne middelmådige slendrian fra muserne. Jeg ved jo, hvor gode de er, når alt er, som det skal være. Og det er det, når det er, som det plejer, som jeg plejer at sige.”

Pegasus vidste, at hans hovslag var hans ridderslag, og han glædede sig til at se, hvordan hans naturlige aktivitet kunne vække kilden, og dermed muserne, til dåd. Det gav en god selvfølelse, så for ham var det i orden, at proceduren måtte gentages med visse mellemrum.

Polyhymnia sad og studerede en kopi af sangen, de havde sendt til Zeus. ”Melodien er god,” sagde hun henvendt til de andre otte, mens hun forsøgte at fastholde Euterpes blik. ”Men ordene falder ikke helt i hak med den. Man skal forlænge nogle ord uforholdsmæssigt meget, for at få det til at klinge harmonisk. Hvordan er det kommet så vidt? Så vidt jeg husker, plejer vi da altid at lave det bedste af det bedste. Det er vores adelsmærke.”

Euterpe nikkede samtykkende. ”Da vi skrev og komponerede sangen til Zeus, havde jeg det, som jeg har det, når håndvasken er tilstoppet. Intet flyder frit, og svupperen må i gang hvert andet øjeblik. Mon Pegasus holder ferie? Han er meget bedre end en svupper, men det er ikke sikkert, Zeus er bevidst om tingenes tilstand.”

”Så vidt jeg husker,” indskød Klio, ”og jeg husker vidt,” er det tre æoner siden, Zeus og Pegasus var på Helikon. De har flintret rundt mellem stjernerne og forsøgt at tilstoppe sorte huller. Zeus har købt et vognlæs Polyhym…, nej Polyfilla, som er velegnet til formålet. Det siges jo, at de sorte huller sluger stjerner med lys og det hele.”

”Sådan forholder det sig.” Urania nikkede vidende. ”Jo flere huller de får stoppet, jo bedre. Vi har brug for stjernernes lys, for uden det kan vi ikke se at komponere og digte, og hvis ikke Pegasus´ hovslag snart får kilden i gang igen, bliver ridderslagene nok revet af vore skuldre. I denne sammenhæng er hovslag bedre end ridderslag. Så må vi gå på ferie, bade i sol, i stedet for i berømmelse, og prøve at undgå hedeslag, afslag og andre, mulige slagtilfælde. ”

”Syhhhh.” Kalliope holdt sin ene hånd bag øret. ”Jeg kan høre Pegasus´ hovslag, og jeg kan høre kilden boble igen. Hurtigt, find blæk, gåsefjer og papyrus frem. Nu skal der skrives. Og hvis det ikke virker denne gang, må Pegasus tage skraldet. Så er han lige så udbrændt som de opslugte stjerner, og så kan Zeus lige så godt lave ham til en gyngehest. Så må vi ty til karrusellerne, hvis vi savner inspiration.”

”Jah,” udbrød Thalia. Så skal vi i tivoli, og så vil jeg have en softice med chokoladedrys.”

Multerier.

”Nu serverer de saftsusemig franskbrød igen.” Multen krængede sin brede overlæbe yderligere op, så man kunne se, den havde råd til botox-behandlinger, selv om den næppe havde penge på bogen.

”Det har jeg aldrig smagt,” svarede multe-millionæren, Mulle, som var blevet velhavende ved sit virke som guide for multer, der havde svært ved få råd til de daglige alger og øvrige fornødenheder. Den viste dem, hvor de kunne forsyne sig momsfrit, og tog så en lille procentdel af høsten for sin indsats.

”Jeg har ædt et halvt franskbrød allerede i år, altså sammenlagt,” udbrød multen. ”Men man skal være snu og have et øje på hver finne. Lystfiskerne sætter brødet på kroge, som kan gribe fat i vore smukke læber, men jeg har lært at bide i det alleryderste og så smutte igen. Jeg kan dog ikke anbefale det, for nogle af os ender på deres grill, svøbt i bacon, fordi vi er for grådige og ”snupper hele pakken.” Man skal være akrobatisk, elegant og hurtig, hvis man vil have sig en lille bid brød. Men så er det til gengæld gratis. En god ting for os, som ikke har penge i Doggerbanken, som du.”

”Ja, men hvis jeg kunne trylle, ville jeg hæve alle mine sparepenge og forære dem til jer, forlade det våde element og slå mig ned i et åbent landskab, for jeg kan bedst med åbne vidder, og ved havet har jeg jo boet hele livet. Jeg ville trylle mig bærbare vinger, lidt hen ad flyvefisk, så jeg kunne suse rundt og fouragere, mens jeg sang af mine gællers, øh… lungers, fulde kraft. Og så ville jeg naturligvis leve af Multebær. Det ligger jo lige til højrefinnen, ikkesandt.”

Svaletid.

Svalefar sad og grundede, og både mor og ungerne skævede til ham. For når svalefar grundede, kunne man aldrig vide, hvad der kom ud af det. Man var blevet overrasket mange gange, og denne gang ville nok ikke gå hen og blive en undtagelse.

”Nu har jeg det.” Svalefar gav et spjæt, så en af ungerne mistede fodfæstet i murvæggen og landede fortumlet på klinkegulvet i lysthuset, hvor svalefamilien residerede. Her var dejligt køligt, selv når der var hedebølge, for der var ingen vinduer, kun åbninger. Lysthuset lå midt i en have omgivet af en lille sø med guldfisk. Op ad ydervæggene voksede smukke stokroser, og arkitektens trøst trøstede væggene på en hyggelig, lidt gammeldags, måde, med den hvidkalkede mur lysende igennem hist og her.

”Hvad har du?” kvidrede svalemor.

”En idé.” Svalefar skød brystet frem. ”En fremragende idé, når jeg nu selv skal sige det. Jeg vil brygge øl. Folk tørster, og de gamle drikker for lidt. Det må nogen gøre noget ved, og denne nogen er mig.”

”Hvorfor lige netop øl?” Svalemor lagde hovedet på skrå og glippede med sine forførende øjne. ”Hvorfor ikke eliksir?”

”Det skal jeg sige os. Det har noget med markedsføring at gøre. For jeg sad netop og fandt ud af, at, denne øl skulle hedde Svale-bajer. Det er et mundret navn, som folk og fæ kan forholde sig til. Du husker måske, jeg var i advertissementsbranchen, i mine yngre dage, og der lærte jeg et og andet. Vi skriver på etiketten, at den er produceret i Svalbard. Det giver den et køligt image, og så kan vi skrive: En svale-bajer køler og læsker, når kroppen skriger på liflige væsker.”

”Jeg får helt lyst til et køligt, duggende glas af din øl,” sukkede svalemor. ”Måske kan vi brygge svalebajerne af hyldeblomster. De lyser op overalt for tiden, og så kan vi jo håbe, at din øl bliver revet ned af hylderne, så vi får råd til at holde ferie i Svalbard.”

Integration.

”Jeg skal eksporteres,” sagde elgen pludselig. ”Eller importeres. Det er vist som, hvordan man vender og drejer det, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal rejse. Altså om det bliver med bus, tog eller fly, eller om jeg skal svømme, som nogle af vore pionerer har gjort. Men spændende bliver det, for at leve, er at rejse, har jeg læst… eller hørt, rettere sagt.”

”Ja, det er noget i den henretning,” svarede ravnen, som sad højt på en gren og ind imellem flaksede med vingerne for at holde rede på sine følelser. ”Jeg kommer til at savne dig. Jeg er jo blevet vant til at have dig gående her og ruske i grene og blade, så man er ved at dratte ned.”

”Jeg kommer aldrig tilbage, når jeg først er blevet integreret og har fået statsborgerskab i den ravnekrog. Men du kan da komme og besøge mig. Der er ikke så langt til Danmark. Du flyver bare over Øresund, hen over Sjælland og Fyn, og så videre op gennem Jylland. Så bliver du ikke væk, for fugleflugtslinjen tør jeg ikke anbefale, da jeg kender dig. Siden du forlod Odins ene skulder, er du blevet så dårlig til at orientere dig. Det kan jeg høre, når du prøver at orientere mig om et og andet. Dine henvisninger forekommer mig lidt forvirrende. Men jeg er klar til at lære dansk og har fået en kartoffel, jeg skal holde lige i munden, mens jeg taler. Det skulle hjælpe.”

”Der er også kommet ulve til Danmark.” Ravnen flaksede vingerne igen. ”Så du skal ikke føle dig sikker. Og hæslige jægere har de skam også.”

”Jeg tror, vi bliver fredede i klasse A. I hvert fald så længe jeg lever, og så længe mit hjerte slår, og så længe nyhedens interesse omgærder os. Den kan godt hænge ved i lang tid. Jeg er tilfreds, hvis den holder, til jeg skal på pension.”

”Du tænker kun på dig selv, for dine efterkommere, som bliver anden generations indvandrere, vil sikkert slå sig i tøjret, især fordi der nu også er blevet ulvetider i Danmark. Men bra resa och se dig på Jylland.”

Drømmeben.

Det har været en varm dag. Måske kan man tale om hedebølge, men nu, solen står lavt og der er gennemtræk i stuen, er det til at være her. Og så er det skønt at flade ud, og ”vende siden til.” Solens lavtstående projektør finder sprækker hist og her, selv om rullegardinerne er trukket et stykke ned. Det giver en smuk stemning og forhindrer ikke smådrømme i at cirkulere. Behagelige glimt af ben måske. Forskellige væsner har forskellige opfattelser af, og interesser i, ben. Lige fra kødben til can can danserindeben. For at nævne et par yderpunkter.

Hunde drømmer sikkert også om andet end ben. Dufte f. eks., og leg. Om pinde der bliver kastet, afleveret og kastet igen og om noget, som unddrager sig vores fantasi og forståelse. Men selv om en hund tilsyneladende er ”langt væk,” står den pludselig ved siden af én, hvis døren til køleskabet bliver åbnet. Som om den har et øje på hver pote og næsekontakt med alle dufte indenfor en pæn stor radius. Og den vender heller ikke det døve øre til. Den forstår at ”powernappe” uden at fortabe sig i drømmene og tager de hvil, den har brug for.

Gifteri.

Kirsten gik og vandede blomster i forhaven, da hun mærkede en ubehagelig lugt blande sig med duften fra de smukke blomster. Snart efter dukkede trolden op. Han havde en buket brændenælder i sin højre hånd, og den rakte han bydende frem mod Kirsten.

”Værsensartig. Til dig! Så kan du nok hjælpe mig med en giftig annonce. Jeg vil giftes, for jeg har uro i kroppen, og så har jeg hørt, det hjælper med en kone. Det er jo dit gebet, gryntede han.”

”Det kan man sige, men du må selv hjælpe til, hvis det skal blive en succes. Må jeg få dit personnummer?” Kirsten fandt sin Maylandkalender frem og placerede kuglepennen i munden, mens hun bladede frem til en blank side.

”Hvad et det for noget galskab? Jeg har intet nummer. Men jeg har en nummer syd for ryggen, hvis du kan bruge den til noget.”

”Hvornår er du født?” Kirsten ville vide, hvor gammel han var, før hun ville søge på en mage, som matchede ham. 

”Jeg er ikke ret gammel. Højst en fem-seks hundrede år, men jeg har aldrig haft en kæreste. Måske kunne en kæreste medføre nogle troldunger, man kunne lære gale streger, så slægtens gener og traditioner blev ført up to date. Så skaf mig en date, Giftekniv. Du kan det der, for du er jo ikke vaccineret mod gifteritis.” 

”Vi skal bruge et profilbillede.” Kirsten gned sig på hagen med tommeltot og slikkepot, for hun kom i tanke om, at trolde ikke kunne hænge ved. Hverken gammeldags analogfilm eller pixelbasere optagelser kunne registrere dem.

”Nu ved jeg det. Jeg har i hvert fald en ide. Vi tager en selfie, hvor vi begge er på, og så skærer vi mig fra. Mon ikke vi kan snyde os til et troldeportræt på den måde?”

Kirsten Giftekniv fandt sin smartphone frem og inviterede trolden til at lægge sin ene arm om hendes skuldre.

”Sig tjieese.” Kirsten holdt kameraet i en armlængdes afstand foran dem og knipsede.

Pludselig var der intet spor af trolden.  Kirsten betragtede forvirret optagelserne. Hun var på… men alene. Intet spor af en trold. ”Trolderi,” tænkte hun. ”Eller måske er det hele noget, jeg har drømt. Nåmen, jeg fortsætter med at vande. Jeg har altid drømt om at fremtrylle den smukkeste forhave her i skovbrynet.”