Skib-ohøj.

Han havde opholdt sig ved den nordjyske vestkyst det meste af denne sommerdag. Kameraet til stillbilleder og kameraet til videooptagelser hang begge over hans skuldre, for han fandt ofte noget så interessant her, at det fortjente forevigelse. Der blev selvfølgelig redigeret senere, for han var feinschmecker, og kiksede billeder, som ingen kan undgå ind imellem, blev hurtigt skåret fra.

I hans sind blandede brændingens brus sig med jazzmusik. Han var musiker og havde spillet såvel på ydmyge steder som på de største scener, men nu tog han denne del af sit virkeområde med ro og optrådte ikke mere.

”Hver ting til sin tid,” sagde han og afviste venligt alle anmodninger om assistance, hvad musisk optræden angik.

På stranden, nord for Rubjerg Knude Fyr, var der et stykke strand, som ingen turister havde indtaget endnu denne dag. Kun det evige brus fra brændingen og mågernes skrig brød stilheden. Højst oppe på skrænten stak et par sommerhuse ud med næsten en tredjedel, der hang frit i luften. Han tænkte på, hvor få år det var siden, de lå nogle hundrede meter inde i landet. Nu var der udsigt til at styrte i havet, for havet, som var ubønhørlig og aldrig tog hensyn til, at sommerhusene var bygget til at holde i hundrede år,  havde sin egen agenda. Og den kunne mennesker ikke så nemt forudberegne. Havet arbejdede sammen med Vestenvinden. De havde et ubrydeligt broderskab, som var vanskeligt at tyde. Men resultaterne af deres møder var undertiden rystende for mennesket, selv om der var storhed, drama og skønhed i det. Der var jo også penge på spil.

Han vendte blikket mod havet og så nu til sin forundring, at et sejlskib var dukket op. Han havde ikke set det komme, og det virkede som om, det pludselig var der.

”Besynderligt,” tænkte han. ”Hvordan kan det være så nær? Jeg har ikke set det i horisonten.” Han greb sit videokamera og begyndte at filme, for dette særsyn opfattede han som yderst fotogent, og det ville han kunne bruge i en eller anden sammenhæng, når han engang sad i sit studie og redigerede. Han smilede, fordi nogle måger samlede sig omkring skibets sejl i en usædvanlig formation, før de pludselig fløj bort i forskellige retninger, som om et skud var blevet affyret. ”Herligt,” tænkte han. Det bliver godt.”

Han gik tilbage til bilen og kørte til den nærmeste by, hvor han vidste, de serverede en særlig god kaffe og en velsmurt ostemad. Mens han ventede på at bestillingen blev effektueret, åbnede han kameratasken. Han fik lyst til at betragte scenen, han havde optaget, og han vidste, den var god. Men sejlskibet var der ikke. Han spolede tilbage nogle gange for at gense sceneriet, men hver gang uden at øjne skibet. Kun mågerne var med, og de opførte sig på nøjagtig samme måde, han have set og filmet, mens sejlskibet var det.

Tjeneren kom med kaffe og ostemad, som han arrangerede på bordet med en venlig, elegant rutine.

”Tak, det ser som sædvanligt godt ud. Men sig mig, har du hørt, at der har været et sejlskib her i området for nylig? Der var også nogle flag på, og jeg mener at kunne huske, de var danske.”

Tjeneren kiggede forskrækket på ham og førte febrilsk sit forklæde mod munden. ”Nej, nej,” sagde han. ”Nu igen. Så ryger de to sidste sommerhuse snart i havet. Hver gang nogen har set dette sejlskib, er mindst ét sommerhus blevet fortæret af havet indenfor den følgende uge. Men skibet forsvinder tilsyneladende op i den blå luft igen. Man skulle tro, havet var magisk og udsendte varsler. Hvad ved jeg? Der er godt nok mere mellem himmel og hav, som man siger heroppe. Men værsensartig, og velbekomme.”