Der er 10-frikvarter. Det er det, som varer længst. Gorm og Ulf går i 2. real B, og de er godt sultne allerede. Der er lang tid til frokost, og næsten alle, i de store klasser, kaster sultne blikke over i retning af Dora. Dora har et bageriudsalg lige ovre på den anden side af vejen, højst et godt stenkast fra skolegården.
Det man håbede mest på i 10-frikvarteret var, at have nok mønter i lommen, eller dollarmappen, til at kunne købe en kærlighedskrans og en kvart flaske sød. Så kunne man klare den til man, ved 12-tiden, skulle over i frokoststuen og indtage sine medbragte klemmer. Der var ingen aircondition dengang, så når man dukkede op der, hvilket man glædede sig til, slog en mur af fortættet lugt fra skoletaskelagrede ægge- og ostemadder een i møde sammen med en pludren og småråben fra dem, der allerede havde indtaget en plads og fået brækket madpapiret op.
Gorm kom fra en gård, så han kunne have håndskåret flæskestegspålæg og kyllingekød på brødet. Ulf iagttog misundelig de fine sager, for han havde stegte, kolde skrubber eller ål på samt æg og ost. Hans far var mejerist og hans onkel var fisker. og hvad ens ophav beskæftigede sig med, kunne man i mange tilfælde læse ud af madpakkerne. Dem fra Nibe, som boede inde i selve byen, brugte også færdigt slagterpålæg og pålægschokolade. Nogle kunne nå at spise hjemme. Det man var vant til, var altid det mest kedelige, syntes man, så manges blikke vandrede på kryds og tværs af hinandens madpakker. For mad var noget der betød noget, da appetitten var stor.
Nogle gange om sommeren, mens Gorm og Ulf cyklede fra skole, var det helt fantastisk, når det lykkedes at skrabe sammen til en halv krans og en halv flaske sød til hver. Mens man cyklende, konsumerede man herlighederne. Solens stråler velsignede een, tiden stod næsten stille, og man glemte, hvor mange cykelkilometer man havde foran sig. Ulf havde ca. 5 kilometer hjem, hvilket han syntes var rigeligt, men når han sagde farvel til Gorm, var der mindst lige så langt, een gang til, for ham
Kondien var god dengang. Alligevel var der en del, der var lidt for tykke. Man spiste nok for meget af det forkerte på ufornuftige tidspunkter.
Gorm og Ulf er kommet halvvejs til Sebbersund, fordybet i samtale om fremtiden. Gorm mener, han vil være lærer eller præst, Ulf ved ikke rigtigt, men noget med at tegne og male, i hvert fald. Det var lidt diffust. Gorm ville under ingen omstændigheder være landmand, selv om han engang kunne overtage gården. Ulfs far ville vist gerne have ham i lære i en bank eller sparekasse. Men der var overhovedet ingen tvang, man opfattede bare, hvad de gamle ønskede for een. Det skulle jo helst være noget sikkert, for de vidste, hvad det ville sige at mangle, og de knoklede for at få det hele til at hænge sammen. De unge var helt klar over dette, og forsøgte måske derfor at tænke i nye baner. Prøvede at se om de kunne indrette en anderledes fremtid. Men det var ikke let at at forestille sig det rigtige, eller hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Pengene var små, og en læreplads gav ikke nok til, at man kunne klare sig selv. Ulf havde hørt om en kunsthåndværkerskole i København og tænkt, at han kunne lære at spille banjo, så han kunne betale uddannelse og ophold ved at spille i Nyhavn om aftenen og natten. Ikke en umulig ide i hans hoved. Gorms far kunne nok betale for hans uddannelse, for gårdmænd som var driftige sad ikke så dårligt i det. Han havde også noget så usædvanligt, som en bil. Den var dueblå.
¨Vi ses i morgen,¨ sagde Ulf, da han drejede af ved Brugsen i Sundet. ¨Ja farvel,¨ svarede Gorm og oksede, let svedende, mod næste etape, hvor første mål var Valsted, som tonede frem i horisonten.
Herefter kom Barmer bakke, men det gik ikke an at tænke på det i forvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar