Et liv på kanten.

Klitnissen, og hans ”falmede,” terrængående ræv, White Christmas, i det daglige kaldet WC, havde efterhånden vænnet sig ril det sønderjyske, både hvad miljø og dialekt angik. Han havde tiltrådt embede som ordenshåndhæver i Affenradeområdet, som ”sheriff” for nisser og andet godtfolk fra samme boldgade. Men ”én gang vendelbo, altid vendelbo,” passede i hans sind, og nu kunne han ikke stå imod mere. Badesæsonen var indtrådt i det nordjyske, og i sindet hørte han det brusende hav, følte sandet mellem tæerne, og i tænderne, mens mågerne paraglidede med den sommerblå himmel som baggrund.

”Den gehr et mer,” tænkte han. Vi må hjem. Ved hawet, ved hawet der er’et så skjønt. Han kunne tydeligt imaginere De Gyldne Løvers sang, og det hev og sled i ham. En dukkert i det friske hav ville være vidunderlig. Han havde ikke badet, siden han forlod Vendsyssel, da han ikke havde nænnet at skylle det vendelboske af sig, og han havde stadig originalt sand i strømperne. Det var en tryg fornemmelse, han var vokset op med, og den ville han ikke undvære. WC kunne vist også have godt af et bad, og måske kunne han narres med gennem brændingen og svømme lidt rundt mellem første og anden revle. Så ville det blive lidt nemmere at være i nærheden af ham. For alle oplevelserne i Affenradeområdet havde også ”sat sig” i pelsen, og det kunne aflæses med næsen.

Nu lå han, sammen med WC, i klitterne og kiggede på den lille kystby, han havde trådt sine barnesko i. ”I morgen går vi til borgmesteren. Man skal altid gå til hovedet. Og så lægger vi samtlige kort på bordet. Vi tilbyder vor erfarne assistance, mod at få kost og logi, plus en beskeden apanage. Mon ikke der er et lille hus ledigt med havudsigt? Det gør jo hverken mig eller WC noget, at halvdelen hænger ud over skrænten. Vi er jo gennemsyrede af at leve livet på kanten, som man siger. Ih, hvor jeg glæder mig til at få frisk marehalm i træskoene, og dynen, igen. Så kan vi tage på efterårsferie i Sønderjylland, og nyde det overdådige kagebord, mens vi er der. Men lige nu, skal vi finde nogle tørrede isinger, så vi kan mærke, vi er hjemme igen.”