Troldgrene.

Trolden var i lommen på sin kontaktperson. Der sad han ofte, for kontaktpersonen vidste, han nød at sidde der. Brystlommen, i kontaktpersonens skjorte, var en velegnet udsigtspost, og hver gang kontaktpersonen skiftede miljø, oplevede trolden nye horisonter. Han var ikke bange for horisonter mere, for de havde vist sig at være interessante. Hjemmefra var han opdraget til at undgå dem, for i hans familie, og slægt, anså man horisonter som farlige. ”Man skal holde sig til de nære ting,” lød det jævnligt, og det var der ikke nogen, som satte spørgsmålstegn ved. Det lød nemlig plausibelt i konteksten.

”Hver gang der har været nogen fra fjerne egne, har der manglet noget. Tingene ligger i hvert fald ikke, hvor de plejer, og det kan ikke have rimelighed. Man er vel herre i sin egen hule.” Troldefar ville ikke have forandringer. Han havde kun ét øje, og det sad midt i panden. ”Ikke fordi jeg er snæversynet,” sagde han ofte, ”men når alt hele tiden bliver lavet om, mister jeg fokus. Og så får jeg min migræne.”

Men den lille trold, som sad i kontaktpersonenes brystlomme, havde efterhånden distanceret sig fra sit gamle miljø. Og det havde også medført en vis kreativitet. Hans kontaktperson kaldte det forandringsparathed.

En dag sad de i stolen hos kontaktpersonens frisør. Trolden fik hurtigt øje på en sjov kost, som stod på hylden ved spejlet. ”Sikke dog et smukt lille træ,” tænkte han. ”Det spejler sig, så jeg også kan se et der er lidt mindre. Gud ved, om jeg kan få en aflægger med hjem. Så kan jeg, en skønne dag, få mine egne troldgrene. Og så skal troldefar se løjer.” Han smilede, så der kunne ses en smuk lille stjerne i hvert øje.

”Så vil jeg fortælle ham, at verdens undere ikke blot er vertikale, men så absolut også horisontale, hvilket han selvfølgelig vil være lodret uenig i... og at, hvor himmel og jord mødes, er der særlige forjættelser. Men måske er det for sent at overbevise ham om sådan noget. Når jeg har plantet en troldgren i hans have, og den vokser til, vil han måske bare sige: Hvad skal jeg dog med dén barberkost?”