Softice.

Pegasus navigerede i flyvende fart mellem stjernerne. Han zig-zaggede for ikke at ramme ind i nogen af dem, og denne manøvre var han vant til, når han susede afsted med Zeus på ryggen. De var på vej mod Helikon, for Zeus havde modtaget en personlig fødselsdagssang fra muserne, og den var han ikke helt glad for. Den manglede inspiration, syntes han. Godt nok blev han tilbørligt fremhævet, som både smuk og klog, men ordet ”vis,” var ikke nævnt.

”Muserne er faldet af på den,” tænkte han. ”Lad os straks ride til Helikon og se, om Hippokrene er tilstoppet. Vi må lade Pegasus´ hovslag sætte fut i fejemøjet igen, så kilden kan flyde frit og inspirere til sprudlende, ophøjede ideer. Jeg orker ikke denne middelmådige slendrian fra muserne. Jeg ved jo, hvor gode de er, når alt er, som det skal være. Og det er det, når det er, som det plejer, som jeg plejer at sige.”

Pegasus vidste, at hans hovslag var hans ridderslag, og han glædede sig til at se, hvordan hans naturlige aktivitet kunne vække kilden, og dermed muserne, til dåd. Det gav en god selvfølelse, så for ham var det i orden, at proceduren måtte gentages med visse mellemrum.

Polyhymnia sad og studerede en kopi af sangen, de havde sendt til Zeus. ”Melodien er god,” sagde hun henvendt til de andre otte, mens hun forsøgte at fastholde Euterpes blik. ”Men ordene falder ikke helt i hak med den. Man skal forlænge nogle ord uforholdsmæssigt meget, for at få det til at klinge harmonisk. Hvordan er det kommet så vidt? Så vidt jeg husker, plejer vi da altid at lave det bedste af det bedste. Det er vores adelsmærke.”

Euterpe nikkede samtykkende. ”Da vi skrev og komponerede sangen til Zeus, havde jeg det, som jeg har det, når håndvasken er tilstoppet. Intet flyder frit, og svupperen må i gang hvert andet øjeblik. Mon Pegasus holder ferie? Han er meget bedre end en svupper, men det er ikke sikkert, Zeus er bevidst om tingenes tilstand.”

”Så vidt jeg husker,” indskød Klio, ”og jeg husker vidt,” er det tre æoner siden, Zeus og Pegasus var på Helikon. De har flintret rundt mellem stjernerne og forsøgt at tilstoppe sorte huller. Zeus har købt et vognlæs Polyhym…, nej Polyfilla, som er velegnet til formålet. Det siges jo, at de sorte huller sluger stjerner med lys og det hele.”

”Sådan forholder det sig.” Urania nikkede vidende. ”Jo flere huller de får stoppet, jo bedre. Vi har brug for stjernernes lys, for uden det kan vi ikke se at komponere og digte, og hvis ikke Pegasus´ hovslag snart får kilden i gang igen, bliver ridderslagene nok revet af vore skuldre. I denne sammenhæng er hovslag bedre end ridderslag. Så må vi gå på ferie, bade i sol, i stedet for i berømmelse, og prøve at undgå hedeslag, afslag og andre, mulige slagtilfælde. ”

”Syhhhh.” Kalliope holdt sin ene hånd bag øret. ”Jeg kan høre Pegasus´ hovslag, og jeg kan høre kilden boble igen. Hurtigt, find blæk, gåsefjer og papyrus frem. Nu skal der skrives. Og hvis det ikke virker denne gang, må Pegasus tage skraldet. Så er han lige så udbrændt som de opslugte stjerner, og så kan Zeus lige så godt lave ham til en gyngehest. Så må vi ty til karrusellerne, hvis vi savner inspiration.”

”Jah,” udbrød Thalia. Så skal vi i tivoli, og så vil jeg have en softice med chokoladedrys.”