Tik tak tik tak tik tak…Sådan kan det lyde, hvis man bliver opmærksom på urets evindelige småsnak. Ellers hører man det egentlig ikke.
Man ser heller ikke den smukke blomst i vindueskarmen, hvis der er noget spektakulært, man får øje på gennem ruden.
Opmærksomheden benytter sig af én sans og ét sanseindtryk af gangen. Men skiftende sanseindtryk, og opmærksomheden herpå, arbejder så hurtigt, at man føler, man opfatter dem på én gang… eller "flydende.”
Vi tror temmelig meget, på det vi ser. Alligevel bliver der, på en måde, drevet gæk med os. Kigger vi på solen, ser vi den ikke, som den er lige nu. Vi ser den, som den var for ca. 8 min. siden. Det skyldes afstanden til solen og lysets hastighed. Vi kan kigge på, og fotografere, en stjerne, som lyser stille, roligt og smukt. Den kan være eksploderet for mange år siden i et lyshav. Vi ser det dog ikke, før lyset, med ca. 350000 km i sekundet, når os.
Med avancerede teleskoper kan man fotografere og filme begivenheder i rummet, mens de sker. Selv om de er sket for længe siden, og selv om de først erfares med vore fysiske øjne ”direkte” mange år senere.
Hvad kan man konkludere ud af dette? Det er en vanskelig erkendelse at integrere i forståelsen af, hvordan ting og begivenheder foregår i forhold til, hvordan vi oplever dem.
Videnskaben (bl.a. astrofysikken) hjælper os til ikke at fare vild i mystiske, eller endog tåbelige, konklusioner. Den kan dog også gøre os modløse, når vi misforstår informationerne. Nogle bliver vrede over uomtvistelige kendsgerninger, fordi de irriterer den vante tankegang og verdens/livsopfattelse.
Det er synd. For virkeligheden kan frisætte os. Det kan illusioner ikke. De kan måske forekomme at gøre det, mens de bygger uoverskuelige labyrinter omkring os. Labyrinter som vi ikke engang opdager, vi er fanger i, med mindre vi ser dem... i fugleperspektiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar