Gifteri.

Kirsten gik og vandede blomster i forhaven, da hun mærkede en ubehagelig lugt blande sig med duften fra de smukke blomster. Snart efter dukkede trolden op. Han havde en buket brændenælder i sin højre hånd, og den rakte han bydende frem mod Kirsten.

”Værsensartig. Til dig! Så kan du nok hjælpe mig med en giftig annonce. Jeg vil giftes, for jeg har uro i kroppen, og så har jeg hørt, det hjælper med en kone. Det er jo dit gebet, gryntede han.”

”Det kan man sige, men du må selv hjælpe til, hvis det skal blive en succes. Må jeg få dit personnummer?” Kirsten fandt sin Maylandkalender frem og placerede kuglepennen i munden, mens hun bladede frem til en blank side.

”Hvad et det for noget galskab? Jeg har intet nummer. Men jeg har en nummer syd for ryggen, hvis du kan bruge den til noget.”

”Hvornår er du født?” Kirsten ville vide, hvor gammel han var, før hun ville søge på en mage, som matchede ham. 

”Jeg er ikke ret gammel. Højst en fem-seks hundrede år, men jeg har aldrig haft en kæreste. Måske kunne en kæreste medføre nogle troldunger, man kunne lære gale streger, så slægtens gener og traditioner blev ført up to date. Så skaf mig en date, Giftekniv. Du kan det der, for du er jo ikke vaccineret mod gifteritis.” 

”Vi skal bruge et profilbillede.” Kirsten gned sig på hagen med tommeltot og slikkepot, for hun kom i tanke om, at trolde ikke kunne hænge ved. Hverken gammeldags analogfilm eller pixelbasere optagelser kunne registrere dem.

”Nu ved jeg det. Jeg har i hvert fald en ide. Vi tager en selfie, hvor vi begge er på, og så skærer vi mig fra. Mon ikke vi kan snyde os til et troldeportræt på den måde?”

Kirsten Giftekniv fandt sin smartphone frem og inviterede trolden til at lægge sin ene arm om hendes skuldre.

”Sig tjieese.” Kirsten holdt kameraet i en armlængdes afstand foran dem og knipsede.

Pludselig var der intet spor af trolden.  Kirsten betragtede forvirret optagelserne. Hun var på… men alene. Intet spor af en trold. ”Trolderi,” tænkte hun. ”Eller måske er det hele noget, jeg har drømt. Nåmen, jeg fortsætter med at vande. Jeg har altid drømt om at fremtrylle den smukkeste forhave her i skovbrynet.”