Hanegal.

”Man er deprimeret,” tænkte hanen, mens den betragtede den synkende sol. ”Sommeren er kommet, og det vil jeg ikke klage over, men kunne den gøre det muligt for mig at gale, ville jeg ære den og bøje mig i støvet. For det er mit højeste ønske. Sommeren har mange evner, og nu får vi se.”

”Mange misunder mig, fordi jeg er så højt på strå, men det er fordi, de ikke forstår, hvor træls det kan være at være afhængig af, hvilken vej vinden blæser. Jeg byttede gerne min piedestal med taget på det højeste bur i hønsegården. Så ville jeg forlove mig med et passende antal høns, gerne af forskellige racer, og forære hver og én en hønsering som symbol på min kærlighed. Men hvis de vil forblive i mit harem, skal de lære at lægge Kinderæg. De er salmonellafri og egnede som gaver. Det kan jeg egentlig rigtig godt lide.”

”For en vindbøjtel er jeg ikke, selv om jeg er smedet i Kokkedal og har slægtninge i Hönefoss. Den lokale tv-station tager bestik af mig til deres vejrudsigter, men nævner mig aldrig. De bilder folk ind, de arbejder efter prognoser. Jeg burde være vejrvært. Så ville jeg nette mig, inden jeg skulle på, og frisere mig med en nybagt hanekam.”

”Men gale kan jeg desværre ikke. De eneste lyde jeg kan frembringe, altså i min nuværende situation, er knirk fra rustne hængsler. Hængsler rimer på længsler, og jeg længes efter at føle mig ovenpå og smide min depression ned i hækken. Så vil jeg, fanden gale mig, gale i vilden sky og vække folk, mens solen stiger af havets skød.”