"Kugler."

”Her ligger den!” Knuds stemme lød triumferende. De havde ledt efter golfbolden i næsten ti minutter, og der var gået konkurrence i at finde den først. Ludo havde slået den ud af kurs i forsøget på at udføre det helt perfekte slag og derved udmanøvrere Knud. De var konkurrencemennesker, så ingen af dem brød sig om at blive overgået. Men de var også begge født med prale-genet, og det medvirkede til at skærpe stemningen.

Ludo var hurtigt på pletten og stirrede vantro. ”Det er da ikke en golfbold. Den ligner bare lidt.”

”Jo, kære Skak. Nu skal du se et pletskud.” Knud førte baffien skråt op i luften og trippede et par gange, før han svingede den mod bolden.”

Ludo grinede ubehersket, da trækøllen smadrede bolden, som eksploderede og sendte røgskyer i vejret og ud til alle sider. ”Du går vist ikke efter en Albatros, og husk nu at jeg hedder Ludo. Jeg bliver helt mat, når du kalder mig Skak. Min søster hedder Altan, og hende kalder du somme tider Veranda. Kan du ikke snart få det ind i bolden?”

”Altan er så smuk.” Knud fik et drømmende udtryk i øjnene. ”Gid hun ville se til min side. Jeg tænker på hende hele tiden, og det går altså ud over koncentrationen.”

”Ja, du er vel lidt til en side, men selv om du bare hedder Knud, som så mange andre, har du måske en chance. Altan har da nævnt dig sporadisk.”

Knud fremviste et let optimistisk ansigtsudtryk. ”Jeg vil så gerne giftes med Altan, og vi skal bo ved søen. Om morgenen vil vi drikke kaffe ude på verandaen, mens vi nyder udsigten. Vi skal have to piger og en dreng. Pigerne skal hedde Dyne og Musling, og drengen skal hedde Cello.”

”Godt at høre du er med på beatet, hvad navne angår. Det kniber vist mere med kugler. Måske burde du besøge din optiker. Jeg var ved at få støv på hjernen, da du smadrede din såkaldte golfbold. Så man bør jo næppe stå med en isvaffel, når du har din baffie i hånden.”