”Jeg skal eksporteres,” sagde elgen pludselig. ”Eller importeres. Det er vist som, hvordan man vender og drejer det, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal rejse. Altså om det bliver med bus, tog eller fly, eller om jeg skal svømme, som nogle af vore pionerer har gjort. Men spændende bliver det, for at leve, er at rejse, har jeg læst… eller hørt, rettere sagt.”
”Ja, det er noget i den henretning,” svarede ravnen, som sad højt på en gren og ind imellem flaksede med vingerne for at holde rede på sine følelser. ”Jeg kommer til at savne dig. Jeg er jo blevet vant til at have dig gående her og ruske i grene og blade, så man er ved at dratte ned.”
”Jeg kommer aldrig tilbage, når jeg først er blevet integreret og har fået statsborgerskab i den ravnekrog. Men du kan da komme og besøge mig. Der er ikke så langt til Danmark. Du flyver bare over Øresund, hen over Sjælland og Fyn, og så videre op gennem Jylland. Så bliver du ikke væk, for fugleflugtslinjen tør jeg ikke anbefale, da jeg kender dig. Siden du forlod Odins ene skulder, er du blevet så dårlig til at orientere dig. Det kan jeg høre, når du prøver at orientere mig om et og andet. Dine henvisninger forekommer mig lidt forvirrende. Men jeg er klar til at lære dansk og har fået en kartoffel, jeg skal holde lige i munden, mens jeg taler. Det skulle hjælpe.”
”Der er også kommet ulve til Danmark.” Ravnen flaksede vingerne igen. ”Så du skal ikke føle dig sikker. Og hæslige jægere har de skam også.”
”Jeg tror, vi bliver fredede i klasse A. I hvert fald så længe jeg lever, og så længe mit hjerte slår, og så længe nyhedens interesse omgærder os. Den kan godt hænge ved i lang tid. Jeg er tilfreds, hvis den holder, til jeg skal på pension.”
”Du tænker kun på dig selv, for dine efterkommere, som bliver anden generations indvandrere, vil sikkert slå sig i tøjret, især fordi der nu også er blevet ulvetider i Danmark. Men bra resa och se dig på Jylland.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar