Sommerregnen falder næsten tøvende. Med fine dråber der svæver på alfevinger og rammer kasketten med bittesmå knald. Subtile som lyden af eksploderende champagnebobler.
Dråberne kærtegner kinden, blomsten og den solvarme asfalt, der kvitterer med sin særegne duft, som vækker sensitive billeder. Måske erindres stemningen der indhyllede det første, poetiske kys, længe før eroterne gik på vingerne og spillede nykomponerede symfonier, og de første køreture på cyklen, den sommer støttehjulene ikke behøvedes mere, og verdens favn åbnede sig grænseløst.
Nu sår regnen poesi og eventyr i sindet, mens den maler akvarel i blygrå nuancer på den sommerduftende asfalt.
Men solen hviler aldrig, og pludselig fortrænger den skyerne, visker alle sommerregnens spor ud, griber penslen og maler sin egen akvarel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar