Svaletid.

Svalefar sad og grundede, og både mor og ungerne skævede til ham. For når svalefar grundede, kunne man aldrig vide, hvad der kom ud af det. Man var blevet overrasket mange gange, og denne gang ville nok ikke gå hen og blive en undtagelse.

”Nu har jeg det.” Svalefar gav et spjæt, så en af ungerne mistede fodfæstet i murvæggen og landede fortumlet på klinkegulvet i lysthuset, hvor svalefamilien residerede. Her var dejligt køligt, selv når der var hedebølge, for der var ingen vinduer, kun åbninger. Lysthuset lå midt i en have omgivet af en lille sø med guldfisk. Op ad ydervæggene voksede smukke stokroser, og arkitektens trøst trøstede væggene på en hyggelig, lidt gammeldags, måde, med den hvidkalkede mur lysende igennem hist og her.

”Hvad har du?” kvidrede svalemor.

”En idé.” Svalefar skød brystet frem. ”En fremragende idé, når jeg nu selv skal sige det. Jeg vil brygge øl. Folk tørster, og de gamle drikker for lidt. Det må nogen gøre noget ved, og denne nogen er mig.”

”Hvorfor lige netop øl?” Svalemor lagde hovedet på skrå og glippede med sine forførende øjne. ”Hvorfor ikke eliksir?”

”Det skal jeg sige os. Det har noget med markedsføring at gøre. For jeg sad netop og fandt ud af, at, denne øl skulle hedde Svale-bajer. Det er et mundret navn, som folk og fæ kan forholde sig til. Du husker måske, jeg var i advertissementsbranchen, i mine yngre dage, og der lærte jeg et og andet. Vi skriver på etiketten, at den er produceret i Svalbard. Det giver den et køligt image, og så kan vi skrive: En svale-bajer køler og læsker, når kroppen skriger på liflige væsker.”

”Jeg får helt lyst til et køligt, duggende glas af din øl,” sukkede svalemor. ”Måske kan vi brygge svalebajerne af hyldeblomster. De lyser op overalt for tiden, og så kan vi jo håbe, at din øl bliver revet ned af hylderne, så vi får råd til at holde ferie i Svalbard.”