Solen var gået i selvsving denne dag. Den vibrerede mildt og insisterende på en inciterende måde, og havde man ikke solbriller på, kunne det være vanskeligt at orientere sig om detaljer i omgivelserne. For naturen svarede igen på solens tilnærmelser, og sendte varme vibrationer retur. Man befandt sig i et solflimrende paradis, hvor øjnene ikke fandt hvile på noget bestemt. Det føltes, som om sindsindtrykkene næsten overdøvede sanseindtrykkene.
Kiggede man ud over havet, for at se, om der skulle være en båd på vej ind, fandt man hurtigt ud af, at man også måtte lytte, hvis man ville spotte den, allerede mens den frigjorde sig fra horisonten. For hvide skumtoppe på de legende bølger, spejlingerne i vandet og den flimrende horisont, frigav ikke uden videre valid dokumentation. Man blev selv en del af helheden, og det var aldeles vidunderligt.
”Sådan skulle det være altid,” tænkte Hedvig,” mens mågeskrigene fortalte, at de søgte cirklende udad i øjeblikket.
At fødderne, og det nederste af den fodside kjole, var blevet gennemblødte, gjorde slet ikke noget. Det rundede billedet af og understregede en inciterende samhørighed uden grænser i tid og rum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar