søndag den 19. juli 2015

Fri.


”Ligger du nu helt afslappet? Prøv at trække vejret langsomt ind og ud og hold vejret ganske kort tid mellem hvert åndedrag. Sådan, ja. Kan du mærke, du bliver rolig i hele kroppen og føler dig fri? Bare bliv ved med denne rytme. Sker der noget?"

”Mit hjerte gløder og klør på en subtil måde. Som om der er sød, flydende honning der kildrer, og som om det kommer fra midten og breder sig, som ringe i vandet på en spejlblank sø en mild sommeraften med fuldmåne. Og stjernerne blinker så kærligt til denne indre, levende sødme, som bare bliver ved og ved. Hvad er der i vejen med mig?”

”Øjeblik, jeg skal lige slå det op. Denne udgave har jeg ikke lige på korttidshukommelseskortet. Lad os se. Dut, dut, dut, hmmm, jo. Der må være et eller andet, som lægger for stort beslag på din frihed. Noget der berører det følelsesmæssige. Her står, at du sandsynligvis er blevet skudt med en af de pile, Amor har i sit kogger.”

”Kan den ikke trækkes ud igen?”

”Jo, den kan fjernes. Men man trækker den ikke bare ud, for pilespidsen kan virke sårende, da den har modhager. Man venter, til den opløses af sig selv, og det tager normalt nogle måneder. Tiden varierer, afhængig af om der har været tale om vildskud eller pletskud fra Amors side. Men hvis Amors ældre søster, Karma, har været indover, kan tiden ikke forudberegnes. Da vil der være så mange X-faktorer, at vi psykologer ikke kan være med. Alternativt skubber man den videre i spidsens retning, indtil den bliver synlig, og så trækker man den hurtigt fri. Der er jo ingen grund til at trække, hverken pinen eller tiden ud. Og så er man fri. Men hvis pilen knækker, bliver man let inspireret til at fri.” 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar